Atuagagdliutit - 10.09.1998, Síða 16

16 -TORSDAG 10. SEPTEMBER 1998
ATUAGAGDLIUTIT
FØDT PÅ ÅBENT HAV
Boede ti af sine første barndomsår i Ammassaiik hvor faderen missionerede blandt de
sidste hedninge i området
gamle bydel, da familien
ankom til Nuuk fra Ammas-
saiik i 1923, og hvordan hun
selv og hendes kusine var
ivrige for at hjælpe til med det
spændende arbejde på »Godt-
håbs Fotografiske Anstalt«.
Eventyret startede ombord
på skibet »Godthåb«, da Ma-
rianes forældre var på vej til
Ammassaiik, hvor hendes far
Julius Olsen skulle hjælpe
præsten Karl Rosing med
missionsarbejdet. Moderen
Charlotte Olsen, født Møller,
ventede parrets første barn,
og om alt gik godt, skulle
fødslen foregå i Ammassaiik.
Ombord på skibet var også
Jørgen Chemnitz, der var
kolonibestyrer Hedegård’s
højre hånd i Ammassaiik.
Født for tidligt
Dengang var der ingen direk-
te skibsforbindelser mellem
det vestlige og det østlige
Grønland. Rejsen gik over
Danmark hver gang.
Mariane Heilmanns mor
var ikke særlig søstærk, og
hun havde en frygtelig over-
fart. Skibets bevægelser gjor-
de hende søsyg, og hun måtte
tilbringe en stor del af sejllad-
sen på køjen. På vej fra Dan-
mark til Ammassaiik, efter
skibet havde passeret Island,
gik det helt galt. Charlotte
måtte midt i sin søsyge for-
tælle besætningen at var
fødslen nært forestående.
Besætningen fik travlt, og i
den ene af salonerne satte
man nogle stole sammen, der
skulle gøre det ud for en føde-
seng. Det var en meget heldig
omstændighed, at Jørgen
Chemnitz havde en del kend-
skab til førstehjælp og des-
uden håndelag for at hjælpe
spædbørn til verdenen.
For takket være ham så
Mariane Heilmann dagens lys
Et eventyr ruller sig ud for én,
når man taler med Mariane
Heilmann, Nuuk, der fylder
85 år på søndag. Hun havde
sin tidlige barndom i Ammas-
saiik, endnu inden hele
befolkningen var blevet krist-
net. Hun er det ældste olde-
barn til den navnkundige
redaktør af »Atuagagdliutit«
Lars Møller »Aqqaluk« og
barnebarn til Grønlands lige
så kendte og anerkendte foto-
graf John Møller. Hun
husker, hvordan hendes olde-
far tog imod dem i Nuuk’s
Apersortittoq Mariane »juumuuni« Jørgen Chemnitz
assileqatigisimavaa.
Konfirmanden Mariane sammen med sin »jordemor« Jørgen
Chemnitz.
Mariane Peter Heilpiann-ilu ernitillu Aqqaluk, Asser aamma Stephen - ernermik angajulliup
apersortinnerani.
Mariane og Peter Heilman med sønnerne Aqqaluk, Asser og Stephen ved Aqqaluks
konfirmation. Aqqaluk står i midten.
den 13. september 1913 midt
mellem Island og Ammassa-
iik. Hun var født lidt for tid-
ligt, og alt babytøjet var pak-
ket ned i lastrummet, som
man først kunne komme til,
efter ankomsten til Ammassa-
iik.
Den første kjortel
- Min »jordemoder« Jørgen
Chemnitz havde pakket mig
ind i en af sine undertrøjer, og
så fik han og min far ellers
travlt med at sy en kjortel til
mig. De var enige om, at den
endelig ikke måtte stramme
om halsen, og det endte med,
at kjortlen gled ned over mine
smalle skuldre.
Mariane Heilmann har
igennem sine barneår haft
meget gavn af den særlige
status hun fik, fordi hun blev
født ombord på »Godthåb«.
Hun husker, at kaptajnen altid
havde legetøj med til hende
fra Danmark.
- Besætningen forkælede
mig. Jeg fejrede også min 10-
års fødselsdag midt ude på
Atlanterhavet, under vores
rejse til Nuuk.
Da skibet dengang i Mari-
anes »år nul« nåede frem til
Ammassaiik, lå der imidlertid
så meget storis, at det ikke
kunne sejle ind til byen. Efter
nogen tid måtte det vende
stævnen mod Island, ellers
ville kulbeholdningen ikke
slå til.
Nyheden vakte opsigt
- Der havde været stor ståhej,
da de i Island fik at vide, der
var født et barn på overfarten.
Der havde været avisskrive-
rier om den usædvanlige be-
givenhed, så det endte med, at
min familie i Nuuk fik ny-
heden om min fødsel på et
meget tidligt tidspunkt.
Det står stadig meget tyde-
ligt for Mariane Heilmann,
hvordan hun som barn tog
med sin far til »Illumiormiut«
for at sprede det kristne bud-
skab blandt den del af befolk-
ningen, der endnu ikke var
døbt.
- Illumiormiut er en bydel,
og heliporten er placeret der,
hvor der i min barndom var et
tørvehus. Folk kom rejsende
til Ammassaiik for at lade sig
kristne. Igennem et helt år
blev de undervist, før de blev
døbt. Jeg kan huske, at folk
havde hvide kåber på under
dåben, og de sidste blev døbt
i 1921.
Duften af kogt sælkød
- Jeg var altid så ivrigt for at
komme med far, når han skul-
le undervise i kristendom. Jeg
elskede at komme på besøg i
huset i »Illumiormiut«. Det
var et meget stort hus, som
flere familier boede i ad gan-
gen. Væggene var beklædt
med sælskind, ligesom man
brugte sælskind til at opdele
briksen til de forskellige fa-
milier. Jeg husker stadig den
dejlige duft at kogt sælkød,
som nåede ens næsebor på vej
ind gennem den aflange gang.
- Dengang brugte man sta-
dig tranlamper, som folk
hængte deres kogegryder
over, og sikke noget velsma-
gende mad.
Mariane havde nogle lyk-
kelige barndomsår i Ammas-
saiik. Kammerater var der
nok af, og opfindsomheden
var altid stor, når der skulle
leges. Børnene kurede med
sælskind om vinteren, og om
sommeren var stranden den
perfekte legeplads, der gjorde
nymodens legetøj helt over-
flødigt. Her fik fantasien frit
spil.
Blev drillet på
grund af sproget
- Der var ingen skel mellem
børnene fra Ammassaiik, og
os der kom fra Vestkysten. Vi
talte jo også allesammen øst-
grønlandsk, og det var mit
første sprog. Det blev vi vel
nok drillet med, da vi kom til-
bage til Nuuk. Børnene i
Nuuk efterlignede, hvert et
ord vi sagde og det var jo
utroligt generende, men vi
lærte hurtigt, at tale vestgrøn-
landsk.
Mariane Heilmann var spe-
cielt gode venner med Au-
gusta Hammeken, der var dat-
ter af Kiistaaraq Thomsen,
der var jordemoder på da-
værende tidspunkt i Ammas-
saiik. Derfor var det heller
ikke helt tilfældigt, at de som
voksne arbejdede sammen på
Hotel Godthåb i en lang år-
række, indtil de begge gik på
pension.
Naja Rosing var en anden
meget god ven, hun var datter
til præsten Kristian Rosing.
Det står stadig lyslevende for
Mariane Heilmann, hvordan
de under gudstjenesten 1.
juledag så en stor isbjørn i
nærheden af familiens hus.
- Vi sad på forreste række,
da Naja puffede til mig, og
sagde »Aajinnga nanortuak-
kaajik« (der er en stor isbjørn
derhenne), og ganske rigtigt
stod der en stor isbjørn ved
vores køkkenmødding. Den
stod og tog fært.
Isbjørnejagt under
julegudstjeneste
- Alle i Ammassaiik var jo i
kirke også fangerne, så der
kom rigtig røre blandt kirke-
gængerne, da det gik op for
dem, at der var en isbjørn lige
i nærheden. Min far prædike-
de den dag, og han afbrød
gudstjenesten, og fortalte fan-
gerne, hvor hans rifler stod i
huset. Jægerne var ivrige og
det varede ikke længe, før de
havde nedlagt det store dyr.
- Efter jagten blev der snak-
ket ivrigt om den spændende
jagt, så der til sidst måtte tys-
ses på kirkegængerne, før vi
kunne genoptage gudstjene-
sten, fortæller Mariane Heil-
mann med et muntert grin.
- Også i Østgrønland var
der tradition for^ at den der
først fik øje på bjørnen ejede
den. Så det var Naja Rosing’s
bjørn, og det blev virkelig fej-
ret den dag. Kolonibestyreren
Hedegaard åbnede KGH-for-
retningen, så Naja’s forældre
kunne handle til den helt sto-
re »Paggaa« (kaste ting i
grams). Alle folk var invitere-
de til præstens hus, og folk
var særligt interesserede i to-
bakken, der også blev kastet i
grams.
- Jeg fik også et lår som
min andel af bjørnen, fordi
jeg fik øje på den efter Naja.
Plejesøsteren Andunda
Efterhånden som årene gik
voksede den lille familie i
Ammassaiik. Mariane fik
først lillebroderen Aqqaluk,
derefter fulgte Johanne, Sofie
og Anniitaaraq, der fyldte ét
år i Danmark, da familien var
på vej til Nuuk efter de ti år i
Ammassaiik.
Familien havde også et
plejebarn i Ammassaiik. An-
dunda hed pigen. Hun havde
været udsat for en våde-
skudsulykke, mens hun bar et
yngre barn på ryggen.
- Dengang kendte folk end-
nu ikke nok til skydevåben, og
Andunda var blev ramt i skul-
der- og halsregionen og havde
været frygteligt lemlæstet.
Hun var indlagt i et hus der
blev kaldt Kastellet, og da hun
så min mor første gang havde
hun udbrudt »Isumaqarlunga
Annaassisup Anaanaa«. Hun
troede at min mor var selve
jomfru »Maria«.
Mariane husker stadig med
sorg, hvordan familien var
nødt til at lade Andunda blive
i Ammassaiik, da de selv steg
ombord på »Hans Egede« den
7. september 1923. De holdt
utroligt meget af pigen, men
det lod sig ikke gøre at få hen-
de med til Nuuk.
Hjemve kort efter afrejse
Knap nok havde skibet for-
ladt det elskede Ammassaiik,
før Mariane blev grebet af
forfærdelig Hjemve. Det blev
til mange tudeture, inden
søsygen tog over, og domine-
rede hendes tilstand.
- Vi blev helt skeløjede af
søsyge, husker Mariane.
- Det viste sig, at kaptajnen
ombord på »Hans Egede«
havde været styrmand på
»Godthåb«, da jeg blev født.
Det var også en sjov begiven-
hed, at jeg fyldte ti år på vej til
Danmark.
Familien Olsen tilbragte en
uge på Sjælland, før turen
kunne gå videre til Nuuk. De
boede hos præstefamilien
Ostermann i Greve, og fami-
lien var flink til at vise dem
rundt i den fremmede verden,
de var havnet i.
- Der var så utroligt mange
mennesker, det var jeg meget