Atuagagdliutit - 10.11.1998, Síða 12

12 • TIRSDAG 10. NOVEMBER 1998
ATUAGAGDLIUTIT
Seksuelt misbrug gjorde
pige angst for fremtiden
Blev misbrugt af fire-fem mænd i den nærmeste familie
NUUK(LRH) - Så jeg ud
Aviaja 17-inik ukiulik meeraagallarami kinguaassiutitigut
atomerlugaasimavoq, inersimasullu kaammattorpai
meeqqat pissusilersornerinut eqqumaneroqqillugit.
- Inersimasup meeraq aperisariaqarpaat sooq kamannersoq,
tillinnersoq sallunersorluunniit. Nammineerluni
oqaluttuarsinnaanngilaq. Inersimasoq aperisariaqarpoq.
17-årige Aviaja, der som barn blev seksuelt misbrugt,
opfordrer voksne til at være mere opmærskomme på børns
opførsel. - Voksne må spørge barnet, hvorfor det er så gal,
hvorfor det stjæler eller lyver. Barnet fortæller det ikke selv.
De voksne må spørge.
som én, der bare kunne mis-
bruges, spørger Aviaja tilba-
ge i tiden og kigger ned i gul-
vet.
17 årige Aviaja er en stærk
ung pige, som ihærdigt for-
søger at arbejde sig ud af de
problemer, der er opstået i
forbindelse med flere års
seksuelt misbrug i hendes
barndom. Hun var bare 3-4
år, da forskellige mænd be-
gyndte at være seksuelt nær-
gående mod hende. Og det
har sat psykiske mén, som
ikke er nemme at tale om. I
Aviajas tilfælde var der ikke
blot tale om én mand i hen-
des nære familie, men mindst
4-5 stykker, som misbrugte
den lille piges tillid og umo-
denhed. Først da hun blev så
gammel, at mændene blev
bange for, at hun ville sladre
om det, holdt de op.
Aviaja, som her optræder
med et andet navn, har stadig
en masse blokeringer i for-
hold til det, hun har været
igennem. Det tager derfor
lang tid at tale med hende, og
der er mange lange pauser i
samtalen. Aviaja ser ikke
gerne på én, mens hun taler,
og hun taler meget lavt. Men
hun er et godt stykke på vej i
den rigtige retning. Det er
derfor, hun har henvendt sig
til AG. Hun mener, det vil
hjælpe hende, men er på den
anden side også klar over, at
hun aldrig vil komme helt ud
af de psykiske problemer, de
mange overgreb på hendes
sårbare barnesind medførte.
Hårdt liv
- Jeg vil gerne tale med jer på
AG, fordi jeg synes, der skal
tales meget mere om seksuelt
misbrug af børn og unge. Jeg
kender flere piger, der har
været ude for det samme som
jeg, men som ikke tør tale
med nogen voksne om det,
de har oplevet. Men taler
man ikke om det, kommer
man aldrig videre med sit
eget liv, siger Aviaja.
- Jeg synes det er vigtigt at
få frem, at livet efter en barn-
dom med seksuel misbrug er
hårdt. Og selvom det med
tiden vil blive lettere for mig,
fordi jeg går til samtaler hos
en psykolog, og fordi jeg
taler om det, der er sket med
mig, så vil det forfølge mig
resten af livet.
- Det er ikke så ofte, jeg er
rigtig glad. Aller mest er jeg
angst for, hvordan jeg skal
klare fremtiden. Hvordan bli-
ver det, når jeg engang får
børn? Hvordan vil deres
barndom blive? Vil mit barn
komme til at opleve det sam-
me? Den angst lever jeg hele
tiden med.
- Jeg har masser af vrede i
mig. Jeg er tit sur. Jeg har
forsøgt selvmord to gange.
Jeg kan blive rasende. Jeg
kan lyve. Og når jeg har det
sådan, har jeg det bedst ale-
ne. Det er, som om jeg ikke
må have det godt. Som om
jeg ikke må være glad. Og
det er svært at se lyst på
fremtiden.
- Selvom jeg nu har er-
kendt, at det ikke nytter no-
get at begå selvmord, og at
jeg vil leve, så er det stadig
svært for mig at tænke på
fremtiden. Men jeg har be-
sluttet, at jeg vil gøre, hvad
jeg kan for at hjælpe andre,
der har været ude for lignen-
de situationer som jeg. Der-
for passer jeg min skole, som
jeg i øvrigt er glad for at gå
på, siger Aviaja.
Barndom
Aviaja kommer fra en lille
by, hvor hun voksede op hos
sine bedsteforældre. Og det
var her i bedsteforældrenes
hjem, at overgrebene fandt
sted.
- Der var mange aktiviteter
hjemme hos mine bedstefo-
rældre, og der var altid man-
ge på besøg. Der blev spillet
kort, set fjernsyn og andre
ting. Det foregik altid uden
spiritus, fordi mine bedstefo-
rældre ikke drikker. Men for-
di der altid var mange men-
nesker, og der skete en mas-
se, blev det aldrig opdaget,
hvad de forskellige mænd
gjorde mod mig.
Aviaja var et »uopdra-
gent« barn, der havde let til
heftig vrede. Ellers holdt hun
sig mest i baggrunden og
sagde ikke meget.
- Der blev aldrig spurgt,
hvorfor jegt fik mine vredes-
udbrud. Jeg fik bare at vide, at
jeg var en forfærdelig tøs, når
jeg begyndte at skabe mig.
- Hvorfor spurgte de mig
aldrig, hvad der var i vejen...
- Hver gang jeg blev rasen-
de og derefter fik skældud,
lukkede jeg af, og til sidst
tænkte jeg, at det måske var
rigtigt, at jeg var en forfær-
delig tøs.
Aviaja regner med, at over-
grebene holdt op, da hun var
omkring ni år og var begyndt
at råbe meget op i vrede. Hun
ved det ikke helt, fordi hun
begyndte at fortrænge de
ting, hun oplevede.
- Det var først, da jeg kom
i puberteten og selv begynd-
te at få kærester, at følelserne
igen kom op i mig. Jeg var
stadig meget vred, uden at
jeg vidste hvorfor. Men ef-
terhånden begyndte jeg at
forstå, hvad der var fat med
mig. Og så lukkede jeg helt
af. Jeg kunne ikke klare at
tænke på det. Jeg blev bange,
fik angstanfald og var frygte-
lig flov.
Flyttede
For et års tid siden kunne
Aviaja ikke længere holde ud
at bo hos sine bedsteforældre.
- Samtidig med, at mine
bedsteforældre var hårde ved
mig, fordi jeg altid var så gal,
så gav jeg dem også skylden
for det, der var sket med mig
i min barndom. Jeg talte
selvfølgelig aldrig med dem
om, hvad der var sket, men
inden i mig selv bebrejdede
jeg dem det skete. Derfor be-
sluttede jeg, at jeg måtte flyt-
te fra dem.
Aviaja flyttede ind til sin
mormors søster, som er no-
get yngre end mormoderen.
- Jeg vidste det ikke den-
gang. Men i dag ved jeg, at
jeg må have gjort det for at
kunne fortælle nogen om
mine oplevelser. For at kom-
me ud af det helvede jeg var
i. Var jeg ikke flyttet den-
gang, var jeg ikke blevet
hjulpet, sådan som jeg er ble-
vet det i dag.
- Det var synd for mine
bedsteforældre, da jeg flytte-
de. Jeg havde meget ondt af
dem. De kunne ikke forstå,
hvorfor jeg handlede, som
jeg gjorde. Men det var nød-
vendigt. Det kan jeg se i dag.
Ny plejemor
- Lidt efter lidt fik jeg over-
for min »plejemor« lukket op
for de indestænkte følelser.
Jeg fortalte om de forfærdeli-
ge ting, der var overgået mig
og om mine to selvmordsfor-
søg. Den ene gang forsøgte
jeg at hænge mig. Den anden
gang ville jeg kaste mig i
havnen. En mand reddede
mig, og jeg kom på politista-
tionen, hvor jeg fik lov at
overnatte i detentionen, fordi
jeg også havde drukket. In-
gen fik besked om mit selv-
mordsforsøg. Men nu fortalte
jeg plejemor det hele.
Plejemoderen sørgede for,
at Aviaja kom i kontakt med
en socialrådgiver på kommu-
nekontoret.
- Jeg kolapsede fuldstæn-
dig, da jeg begyndte at tale
om de forfærdelige ting, der
var sket i min barndom. Jeg
var psykisk meget langt nede
og måtte tale med en læge.
I december måned sidste
år rådede socialrådgiveren
Aviaja til at tage på julebe-
søg hos sin mor, som for
mange år siden havde bosat
sig i Nuuk.
Det blev ingen succes.
- Jeg vendte al min vrede
mod min mor, som jeg følte
havde svigtet mig. Jeg kom
til Nuuk den 19. december,
og den 23. december måtte
jeg akut flyttes til en plejefa-
milie.
Meningen var, at Aviaja
skulle tilbage til sin hjemby i
løbet af sommeren i år.
Flyttede folkeregister
Da Aviaja var kommet i kon-
takt med socialkontoret i
Nuuk, kom hun den vej igen-
nem i kontakt med en psyko-
log.
- Da jeg fik at vide, jeg
skulle tilbage til min hjemby
til sommer, blev jeg meget
ked af det. Jeg ønsker ikke at
vende hjem. Under et besøg
derhjemme i sommer genop-
levede jeg de grimme ting,
jeg har været ude for. For
mig er min fødeby forbandet.
Heldigvis mente min psyko-
log, at det er nødvendigt at
have mig i behandling i læn-
gere tid. Så nu går jeg i skole
her i Nuuk og har flyttet fol-
keregisteradresse hertil.
Under besøget hos sine
bedsteforældre i sommer, for-
talte Aviaja dem for første
gang om de overgreb, hun
havde været ude for i sin barn-
dom. Hendes bedsteforældre
blev utroligt kede af det.
- Det var meget synd for
dem, da jeg fortalte dem,
hvad jeg havde været ude
for. Jeg havde frygtelig ondt
af dem. De bebrejder sig
selv, hvad der er sket og har
nu lukket helt af overfor
resten af familien.
Voksne skal spørge
- Jeg har tit tænkt på, at det er
mærkeligt, at der var så man-
ge, der følte, at de kunne
gøre mod mig, som de gjor-
de. De må jo have tænkt, at
jeg bare var sådan én, man
kunne gøre sådan ved. Og så
ved jeg, at to af dem også
seksuelt misbrugte min kusi-
ne, som jeg er lige gammel
med. Hun er i dag på efter-
skole. Hun har aldrig fortalt
nogen, hvad hun har været
ude for.
- Jeg mener, voksne i me-
get højere grad bør spørge
børn, hvorfor de opfører sig,
som de gør, når de for
eksempel bliver voldelige,
vrede, når de begynder at
stjæle eller lyve. Når man er
barn siger man ikke, hvordan
man har det. Det må de voks-
ne finde ud af.
- Jeg er glad for, at jeg flyt-
tede fra mine bedsteforældre
hjem til min plejemor, og at
jeg har fået den hjælp, jeg har
fået. Jeg føler livet er blevet en
smule dejligere, og jeg har øje-
blikke, hvor jeg er glad. Selv-
om mit liv stadig er meget op
og ned, så er glæde noget, jeg
aldrig før har oplevet.
Aviajas problemer med
vrede og løgn er stadig så
store, at hendes plejefamilie
har opgivet. Derfor venter
Aviaja i øjeblikket på at få en
ny plejefamilie.
- Jeg er ellers glad for min
plejefamilie, vi mangler blot
tid sammen. Og jeg er ked af,
at jeg skal flytte fra dem
samtidig med, at det er hårdt
ikke at vide, hvor jeg skal bo
i fremtiden, siger Aviaja.
Aviaja inuit amerlasuut akornanniissinnaanngilaq.
- Allaanerullunga misigisimasarpunga - allaaneq ajorpoq
meeraallunga kinguaassiutitigut atornerlugaasimasunga
naluneq ajoraat.
Aviaja bryder sig ikke om at være blandt mange mennesker.
- Jeg føler mig anderledes - som om man kan se på mig, at
jeg har været udsat for seksuel misbrug som barn.
ASSI PIVIUSUUSAARTITAQ/MODELFOTOiHANS HENDRIK JOHANSEN