Atuagagdliutit - 03.12.1998, Qupperneq 16

16 • TORSDAG 3. DECEMBER 1998
ATUAGAGDLIUTIT
FRA QAANAAQ
Af: Christian
Kassaaluk er den sidstfødte i Thule inden tvangsflytningen i 1953 Schultz-Lorentzen
Erinarsortartoq Karina Møller Kassaalullu, qalipaasup Bodil Kålund-ip Lyngby-mi
naatsiiviani.
Sangerinden Karinia Møller og Kassaaluk i maleren Bodil Kålunds have I Lyngby.
Kassaaluk inngemermik imminut ilinniartsissimavoq ilaqqutani meeraanermini
isiginnaartarsimagamigit.
Kassaaluk er sin egen, når hun danser trommedans. Men traditionen har hun fra sin familie.
TROMMEDANSEREN
m’rfc'TZ-''

■■■■ ■
- «:
Kassaaluup paninilu angajulleq Alika, 1979-imAlika
maanna Danmark-imi 3.G-mi ilinniartuuvoq.
Kassaaluk med sin ældste datter Alika ved dåben i 1979 I
Thule. Alika går nu 13.G I Danmark.
KØBENHAVN: Det
gråsprængte hår indrammer
smilet, og øjnene lyser i sam-
menpressede glimt, når trom-
medanseren fra Qaanaaq for-
tæller om sit liv. Et 45-årigt
liv, der har været både rast-
løst og usædvanligt, og som
forfatteren Peter Høeg brugte
som inspirationskilde til sin
hovedperson i succesroma-
nen »Frk. Smillas fornem-
melse for Sne«.
Kassaaluk Qavigaq var
den sidste, der blev født i det
gamle Thule før tvangsflyt-
ningen i 1953. En begiven-
hed, der har præget hendes
opvækst og tankeunivers,
fordi hun i alle barndomsåre-
ne måtte høre om den fortab-
te bygd, der i generationer
havde dannet rammen for
hendes familie og de øvrige
bopladsfællers fangerliv.
Om de ultimative konse-
kvenser af et ulykkeligt
møde mellem grønlandske
og danske interesser. Om
militære hensyn, der vejede
tungere end et lille fanger-
samfunds traditioner og
historie. En konfrontation,
der end ikke i dag har fundet
sin endelige afslutning.
Som ung og voksen van-
drede hun genem mange år
som en rastløs nomade mel-
lem Thule og Danmark. Hun
forsøgte at læse til pædagog
på Børnehaveseminariet i
Aarhus. Hun har gået på Det
Jydske Kunstakademi i Aar-
hus. Uddannet sig som kont-
ormedhjælper på Ikast Han-
delsskole. Arbejdet for
Tukaq Teatret i Fjeltring.
Hver gang er hun vendt til-
bage til Thule. Til sine rød-
der og kultur. Sine forældre
og seks søskende. Men ikke
mere. Siden 1989 har hun
boet fast i København med
sine børn og mand. Rastløs-
heden er lagt på hylden, men
Thule-ånden giver hun ikke
slip på.
Det er langt henne ad for-
middagen, da jeg besøger
Kassaaluk i hendes lejlighed
på Nørrebro i København. I
vindueskarmen i stuen står
en smuk fedtstensfigur, som
hun selv har lavet. Den fore-
stiller to ansigter, og når
mørket falder på tænder hun
gerne de to små stearinlys
foran, så flammerne giver
figurerne liv.
Debut med grydeske
Den næste dag skal hun
optræde med trommedans på
Rigshospitalet. En beskæfti-
gelse, der måske udspringer
af samme kreative kilde, og
som samtidig er endnu et job
i en hastigt voksende række,
der egentlig startede som lidt
af en impulsiv tilfældighed. I
hvert fald i offentligt regi.
Min første offentlige
optræden som trommedanser
fandt sted på en Land og
Folk Festival i Danmark i
1984. Jeg havde ingen trom-
me og brugte i stedet en feje-
bakke og grydeske. Det gik
meget godt, og siden har jeg
optrådt overalt i Danmark
samt flere gange i udlandet.
Senest i Belgien, hvor jeg i
februar turnerede sammen
med østgrønlandske trom-
medansere og strubesangere
fra Canada, fortæller Kassa-
aluk, der synger tromme-
dans, fordi hun ikke kan lade
være.
De sange, jeg synger, er
nogen jeg har hørt siden jeg
var bam. Det er ikke noget,
jeg har på papir og noder.
Ofte improviserer jeg. Jeg
gør det på min helt egen
måde, og jeg er er egentlig
ligeglad med, hvad folk
mener om det. Jeg kan ikke
lade være, fortæller Kassaal-
uk, hvis morfar, moster og
mor selv optrådte som trom-
medansere i private sammen-
hænge.
De var alle gode til at
huske de gamle sange, og det
har været mit held, fortæller
Kassaaluk, hvis stemme bli-
ver mørkere og følsommere,
når hun tænker tilbage på sin
barndom. Hun elskede fan-
gerlivet, ligeså meget som
hun hadede skolen. Men der
var også andre skygger i
opvæksten.
Tvangsflytningen
Hele mit liv har jeg hørt om
tvangsflytningen. Folk var
kede af at miste deres gamle
fangstområde. Ja, de tog hele
vores gamle kultur fra os.
Men det er først som voksen,
jeg har tænkt dybere over
det. Hvad det egentlig beg-
tød, at man byggede en rigtig
civilisations-by, hvor vi skul-
le bo fast, i stedet for at
fortsætte vores nomadeliv,
hvor vi fulgte fangstdyrene,
fortæller Kassaaluk, der som
bam kom til at bo i både det
nye Thule og den mindre
bygd Kangerluarsuk længere
inde I fjorden.
For Kassaaluk var fangerli-
vet det optimale, og havde
hun været en dreng, var hun
givetvis blevet opdraget til at
blive fanger, siger hun med
et grin og fortæller, at hun
om foråret altid var med på
jagt efter narhvaler.
Livet i det høje nord var
dog ikke uden farer, og hun
KASSAALUK QAVIGAQ
erindrer, hvordan hendes far,
der var fanger, en dag var
ved at komme galt afsted, da
strømmen pludselig tog fat i
den isflage, han stod på.
- Jeg sad og betragtede
ham, da der pludselig kom
bevægelse i isflagerne. I al
hast måtte han hoppe fra
isflage til isflage og nåede
kun med nød og næppe ind
til fastisen, fortæller Kassaal-
uk med en glød, som var det
sket for en time siden.
Hadede skolen
For Kassaaluk blev mødet
med skolebøgerne ikke
nogen nem overgang fra det
frie fangerliv. Den første
skoledag nægtede hun pure
at møde op, uanset hvor
mange kager og kakao, der
blev lokket med. Hun skulle
ikke have lavet sit liv om.
Næste dag blev der imidler-
tid grebet mere resolut ind
overfor den genstridige Kas-
saaluk. Hun blev simpelthen
NAMMINEQ PIGISAQ / PRIVATFOTO