Atuagagdliutit - 03.12.1998, Side 17

GRØNLANDSPOSTEN
SISAMANNGORNEQ 3. DECEMBER 1998 • 17
hentet af skolelæreren i sit
hjem, og det blev på flere
måder starten på en ulykke-
lig skolegang.
Ikke mindst da hun som
10-årig bliver sendt på skole-
hjem. Bare det at tale om det
er stadig et så følsomt emne,
at hun bryder ud i gråd.
- Det sidder stadig herinde,
forklarer Kassaaluk og peger
på sit hjerte.
Jeg blev tvunget til at gå i
skole, fordi min far ville
have, at vi børn fik en uddan-
nelse. Men jeg brød mig ikke
om det. Jeg græd, da jeg
engang fik en flidspræmie.
-Jeg er også præget af, at
jeg aldrig har lært regning og
matematik. Vi havde en
lærer, som kunne tale grøn-
‘ landsk, men alligevel insiste-
rede på kun at undervise på
dansk. Det kunne vi ikke for-
t stå, og så fik vi skæld ud. Jeg
blev så vred, at jeg ikke ville
lære at regne, og den mangel
har siden fulgt mig hele livet,
siger Kassaaluk, som dog
med årene lod sig forlige så
meget med skolesystemet, at
hun som 14-årig indvilligede
i at tage til Danmark og bo
hos en plejefamilie i Ring-
sted i 10 måneder.
Det var nødvendigt. Vi fik at
vide, at vi ikke kunne kom-
me videre i skolesystemet,
hvis vi ikke kunne dansk. Så
der var ingen vej udenom,
selv om min far ikke var glad
for det, fortæller Kassaaluk,
der senere endte sin skole-
karriere med et eksamensbe-
vis fra 9. Klasse.
Luft under vingerne
I årene efter begyndte hun sin
føromtalte nomadetilværelse
mellem Danmark og Grøn-
land. Dertil kom en overgang
med identitetsproblemer.
Efterhånden havde hun flyttet
så meget frem og tilbage, at
hun altid følte sig fremmed,
hvor hun end opholdt sig.
Splittet mellem Danmark og
sine grønlanske rødder.
- Jeg husker, hvordan jeg
engang tog ferie, da jeg læste
til kontorassistent. Pludselig
kunne jeg ikke længere holde
ud at sidde på kontor. Jeg rej-
ste langt ud til nogle fangere.
Jeg ville genopfriske mine
færdigheder i at behandle
f sælskind. Vedligeholde det
gamle håndværk. Det var
vidunderligt, siger Kassaal-
uk, der stadig besøger Thule,
• når hun kan komme til det.
Men Thuleånden har hun
altid med sig, og der bliver
tyst, når hun tænder
spæklampen og slår tromme-
dansen an. Ikke mindst, når
det er ungdommen der fylder
tilskuerrækkerne.
De unge er meget interese-
rede i trommedans. Det er jo
noget, der er oprindeligt, og
så foregår det live. Når jeg
har været ude på skolerne,
har jeg mange gange oplevet,
at børnene kan være helt stil-
le en hel time. Det kan lærer-
ne slet ikke forstå. Men det
er jo fordi, det er noget helt
andet, som de ikke er vant til.
Det ligger fjernt fra fjernsy-
nets verden, fortæller Kas-
saaluk, som ikke planlægger
sin trommedans på forhånd.
- Nogen gange kan jeg slet
ikke huske noget. Men så
skal jeg bare lige slå på trom-
men. Så kommer det.
Kassaaluk qatanngutini qimajaarpai, assigiinngitsuni atoriartorluni aallartaqattaalerami.
Her er Kassaaluk med sine søskende, som hun forlod i en tidlig alder for at gå på forskellige skoler.
NAMMINEQ PIGISAQ / PRIVATFOTO