Atuagagdliutit - 29.12.1998, Side 14

14 • TIRSDAG 29. DECEMBER 1998
ATUAGAGDLIUTIT
Otto Sandgreen-ip oqaluttuaani seqernup tarrilernera immikkut pingaaruteqarpoq.
Solnedgangen spiller an særlig rolle i Otto Sandgreens beretning.
En julehistorie, der ikke
handler ret meget om jul
Otto Sandgreen har sendt AG følgende beretning, som kan være med
til at aflede opmærksomheden fra de mere dystre ting i livet
Otto Sandgreen har kaldt
sin beretning »Op mod Jul«,
fordi det er en tid, hvor man
kan delagtiggøre andre
mennesker i personlige og
følsomme tanker. Og det er
netop det, denne beretning
dækker. Desværre har vi ba-
re ikke haft mulighed for at
bringe den »op mod jul«,
men til gengæld lige før
nytår
Solopgangen og solnedgan-
gen opleves mere pragtfuld,
når der er stormskyer over
horisonten. Det er samtidig
et symbol på det gamle
mundheld: »Der er lys bag
mørket«.
Som andre mennesker be-
undrer jeg meget dette fæno-
men, mest om aftenen, når
solen er tættest på horison-
ten, eller den er i fuld gang
med at dykke væk bag kan-
ten.
Når jeg oplever den vældi-
ge farvepragt, lægger jeg alt,
hvad jeg har i hænderne og
beundrer det. Men at sætte
det på et malerlærred har
altid været og er mig stadig
en umulig opgave. Jeg kan
ikke konkurrere med den
natur, Gud har skabt.
Jeg er en sikker tilskuer,
hver eneste gang, det smukke
sceneri bliver synligt for
mig. Jeg må bare være med
og tænker ikke nærmere over
det. Men der skete engang
det, at det prægtige farvehav
i solnedgangen fik min fanta-
si til at gå mærkelige veje,
som sidenhen har givet mig
megen glæde.
Det var under opholdet i
Ammassalik, i byen Tasiilaq,
op mod jul. Min fantasis for-
nemmelse for det følgende
skyldes efter al sandsynlig-
hed, at jeg på det tidspunkt
nedskrev en åndemaners
selvbiografi og en slægts liv,
før den blev kristnet. Alt var
samlet på en båndoptager, og
det var op mod jul.
Afskrivninger
December måned var be-
gyndt et par dage tidligere.
En eftermiddag sad jeg i mit
kontor og lod min båndopta-
ger køre og nedskrev de for-
skellige beretninger, jeg hav-
de optaget.
En af dem havde jeg fra
Georg Quppersimaan (»Min
eskimoiske Fortid«), men
noget senere fik jeg den sam-
me beretning fra Kristiane,
som havde hjulpet mig
meget, da jeg arbejdede med
bogen »Øje for øje og tand
for tand«.
Hendes fortælling er læn-
gere og mere detaljeret end
Georgs, og uden at tage hen-
syn til, at den er lidt anderle-
des, vil jeg tillade mig at
gengive den her:
Rigdom
»Det tidlige efterår havde
givet godt med fangst for de
fire familier, der overvintre-
de på et at vinterbostedeme.
De havde fanget en del sæler
og havde rigeligt med kød og
spæk til deres lamper. Folk
var glade og længtes efter, at
det rigtige efterår skulle sæt-
te ind med mørke, så de kun-
ne begynde deres tromme-
sangsaftenener, og hvad der-
til hørte.
Og som de havde planlagt,
sådan blev det. De skiftedes
til at gå til trommesang hos
hinanden, og på grund af den
gode fangst havde de alle så
rigeligt at tilbyde gæsterne.
Det var festlige aftener.
Enten før eller efter trom-
mesangen spiste man af for-
rådet - sælkød i forskellige
tilberedninger og meget
andet. Og som dagene gik,
blev de mere og mere optaget
af trommesang. Undertiden
var det nidviser, ikke ondt
ment, men først og fremmest
for at få noget at grine af.
Efterhånden blev man så
grebet af trommesang, at
mændene holdt op med at gå
på fangst - der var jo masser
af mad, og det hastede ikke
med at skaffe sig mere kød
og spæk. Trommesang fra
tidlig eftermiddag til langt
hen på natten. Alt andet blev
lagt til side, også det mere
nødvendige.
Brat opvågnen
Midt under det hele vågnede
de pludselig af deres trance-
lignende tilstand og opdage-
de, at de snart ikke havde
mere kød i depoterne, og net-
op dette efterår havde været
meget strengt i hele Ammas-
salik-området, og fangstture-
ne overalt der i landet havde
været strenge.
Nu opdagede den tromme-
dansende boplads, at de ikke
kunne gå på fangst. Isen hav-
de lagt sig, men man kunne
ikke gå på den og heller ikke
ro i kajak. Hungersnøden
stod for døren.
De vågnede op til en
nådesløs virkelighed uden
kød at spise og spæk til lam-
perne.
De prøvede at gå på fangst,
forsøgte enhver mulighed,
men så længe vejret var, som
det var - ustandselig blæst og
temperaturer, der skiftede
mellem kulde- og varmegra-
der og sendte store mængder
sne over landskabet - så læn-
ge måtte de opgive at skaffe
mad.
Sulten blev mere og mere
mærkbar, og børnene, som
der var en del af, havde det
især vanskeligt. Forældrene
prøvede at koge gammelt
skindtøj, og fornemmelsen af
at få mad i munden gav de
sultne børn et øjebliks lyksa-
lighed. Men sekunder efter
var den slut.
Redningen
Da kom en af beboerne i tan-
ke om en død kvinde fra
deres midte, som var blevet
lagt på stranden og nu var
dækket af årstidens isfod.
Der gik en lettelse over
deres ansigter ved erindrin-
gen om den døde kvinde.
Flere havde nemlig i den
senere tid kigget sultent på
bopladsfællerne. Og det hav-
de været undersøgende blik-
ke, der vurderede, hvem der
var mest næring i.
Straks gik mændene til
stranden for at lede efter den
døde, og endelig fandt man
hende og bragte hende til
åndemaneren, fordi der ved
sådanne lejligheder var be-
stemte traditioner at følge.
Åndemaneren forvandlede
sig derpå til en ravn. Han
skreg som en ravn og sprang
frem i forskellige retninger,
sådan som ravnene plejer at
gøre, når de finder et ådsel
og ikke er helt sikker på, om
kroppen stadig er levende og
pludselig vil røre på sig.
Men ravnen - åndemane-
ren - blev mere og mere
modig og begyndte at
bevæge hovedet, som om
den hakkede, mens den viste
tænder.
Langt om længe satte
åndemaneren - i form af en
sultende ravn - sine tænder i
kvindens åbning, i kønsdele-
ne, og derefter var vejen
banet for de andre deltagere.
Nu kunne alle forsyne sig fra
den døde krop.
Mærkelig træthed
Mens jeg sad og nedskrev
denne beretning, følte jeg en
uforståelig træthed på både
krop og sjæl. Da jeg var fær-
dig, slukkede jeg båndopta-
geren, selvom der var god tid
til vores aftensmad.
Jeg satte mig afslappet til-
rette i min kontorstol og kig-
gede ud ad vinduerne. De
sidste to døgn havde det
blæst og stormet fra nordøst,
og selvom det var nogenlun-
de stille nu, var der stadig en
bunke skyer på himlen. De
havde stadig stormens fart i
sig. Og så var det, at der ske-
te et par ting lige efter hinan-
den, som om det hele var
iscenesat.
Noget i haven tiltrak min
opmærksomhed fra skyerne,
To små snespurve nippede
toppen af visne strå, der stak
op fra sneen. På grønlandske
kalder vi det døde strå. Og
det slog mig, hvilken uud-
grundig visdom, der er i
naturen, hvis man følger
dens gang.
Så pludselig hørte jeg
mine hunde give hals, og der
kom strygende en hundeslæ-
de cirka 20 meter fra vort
hus. Det var Mathias Bianco,
kateket i bygden Ikkatseq,
der havde været på handels-
togt efter juleting til sine
børn. Han havde været mig
en utrættelig hjælp under
udarbejdelsen af bogen ȯje
for øje, og tand for tand«.
Trætheden, som jeg havde,
som jeg havde følt for et øje-
blik siden, var der endnu. Mit
arbejde med hedningstiden,
oplevelsen med de to sne-
spurve her lige før jul og
mine egne forberedelser til
julen havde ført til en tung
eftermiddag. Jeg trængte til
at koble fra, tog overtøj på og
sagde til min kone, at jeg vil-
le ud og få noget frisk luft i
Guds egen natur.
Jeg havde allerede bestemt
mig for, hvor jeg ville gå
hen, nemlig op på en bakke,
som ligger lidt syd for byen.
Jeg var rask og rørig, og det
varede ikke længe, før jeg
var oppe. Og her med ansig-
tet mod blæsten forsøgte jeg
at »rense« mine tanker. Det
var blevet buldrende mørkt,
men genskinnet fra den hvi-
de sne gjorde det muligt at
se, hvor jeg skulle træde.
Kold bagi, men varm i
hjertet
Jeg husker ikke, hvor længe,
jeg havde siddet på bakket-
oppen, og først, da jeg mær-
kede kulden på mine baller,
rejste jeg mig for at gå hjem.
Mit forsøg på at rense tanker-
ne var mislykket, for sindet
var generet af samme for-
styrrende mørke tanker, som
da jeg gik herop.
Men i samme øjeblik, jeg
rejste mig, undergik himlen
en forandring. Jeg havde sid-
det med opmærksomheden
rettet mod syd, og nu, hvor
jeg rejste mig, skabtes der en
åbning i skyerne, og der kom
lysninger hist og her. Et vid-
underligt farvespil voksede
frem. Der kom flere og flere
farver... Jeg satte mig ned
igen og gav fantasien frie tøj-
ler.
Så smukt og så farvestrå-
lende må der være bag de
mørke, stormvarslende sky-
er. Så smukt og farverigt må
der være i selveste Guds rige
i himlen. Lad der så bare
være »hedenskab«, mørke
tider, stormfulde skyer her-
nede, for bag det altsammen
- som blot er kortvarrige
glimt - findes et dejligt sted,
et paradis.
Mit håb flyver gennem
disse farvestrålende huller i
de mørke stomfyldte skyer i
horisonten, ud over smulte
vande, ude til et dejligt sted.
Bjørn med passende løg
Jeg nåede i god tid hjem til
min kones aftensmad, bjør-
nebøffer med passende løg
på.
Denne begivenhed op mod
jul havde jeg gemt af vejen i
hukommelsen. Af og til titter
den frem og fylder mig med
en slags gå-på-mod, gør mig
ivrig efter at foretage migno-
get, lave et eller andet. Det er
bare ikke altid, jeg ved, hvad
det er.
Der er gået mange år, cirka
30, siden denne oplevelse. Vi
bor nu i Qeqertarsuaq, og her
fra mit kontor i vort hus har
jeg mulighed for at opleve og
beundre solopgange og -ned-
gange.
Så skete det en dag i
december 1992 - op mod jul
- at der var en ganske særlig
smuk solnedgang. Og så med
ét dukkede der et digt frem i
min fantasi, og jeg skrev det
ned med det samme. Det er
ikke noget at råbe hurra for
for andre, men for mig er et
storslået.
Melodien er efter en grøn-
landsk sang om savnet efter
sommeren. Her kommer det
ordret oversat:
1.
Nu forstår jeg jer
1, der er så farvesmukke
Som spirer frem deroppe
og som øjnene glædes ved
2.
De rødlige toner om morge-
nen og
de samme om aftenen
Det er stråler fra solen
som I laver festtøj af
3.
I solopgang og solnedgang
ønsker jeg altid, det fornem-
mes
at livet hos min Gud
er fyldt med smukke farver
4.
I kommer kun en kort stund
men I minder mig om
at på min aller sidste dag
er jeg beriget med håb
5.
Jeg vil gerne hen til jer
når jeg er træt hernede
Og jeg vil gerne være hos jer
når mine tårer hernede tril-
ler
6.
Derfor stopper jeg
og beundrer jeres skønhed
Og takkende min Gud
hengiver jeg mig til jer.
ASS./ FOTO-ARKIV: AG