Atuagagdliutit - 29.04.1999, Page 12

12 -TORSDAG 29. APRIL 1999
ATUAGAGDLiUTIT
JEG HAR ALTID VÆRET
OMGIVET AF DE BEDSTE
Faderen tog ham med til Reno, hvor han blev undervist af Verdens bedste musikere
Af Jens Brønden
For cirka 20 år siden stod
AG’s inuit-interview’er en
søndag morgen ved Brug-
sens bager. Foran i køen stod
en yngre mand med skæg i
hele ansigtet og ventede på
sin tur. Ekspedienten var
grønlænder, men skæbnen
havde villet det sådan, at hun
kun talte dansk. Da det blev
den skæggedes tur, bad han
på grønlandsk om fransk-
brød, smør, ost og en æske
tændstikker, men den unge
pige bag skranken forstod
det ikke. Manden blev en lil-
le smule usikker, men gentog
sin bestilling - dog stadig
uden resultat. AG’s udsendte
måtte derfor oversætte, hvad
manden ville have; han fik
det, takkede undertegnende,
smilede genert og gik.
Den skæggede var Jim
Milne, som ved ankomsten
til Grønland bestemte sig for
at lære grønlandsk først. Så
kunne det danske komme
senere. Men helt sådan gik
det ikke.
Mislykket sprogforsøg
Jim mener, det mislykkedes.
Han blev ikke tilstrækkelig
god til grønlandsk, selvom
han kan klare sig med det
mest elementære. Som man-
ge andre tilrejsende forstår
han mere, end han selv kan
udtrykke. Men selvom han
således ikke er nogen direkte
grønlandsk analfabet, så er
han ikke selv tilfreds.
Til gengæld er alt andet
lykkedes for ham lige siden
fødslen i Reno i Nevada i
1947 - helt præcis den 27.
februar.
- Det var lige efter 2. Ver-
denskrig, hvor de amerikan-
ske soldater vendte hjem
efter langt tids fravær med
familien, fortæller Jim Milne
til AG. - Det førte til et
gigantisk baby-boom, der for
eksempel gjorde det nødven-
digt at bygge ekstra skoler.
For børnene var det herligt,
ingen manglede legekamme-
rater.
Russer, svensker, skotte
AG var i søndags på besøg
på Inspektørbakken 1, hvor
Jim har bygget et originalt og
spændende hus til familien.
Det har en særlig historie,
som vi gemmer lidt, men vi
kan allerede afsløre, at det er
lyst, åbent og personligt ind-
rettet, praktisk og brugerven-
| ligt. Trappen op ovenpå
I udvikler sig næsten til en
3 vindeltrappe til begge sider
« og tager ikke nær så meget
£ plads op i entréen, som den
| ellers havde gjort.
1 Husbyggeriet er kun et af
z Jim Milnes mange talenter.
Og dem har han ikke fra
fremmede.
- Mor var russer og far
halvt svensker og halvt skot-
te, fortæller Jim Milne. - Så
jeg er halvt russer, kvart
svensker og kvart skotte.
Både Mor og Far er dog født
i Amerika, men deres for-
ældre er alle født i Europa.
Der er ingen tvivl om, at
Jim og hans to brødre havde
optimale opvækstforhold.
Faderen, Alex, var en opfin-
dertype og umådelig praktisk
anlagt. Han havde et værk-
sted, hvor han reparerede
biler og lastbiler og lavede
køkkener og bad og meget,
meget andet. Og så opfandt
han en hydraulisk træ-
stammekløver.
Øksehug i kinden
- Det var en ganske bestemt
begivenhed, der fik ham til
det, fortæller Jim:
- En gang om året drog vi
til skovs for at samle brænde
til opvarmning af huset. Vi
havde lov til at fælde afmær-
kede træer, der skulle væk
alligevel, og dem lavede vi i
brænde.
- Vi drenge hadede skov-
ningsarbejdet af et ærligt
hjerte, for det var hårdt slid,
og vi havde ellers nok af
skæg og ballade at få tiden til
at gå med.
- Når træet var hjemme
skulle det saves og kløves,
og jeg lærte allerede som ti-
årig at håndterede en motor-
sav. Til kløvningen brugte vi
nogle store dobbeltbladede
økser, som var slebet fløjten-
de skarpe. De var som bar-
berblade for at lette arbejdet
Jim Milne-p angajoqqaavi Nuummut tikeraartut ilagaat Lin-
dak Indalik jomgualu.
Jim Milnes forældre på besøg i Nuuk sammen med Linda,
Indalik og en nevø.
Ea, * t l
1
' Emi
Nevada-mi piniamiat, tuttiiusamik pisaqarsimasut. Aammattaaq Jim qatanngutini ilagalugit Kalaallit Nunaanni pisissimik
piniarniartarsimapput
På jagt i Nevada, her med
en fældet hjort. Også i Grønland har Jim og hans brødre gået på jagt med bue og pil.
så meget som muligt, og en
dag skete der et uheld.
- Det var min bror, der
foretog en uventet bevægelse
og kom for tæt på en andens
økse. Den snittede ham på
kinden og høvlede en hudlas
af på størrelse med en fem-
krone.
- Min far erkendte, at det
var en tand for farligt, og
så var det, at han opfandt
og byggede omtalte kløve-
maskinen, som viste sig at
kunne klare enhver opgave.
Super-legetøj
- Men det var ikke bare
værktøjsmaskiner, han kunne
lave. Han lavede go-carts til
os og til naboernes børn, og
jeg husker en motorcykel,
der var så lavt gearet, at den
kunne køre »off-road« over-
alt. Det var ikke en hurtig-
løber, men intet kunne stop-
pe den.
- Det var også hans skyld,
at vi blev bilejere som teen-
agere, og undertiden lykke-
des det også naboens børn at
få en bil gennem ham.
Jim Milnes far byggede
blandt meget andet en speed-
båd af finér og fiber, og med
den deltog han i nogle hastig-
hedskonkurrencer på en
kvart mile, cirka 400 meter.
Her kom båden op mere end
250 kilometer i timen. Alex-
ander Milne hørte ikke til
den stillesiddende type.
- Men han var ikke kun en
knokler, fortæller Jim. - På
trods af, at han ikke fuld-
endte folkeskolen, var han en
mester i matematik, og kun-
ne konstruere gear og diffe-
rentialer og beregne tand-
hjulenes omdrejningsforhold
uden så meget som at klø sig
i nakken.
- Mine brødre og jeg fik
også tidligt »skruet hænder-
ne ordentligt på«. Vi havde
vores gang på værkstedet og
fik et godt praktisk håndelag
allerede tidligt i barndom-
men. Det har været os alle en
stor hjælp lige siden. For
eksempel har vi - ligesom
min far gjorde det - hver især
bygget det hus, vi bor i og
har altså fået det, som vi ger-
ne ville have det.
Musikken
Nu var Jim Milnes forældre
ikke bare hårdt arbejdende
praktiske mennesker. Begge
forældre var meget musi-
kalske, og faderen spillede
på kontrabas. Han var blandt
andet i Danmark efter krigen
og har spillet med Svend
Asmussen på Montmartre i
København. Forældrene var
godt klar over, at det er en
glæde og en rigdom at kunne
spille, og derfor blev ungerne
som første led i deres musi-
kalske uddannelse tvangs-
indlagt til harmonika-under-
visning.
- Jeg kunne slet ikke få
nok, fortæller Jim Milne.
- Men Bob og Mike hadede
det, og de græd deres salte
tåre, så de ødelagde bælgen
på deres harmonikaer. Den
tålte ikke tårerne og gik op i
limningen. Men der »hjalp
ingen kære mor«. Mindst en
halv times harmonikaspil
efter skole, før der måtte
leges.
- Men pinslerne for mine
to brødre fik ende. Vi blev jo
større, og en dag fik vi lov at
spille andre instrumenter.
Bob spillede saxofon, og
Mike slog trommer.
- Det blev til et band be-
stående af min far' på bas,
mig på klaver og de to andre
på nævnte instrumenter. Med
dette lille orkester rejste vi
rundt med en camp’er på
pickup’en. Vi havde også en
båd på slæb, så vi kunne
fiske og jage undervejs, og vi
levede stort set af fangst. Til-
værelsen var virkelig som et
slaraffenland for vi tre
næsten jævnaldrende drenge.
- Ganske vist havde min
far et alvorligt alkoholpro-
blem, og det påvirkede os
naturligvis også, mens vi var
børn. Men når der var nok at
rive i, holdt han sig nogen-
lunde på måtten. I perioder
med mindre at lave var der
derimod problemer.
- Da jeg var 13 år gammel
blev han AA’er og har været
tørlagt siden, og det var en
glæde for os alle.
Videre
For en stund må vi forlade
minderne om Alex Milne, for
ellers kommer det til at ligne
et inuit-interview med en
afdød. Begge forældre døde i
en alder af 73 år af rygning,
men nåede forinden at be-
søge familien i Grønland.
Jim Milne selv fortsatte sin
musikalske udvikling og ud-
dannelse. Allerede som 13-
årige spillede han klaver som
professionel og fik undervis-
ning af de bedste musikere,
der var til at opdrive. Men
det foregik ikke på helt
almindelig vis.
- Reno er en spillerby med
kasinoer og natklubber, og
hver anden uge kom der et
nyt topnavn til byen, for-
tæller Jim Milne. - Duke
Ellington, Ike og Tina Turner
og mange, mange andre. Alt-
sammen berømtheder, og
min far, der havde gode for-
bindelser, snød mig ind til
koncerterne og sørgede for,
at jeg fik timer af alle disse
superprofessionelle musike-
re. Det kom til at betyde
meget for mig. Jeg har sim-
pelthen fra barn været omgi-
vet af de bedste musikere.