Atuagagdliutit

Árgangur
Tölublað

Atuagagdliutit - 29.04.1999, Blaðsíða 12

Atuagagdliutit - 29.04.1999, Blaðsíða 12
12 -TORSDAG 29. APRIL 1999 ATUAGAGDLiUTIT JEG HAR ALTID VÆRET OMGIVET AF DE BEDSTE Faderen tog ham med til Reno, hvor han blev undervist af Verdens bedste musikere Af Jens Brønden For cirka 20 år siden stod AG’s inuit-interview’er en søndag morgen ved Brug- sens bager. Foran i køen stod en yngre mand med skæg i hele ansigtet og ventede på sin tur. Ekspedienten var grønlænder, men skæbnen havde villet det sådan, at hun kun talte dansk. Da det blev den skæggedes tur, bad han på grønlandsk om fransk- brød, smør, ost og en æske tændstikker, men den unge pige bag skranken forstod det ikke. Manden blev en lil- le smule usikker, men gentog sin bestilling - dog stadig uden resultat. AG’s udsendte måtte derfor oversætte, hvad manden ville have; han fik det, takkede undertegnende, smilede genert og gik. Den skæggede var Jim Milne, som ved ankomsten til Grønland bestemte sig for at lære grønlandsk først. Så kunne det danske komme senere. Men helt sådan gik det ikke. Mislykket sprogforsøg Jim mener, det mislykkedes. Han blev ikke tilstrækkelig god til grønlandsk, selvom han kan klare sig med det mest elementære. Som man- ge andre tilrejsende forstår han mere, end han selv kan udtrykke. Men selvom han således ikke er nogen direkte grønlandsk analfabet, så er han ikke selv tilfreds. Til gengæld er alt andet lykkedes for ham lige siden fødslen i Reno i Nevada i 1947 - helt præcis den 27. februar. - Det var lige efter 2. Ver- denskrig, hvor de amerikan- ske soldater vendte hjem efter langt tids fravær med familien, fortæller Jim Milne til AG. - Det førte til et gigantisk baby-boom, der for eksempel gjorde det nødven- digt at bygge ekstra skoler. For børnene var det herligt, ingen manglede legekamme- rater. Russer, svensker, skotte AG var i søndags på besøg på Inspektørbakken 1, hvor Jim har bygget et originalt og spændende hus til familien. Det har en særlig historie, som vi gemmer lidt, men vi kan allerede afsløre, at det er lyst, åbent og personligt ind- rettet, praktisk og brugerven- | ligt. Trappen op ovenpå I udvikler sig næsten til en 3 vindeltrappe til begge sider « og tager ikke nær så meget £ plads op i entréen, som den | ellers havde gjort. 1 Husbyggeriet er kun et af z Jim Milnes mange talenter. Og dem har han ikke fra fremmede. - Mor var russer og far halvt svensker og halvt skot- te, fortæller Jim Milne. - Så jeg er halvt russer, kvart svensker og kvart skotte. Både Mor og Far er dog født i Amerika, men deres for- ældre er alle født i Europa. Der er ingen tvivl om, at Jim og hans to brødre havde optimale opvækstforhold. Faderen, Alex, var en opfin- dertype og umådelig praktisk anlagt. Han havde et værk- sted, hvor han reparerede biler og lastbiler og lavede køkkener og bad og meget, meget andet. Og så opfandt han en hydraulisk træ- stammekløver. Øksehug i kinden - Det var en ganske bestemt begivenhed, der fik ham til det, fortæller Jim: - En gang om året drog vi til skovs for at samle brænde til opvarmning af huset. Vi havde lov til at fælde afmær- kede træer, der skulle væk alligevel, og dem lavede vi i brænde. - Vi drenge hadede skov- ningsarbejdet af et ærligt hjerte, for det var hårdt slid, og vi havde ellers nok af skæg og ballade at få tiden til at gå med. - Når træet var hjemme skulle det saves og kløves, og jeg lærte allerede som ti- årig at håndterede en motor- sav. Til kløvningen brugte vi nogle store dobbeltbladede økser, som var slebet fløjten- de skarpe. De var som bar- berblade for at lette arbejdet Jim Milne-p angajoqqaavi Nuummut tikeraartut ilagaat Lin- dak Indalik jomgualu. Jim Milnes forældre på besøg i Nuuk sammen med Linda, Indalik og en nevø. Ea, * t l 1 ' Emi Nevada-mi piniamiat, tuttiiusamik pisaqarsimasut. Aammattaaq Jim qatanngutini ilagalugit Kalaallit Nunaanni pisissimik piniarniartarsimapput På jagt i Nevada, her med en fældet hjort. Også i Grønland har Jim og hans brødre gået på jagt med bue og pil. så meget som muligt, og en dag skete der et uheld. - Det var min bror, der foretog en uventet bevægelse og kom for tæt på en andens økse. Den snittede ham på kinden og høvlede en hudlas af på størrelse med en fem- krone. - Min far erkendte, at det var en tand for farligt, og så var det, at han opfandt og byggede omtalte kløve- maskinen, som viste sig at kunne klare enhver opgave. Super-legetøj - Men det var ikke bare værktøjsmaskiner, han kunne lave. Han lavede go-carts til os og til naboernes børn, og jeg husker en motorcykel, der var så lavt gearet, at den kunne køre »off-road« over- alt. Det var ikke en hurtig- løber, men intet kunne stop- pe den. - Det var også hans skyld, at vi blev bilejere som teen- agere, og undertiden lykke- des det også naboens børn at få en bil gennem ham. Jim Milnes far byggede blandt meget andet en speed- båd af finér og fiber, og med den deltog han i nogle hastig- hedskonkurrencer på en kvart mile, cirka 400 meter. Her kom båden op mere end 250 kilometer i timen. Alex- ander Milne hørte ikke til den stillesiddende type. - Men han var ikke kun en knokler, fortæller Jim. - På trods af, at han ikke fuld- endte folkeskolen, var han en mester i matematik, og kun- ne konstruere gear og diffe- rentialer og beregne tand- hjulenes omdrejningsforhold uden så meget som at klø sig i nakken. - Mine brødre og jeg fik også tidligt »skruet hænder- ne ordentligt på«. Vi havde vores gang på værkstedet og fik et godt praktisk håndelag allerede tidligt i barndom- men. Det har været os alle en stor hjælp lige siden. For eksempel har vi - ligesom min far gjorde det - hver især bygget det hus, vi bor i og har altså fået det, som vi ger- ne ville have det. Musikken Nu var Jim Milnes forældre ikke bare hårdt arbejdende praktiske mennesker. Begge forældre var meget musi- kalske, og faderen spillede på kontrabas. Han var blandt andet i Danmark efter krigen og har spillet med Svend Asmussen på Montmartre i København. Forældrene var godt klar over, at det er en glæde og en rigdom at kunne spille, og derfor blev ungerne som første led i deres musi- kalske uddannelse tvangs- indlagt til harmonika-under- visning. - Jeg kunne slet ikke få nok, fortæller Jim Milne. - Men Bob og Mike hadede det, og de græd deres salte tåre, så de ødelagde bælgen på deres harmonikaer. Den tålte ikke tårerne og gik op i limningen. Men der »hjalp ingen kære mor«. Mindst en halv times harmonikaspil efter skole, før der måtte leges. - Men pinslerne for mine to brødre fik ende. Vi blev jo større, og en dag fik vi lov at spille andre instrumenter. Bob spillede saxofon, og Mike slog trommer. - Det blev til et band be- stående af min far' på bas, mig på klaver og de to andre på nævnte instrumenter. Med dette lille orkester rejste vi rundt med en camp’er på pickup’en. Vi havde også en båd på slæb, så vi kunne fiske og jage undervejs, og vi levede stort set af fangst. Til- værelsen var virkelig som et slaraffenland for vi tre næsten jævnaldrende drenge. - Ganske vist havde min far et alvorligt alkoholpro- blem, og det påvirkede os naturligvis også, mens vi var børn. Men når der var nok at rive i, holdt han sig nogen- lunde på måtten. I perioder med mindre at lave var der derimod problemer. - Da jeg var 13 år gammel blev han AA’er og har været tørlagt siden, og det var en glæde for os alle. Videre For en stund må vi forlade minderne om Alex Milne, for ellers kommer det til at ligne et inuit-interview med en afdød. Begge forældre døde i en alder af 73 år af rygning, men nåede forinden at be- søge familien i Grønland. Jim Milne selv fortsatte sin musikalske udvikling og ud- dannelse. Allerede som 13- årige spillede han klaver som professionel og fik undervis- ning af de bedste musikere, der var til at opdrive. Men det foregik ikke på helt almindelig vis. - Reno er en spillerby med kasinoer og natklubber, og hver anden uge kom der et nyt topnavn til byen, for- tæller Jim Milne. - Duke Ellington, Ike og Tina Turner og mange, mange andre. Alt- sammen berømtheder, og min far, der havde gode for- bindelser, snød mig ind til koncerterne og sørgede for, at jeg fik timer af alle disse superprofessionelle musike- re. Det kom til at betyde meget for mig. Jeg har sim- pelthen fra barn været omgi- vet af de bedste musikere.

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.