Tímarit Verkfræðingafélags Íslands - 01.10.1950, Blaðsíða 8

54
TÍMARIT V.F.I. 1950
være en ret linie. Der er sáledes en kvalitativ overens-
stemmelse med beregningerne.
Men der er ogsá en forbavsende kvantitativ overens-
stemmelse. Regner man med en geotermisk gradient af
l/10°C/m finder man at med værdien k = 7,5 skal en
kilde pá een liter i sekundet, d.v.s. 3.600 liter i timen,
have ifölge formel 3).en temperatur af 42° C. Ifölge
figur 1 er middéltcmperaturen af kilder med denne vand-
mængde ca. 35° C i Nord-Island. Den med hjælp af for-
mel 3) beregnede vandtemperatur er vist med linie B
pá figur 1, hvor middelværdien af T„ er antaget 100° C.
Selv om dette resultat er opnáet ved hjælp af en
række grove tilnærmelser, kan man næppe komme uden-
om at overensstemmelsen er en god stötte for den teori
at de smá kilders temperaturforhold i et stort antal til-
fælde bestemmes af vandets afköling. Og en anden forkla-
ring kan næppe gives uden at man gár over til ad hoc
hypoteser angáende forholdet imellem permeabilitet og
dybde.
De praktiske konklusioner bliver fölgende: har man
et kildeomráde med en lille kilde med ret höj tempera-
tur, f. eks. % liter i sekundet og en temperatur af
70° C, kan man med sikkerhed regne med at kildens
vandmængde kun er en del af det vand der i virkelig-
heden strömmer op til overfladen; resten má tabes i nær-
heden af overfladen, og man har derfor gode udsigter
til at opná resultater ved boring.
Pá den anden side behöver det modsatte ikke at være
rigtig, d.v.s. har man en lille kilde med en lav tempera-
tur, sá kan man ikke med sikkerhed drage den konklu-
sion at den virkelige vandmængde ikke er större end
kildens. Er nemlig dybden h lille, vil vandets begyndel-
sestemperatur være lav, og kildens lave temperatur be-
höver derfor ikke at være forársaget af en lille vand-
mængde.
Men her har man i mange tilfælde en anden metode
som kan give nyttige fingerpeg.
Det varme vand oplöser visse stoffer pá sin vej igen-
nem jorden. I basalten og doleriten drejer det sig hoved-
sagelig om kiselsyre (SiO:), og máske sulfater. Det er
klart at en lille vandmængde der tilbagelægger en lang
vej vil oplöse mere af disse stoffer end en större mængde
der strömmer en kortere vej.
Har man en oversigt over varmtvandkildernes kemiske
forhold, kan man i de enkelte tilfælde bedömme om kisel-
syreindholdet er forholdsvis höjt eller lavt. Har man sá-
ledes en lille kilde med lav temperatur og forholdsvis
höjt kiselsyreiridhold, kan man heraf med en vis ret
drage den slutning at den lavere temperatur skyldes
vandmængden, og en boring er derfor ikke tilrádelig.
Er indholdet af kiselsyre derimo'd lavt behöver dette ikke
at være tilfældet.
Dette synes at være i overensstemmelse med erfa-
ringen. Man har foretaget heldige boringer pá steder
hvor der var ubetydelige kilder med lav temperatur,
men derimod med et lavt indhold af kiselsyre. Derimod
har boringer været uden resultat hvor lignende kilder
havde et forholdsvis höjt kiselsyreindhold.
Vandets kemiske analyse kan endvidere opklare om
kildevandet er blandet med koldt grundvand fra over-
fladen. Man kan i disse tilfælde afgöre om en kildes
lave temperatur skyldes blanding.
6) ELEKTRISKE MODSTANDSMÁLINGER.
De i paragraf 5) anförte undersögelsesmetoder er
meget lette og billige at gennemföre, og som nævnt
kan man ved deres hjælp komme til ret nyttige konklusi-
oner. Men deres rækkevidde er givetvis begrænset, og
det bör særlig fremhæves at de ikke giver muligheder
for at bestemme borehullers mest gunstige placering.
Undersögelsernes næste skridt bliver derfor at an-
vende metoder der giver mere konkrete oplysninger
om de geologiske og termiske forhold under over-
fladen. Den metode som her har været til störst gavn
er de elektriske modstandsmálinger.
I tör tilstand er de fleste bjærgarter som bekendt
næsten fuldkomne isolatorer. Men i naturlig tilstand
indeholder de i regelen noget vand i deres porer og
spalter, hvilket giver dem en vis ledningsevne. Van-
dets ledningsevne skyldes imidlertid de oplöste mine-
ralske stoffer, og er omtrent proportional med deres
koncentration. Desuden afhænger den stærkt af temp-
eraturen.
Ledningsevnens afhængighed af temperaturen vises
pá fölgende diagram, hvor modstanden i grundvand
af sædvanlig kemisk karakter ved forskellige tempera-
turer er gengivet i forhold til modstanden ved 25° C„
O /O ÍO 30 OO SO 60 70 ao 90 /oc
*C
Figur 3.
For de almindelige bjærgarters vedkommende má man
skelne imellem stationært og mobilt vand. Ved det
förste forstás vand som findes i kapilare porer, og ikke
deltager i grundvandsströmmen, imedens det mobile vand
findes i de större sprækker og siver igennem jordlagene.
Det varme vand som fás fra kilder og borehuller er gi-
vetvis mobilt vand.
Den islandske basalt har som regel en meget lille
porösitet, og vandindholdet er derfor lille. Men pá
grund af basaltens hurtige forvitring har dens statio-
nære vand en betydelig koncentration af mineralske
stoffer; ledningsevnen er derfor ret höj og skyldes