Læknablaðið - 01.06.1931, Síða 13

LÆKNABLAÐIÐ
83
lagra er bl. a. Hudsymptomerne. Det er jo kendt, at Dermatologerne
interesserer sig meget for Patienternes Diæt, og at Gær er blevet an-
vendt ved flere Hudlidelser. Maaske vil Opdagelsen af P-P-Vitaminet
före til en rationel diætisk Behandling af nogle Hudsymptomer.
De vandoplöselige Vitaminers Gruppe indeholder altsaa mindst 3 Vita-
miner: det antiscorbutiske C-Vitamin, det antineuritiske B-Vitamin og
det antipellagröse P-P-Vitamin. I de sidste Aar har engelske Forskere
hævdet, at der maaske findes endnu et 4de vandoplöseligt Vitamin, men
Sagen er endnu meget usikker.
De vandoplöselige Vitaminer har foruden Oplöselighedsforholdene
endnu en Egenskab fælles: de taaler daarligt at oplöses i alkaliske Væd-
sker, navnlig taaler de daarligt Opvarming ved alkalisk Reaktion. Men
overfor Opvarming er deres Resistens iövrigt meget forskellig. Daar-
ligst taaler C-Vitaminet at opvarmes. B-Vitaminet taaler langt mere
Varmepaavirkning, naar det findes i sur Oplösning, og P-P-Vitaminet
er meget varmeresistent.
Nogle fælles kemiske Egenskaber har de vandoplöselige Vitaminer alt-
saa. Om der findes noget fælles ved deres fysiologiske Egenskalær, er
det for Öjeblikket umuligt at sige.
Mangel paa C-Vitamin fremkalder först og fremmest Abnormiteter i
Bindevævet, navnlig manglende Evne til at nydanne Collagen.
Mangel paa B-Vitamin paavirker især de perifere Nerver, men desuden
Stofskiftet og Væksten.
Mangel ])aa P-P-Vitamin giver ogsaa Nervesymptomer, men desuden
Hudsymptomer og ligesom B-Vitaminmangel Vækststandsning.
Endnu en vigtig Gruppe Funktioner paavirkes ved Mangel paa B-
Vitamin og vistnok ogsaa ved Mangel paa P-P-Vitamin, nemlig Köns-
funktionerne. Men Omtalen heraf vil jeg opsætte til næste Forelæsning,
hvor jeg vil gaa over til de fedtagtige oplöselige, Vitaminer som i Öje-
blikket vel nok er de interessanteste.
Tonsillitis chronica.
Eftir Pétur Jónsson.
Tonsillurnar hafa jöngum veri'Ö deiluatriÖi lækna. ÞaÖ jiótti sýnt, aÖ börn-
um, með stórar tonsillur, fór litið fram og hætti til að fá hitaköst. RáðiÖ
var jrá að klippa j)ær burtu og jafnframt adenita í nefkoki. Því öllum
bar saman um að jieir ættu ekki rétt á sér. — Gegn jiessu reis nú sú
skoðun, aÖ tonsillurnar væru nauðsynleg líffæri, sennilega varnarvígi gegn
sýklum, sem bærust inn í munninn, og mættu j>ví ekki missast. — Ekki
hefir enn tekist að sanna J)essa tilgátu og ])eim fækkar stöðugt, sem að-
hyllast hana. Öll munnslimhúðin myndar baktericid vökva, en lymphuæða-
kerfi tónsillanna hefir að eins afrás til hálseitlanna, en ekkert út á yfir-
borðið. Aftur á móti eru tonsillurnar einn hluti j)ess lymphoidvefs líkain-
ans, sem álitið er að hafi mikla þýðingu við almenna sýkingu. — En