Læknablaðið : fylgirit - 01.03.1983, Blaðsíða 158

om arbejde pá nedsat tid o.lign., hvorfor arbejdskraftreserven omreg-
net til heltidsstillinger vil være noget mindre. Alligevel burde disse
tal virke som en udfordring, bl.a. i forbindelse med fastsættelsen af
pensionsreglerne, fremskaffelse af deltidsarbejde og tilpasset arbejde
samt tilrettelæggelsen af ældrepolitikken i det hele taget. Det synes
altsá, som om et betydeligt antal yngre pensionister er udst0dt fra
arbejdslivet, og deres tilknytning til arbejdsmarkedet er tydeligvis
ikke alene et sp0rgsmál om, hvad de 0nsker og evner, men ogsá om, hvil-
ke vilkár erhvervslivet vil tilbyde den ældre arbejdskraft.
Efteri0nsordningen og behovet for glidende tilbagetrækning
Udover ovennævnte unders0gelse peger ogsá andre unders0gelser fra so-
cialforskningsinstituttet pá eksistensen af et udækket behov for gli-
dende tilbagetrækning, altsá en gradvis overgang fra erhvervsaktiv til
pensionist. (2), (3). En sádan glidende tilbagetrækning praktiseres
allerede i dag, men den er koncentreret pá bestemte klasser i samfun-
det, især st0rre selvstændige.
Behovet for glidende tilbagetrækning synes ikke tilgodeset ved den
i 1979 gennemf0rte arbejdsmarkedspolitiske efterl0nsordning. Ordningen
giver arbejdsl0shedskassemedlemmer i alderen 60-66 ár mulighed for at
modtage en sákaldt efterl0n (formelt er der altsá ikke tale om en pen-
sionsydelse) under forudsætning af, at de har været medlem af en ar-
bejdsl0shedskasse i sammenlagt 10 ud af de foregáende 15 ár samt er
berettigede til arbejdsl0shedsdagpenge ved overgangen til efterl0n. Y-
derligere kræves, at de som efterl0nsmodtagere ikke har arbejde i mere
end 200 timer inden for en 12 máneders periode, hvilket betyder, at
tilknytningen til arbejdsmarkedet stort set helt forsvinder. Dette for-
stærkes yderligere af, at det ikke er muligt at vende tilbage til ef-
terl0n efter en tilbagevenden til arbejdsmarkedet. (4).
I betænkningen om efterl0n udtrykkes et klart 0nske om at trække
de 60-66 árige ud af arbejdsmarkedet, men samtidig erklærer man, at
der - ud fra menneskelige hensyn - b0r gives efterl0nsmodtagere mulig-
hed for at arbejde i et vist omfang. (5). Tilladelsen til at arbejde
op til 200 timer om áret kan imidlertid næppe betegnes som "menneske-
lige hensyn", og efterl0nsordningen vil da heller ikke kunne fremme
den glidende tilbagetrækning. I stedet má det - uden at dette endnu
er unders0gt - antages, at ordningen bidrager til at 0ge den i forve-
jen store arbejdskraftreserve blandt de ældre. I 0vrigt kan det heller
ikke være i overensstemmelse med de ældres behov at gennemf0re en
klart aldersdiskriminerende ordning. I henhold til dansk lov er det
ikke tilladt at diskriminere bestemte racer eller k0n. Derimod er det
altsá tilladeligt at fors0ge at begrænse ungdomsarbejdsl0sheden ved
en - "frivilligheden" i efterl0nsordningen til trods - diskrimineren-
de lovgivning over for de 60-66 árige.
Ældrepolitiske forslag
Som nævnt tyder flere unders0gelsesresultater pá, at mange ældre ar-
bejdere - især ufaglærte - har svært ved at fastholde deres beskæfti-
gelse. Der findes næppe én forklaring pá dette forhold, men det er en
kendsgerning, at mange virksomheder f0rer en ansættelsespolitik, der
generelt er diskriminerende over for ældre arbejdere. Diskriminatio-
nen kunne tænkes at bero pá, at mange virksomhedsledere nærer fordom-
me om, at ældre arbejdere er mindre effektive end yngre. Det má dog
formodes, at information om ældre arbejderes kvalifikationer næppe i
sig selv kan bidrage til at bringe ret mange i arbejde. Det má derfor
antages, at foranstaltninger, der effektivt skal sikre ældre arbejde-
re st0rre lighed i beskæftigelse, i betydeligt omfang má indebære ind-
skrænkninger i virksomhedernes selvbestemmelsesret eller ved hjælp af
andre midler give de ældre en positiv særbehandling.
156