Akademisk foreningsblad - 14.12.1905, Síða 5

Extr. S. 2.
AKADEMISK FORENINGSBLAD.
13.
ste Planer. Nej det, vi behnver er prak-
tisk Indsigt i Tingene, som godt kunde le-
veres af et eneste genialt Hoved, som
kunde samle alle vore Muligheder under
et Synspunkt og tumle dem med samme
Færdighed som den, hvormed en ovet Skak-
spiller behandler sine Brikker. Modspille-
ren blev her den harske Natur, men det
er en dum Modspiller, som i Reglen gor
de samme Træk Gang efter Gang og der-
for bliver forholdsvis let al faa Bugt med.
Bare vi faar være ganske alene, bare der
ikke er nogen uvedkommende, som vi be-
hover at tage særligt Hensyn til, ingen
som ser paa os og som kan gribe ind i
vort Spil med fremmed Haand, saa ere vi
paa den sikre Side. — Ja rent ud sagt:
Hvad vil vi med denne forlorne Forbindel-
se med Danmark, saadan som den er, med
de mange Sorger til ingen reel Nytte for
nogen af Parterne. Vi ved jo godt, at
det i den senere Tid ikke har været Dan-
marks Mening at gribe hæmmende ind i
vor Udvikling, eller benytte sig af vor fak-
tiske Underlegenhed til at drage en posi-
tiv Fordel deraf. Tværtimod, det ser og-
saa ganske anderledes ud: Danmark yder
jo et aarligt Tilskud til Islands Landskasse,
mens Island ingen Skat betaler imod og
ikke engang er værnepligt.
Maaske hoster dog Danmark indirekte
Fordel af Island gennem Handelsforbin-
delsen, maaske tjenes der mange Gange
op hvad der udbetales, men vi er slet
ikke tjente med en Forbindelse af den Art,
hvor vi faktisk ser ud som Byrde for Mod-
parten. Men derimod kunde vi godt unde
Danmark en hæderlig erhvervet Fordel af
en Forbindelse, som var utvungen paa
begge Sider, og hvor vi ikke befandt os
i nogen underlegen Stilling.
Hvorfor sender vi nu vore Sonner til
Danmark for at uddannes der for frem-
mede Penge, hvorfor opdrager vi dem ikke
helt selv under de hjemlige Forhold, for
siden at sende de mest haabefulde til Ud-
landet. for Landets egne Midler, til videre
Uddandelse og for at blive paavirkede af
internationale Kulturstromninger ? Ja. hvor-
for har vi hverken gjort det ene eller det
andet i Tidernes Lob? Fordi vi aldrig siden
i Oltiden engang helt uforstyrret har
spekuleret paa hjemlig Grund med egne
Midler alene. Der har altid blandet sig et
fremmed, uvilkaarlig hæmmende Element
ind i vore Beregninger. og det gor der til
Dels endnu, thi vor Stilling i det danske
Rige er baade tvungen og pinlig samt. i
hojeste Grad uren og uklar. Sporg blot
en Statsmand om dens Detailler, f. Eks.
om Grundlovens Gyldighed paa Island, om
den isl. Ministers Stilling i Statsraadet
m. m., og I vil bringe ham i Forlegenhed.
Nej, det Forhold trænger til Revision; lad
os bare for Fremtiden alene have med os
selv at gore, det vil gaa os bedre. og
Danmark vil være fri for meget Vrovl.
„Dette er en forbandet Separatisme, noget
absolut forkasteligt,“ lyder der i dens
0ren, som endnu slumrer paa sine Dogmer,
men han vide, at Danmark har ikke
længere at leve paa saadanne forældede
Overleveringer. Separatisme efter Na-
tionali tet er Tidens og Fornuftens bestemte
Krav, imod hvilket det er en slet Sag at
kæmpe. Nu da Samfundsreformatorer og
Filosoffer igennem Aarhundreder har be-
skæftiget sig med Individual- og Samfunds-
moral, er Turen endelig kommen til den
interpolitiske Statsmoral. til hvis Udvikling
det skulde være Danmarks Slolthed at
bidrage ved den fulde Imodekommenhed,
baade imod Island og andre, som kunde
rejse ligesaa berettigede Krav. Naar vi
saa kan hore op med at fole os som smaa
i et underlegent Forhold til en stor, da
forst vil vi kunne aande lettere, og som
en fri Nation vil Island blive en værdifuld
Forbundsfælle i det skandinaviske Broder-
skab. H. J.
Islandske Studenter og danske.
Det er ikke sjældent, at islænderne klagor
over, at danskerne er for ugæstfri imod
dem. De kommer herned, fremmede og
ukendte, og ingen tager sig af dem; de
modes af spot og af de mure, som det
kobenhavnske klikevæsen stiller op.
Der er vel nok noget om det. Der er
adskillige danske, hos hvem nationale for-
domme, ukendskab med det Ijærne land —
maaske undertiden tilfældige antipatier, be-
virker, at de moder islændero med haan
overfor den mangel paa form, som livet
i et afsondret land kan givo. Og de glem-
mer det, menneske, der kan ligge bag ved
den kejtede opforscl.
Men islænderne er ikke helt uden skyld
deri. De kommer i „Islandsk forening“