Ekko - 28.06.1951, Blaðsíða 10

8
EKKO
stort arbejde til fordel for „Dannebrog“ og
givet os mangen en smuk og fornojelig aften.
Jeg tror, at de næste 10 ár vil blive lige sá
gode som de 10, som nu snart er forbi, og
derfor vil vi alle slutte op om „Foreningen
Dannebrog“ og dens bestyrelse, sá vi kan
fá det, som vi onsker det, og have mange
gode og hyggelige aftener sammen i frem-
tiden. A. R.
Da „Ekko“s redaktion
henvendte sig til mig, om
jeg ikke ville være sá god
at skrive nogle fá ord i
dagens anledning, kunne
og ville jeg ikke sige nej,
selv om det er umuligt. i
sá kort en artikel at skri-
ve „Dannebrogs“ historie.
Mangt og meget ligger
mig pá hjerte, og det kunne fylde en hei
bog. Det var i juni máned, at „Dannebrog"
begyndte sit levnedslob, som jeg onsker má
blive langt og lykkeligt. Der er selvsagt
mange, som skriver i dagens anledning i
jubilæumsbladet. Derfor har jeg valgt den
del af „Dannebrog“s historie, som kun fá
har indblik i, og det er stiftelsen af „Frie
Danske i Island“.
Det var ganske pá sin plads, at det blev
en kreds af „Dannebrog“s medlemmer, der
gik i spidsen. „Dannebrog“ er stiftet pá na-
tionalt grundlag. Den nedsatte komité be-
gyndte sit arbejde den 10. november 1941,
og den 11. november sendtes et telegram
til det „Danske Rád“ i London om starten.
Det var ikke meget, vi kunne byde det kæm-
pende England og Norge, som pá dette tids-
punkt stod alene i kampen mod en overlegen
fjende. Det var kun moralsk stotte til det
„Danske Rád“s initiativ.
Men der er ingen, som ved, hvad det var
blevet til, hvis arbejdet havde modt for-
stáelse hos alle herboende danske straks.
Kun fá forstod, at uden Englands hjælp
ville Danmark aldrig kunne genvinde sin fri-
hed og selvstændighed. Ja, Danmark har
meget at takke England for, ikke mindst
Winston Churchill, som da alt syntes tabt,
stod urokkelig, uforfærdet. „Blod, Sved og
Tárer,“ sagde han, „andet kan jeg ikke love!
men vi vil vinde sejr til slut.“ Fá eller ingen
har i Danmark fáet en modtagelse som han.
At gá i enkeltheder og nævne navne er
ikke min mening, for jeg ved, at oprettel-
sen af „Frie Danske“ kun var gjort af kær-
lighed til gamle Danmark uden bagtanke om
ære eller berommelse, ene og alene, fordi man
ansá det for pligt mod sit gamle fædreland.
„Dannebrog“s hjælpefond má heller ikke
glemmes, det havde til sin rádighed kr. 7.200,
som blev overfort til „Frie Danske i Island“,
da de senere eller med andre ord atter vág-
nede op til dád den 8. december 1943. Jeg
vil i disse fá linier have lov til at takke
alle, som i november 1941 viste forstáelse og
gav deres stotte til „Frie Danske i Island“.
Jeg er taknemmelig for, at det blev „Danne-
brog“, som ogsá i dette tOfælde gik i spid-
sen.
Og til slut vil jeg onske „Dannebrog“
hjertelig til lykke med hábet om, at fore-
ningen i de kommende ár má blive mere og
mere gennemsyret af den ánd, som besjæ-
lede dem, der i sin tid stiftede „Dannebrog“.
Viggo Andersen.
Det var nogle fá ord om
„Dannebrog“, jeg skulle
skrive. Egentlig burde
redaktoren ikke have
spurgt mig, for jeg er
ikke noget ivrigt fore-
ningsmenneske, og mine
domme om foreningsar-
bejde er vel derfor ikke
sá meget værd. I den tid,
jeg ha.r været her, har jeg haft lejlighed til
at stifte bekendtskab med to danske fore-
ninger, der hver har sit særpræg. I begge
foreninger har jeg tilbragt hyggelige timer.
Men det er „Dannebrog“, det gælder denne
gang. Lad mig sá indlede med at bringe en
tak fra min kone og fra mig selv for det