Ekko - 28.06.1951, Blaðsíða 13
EKKO
11
stort ojeblik for Áberg, da han sá den store
sal flot pyntet med bogegrene og hver plads
besat af et festklædt publikum. Det var
ogsá meget smukt, og vi, der var med, glem-
mer ikke sá let den fest.
Hvad har foreningen sá náet pá de ti ár,
den har levet? Den har fra en meget beske-
den lille forening oparbejdet sig til den
storste og mest populære danske forening,
der har været i Island, og i dag er forenin-
gen kendt af alle danske i Island.
„Foreningen Dannebrog“ stár i god kurs
i dag, men derfor skal vi ikke glemme, at
det er hárde tider, og vi má ikke lade det
stige os til hovedet, at det er gáet os godt
de sidste ár; tiderne forandrer sig, sá der-
for má bestyrelsen være pá vagt, den har
forpligtelse over for medlemmerne til at lede
foreningen pá bedste máde.
Foreningen startede med at stifte borne-
fond, som blev afsluttet efter krigen med
det resultat, at der blev overfort kr. 18000,00
til Danmark.
Foreningen tog i sin tid initiativet til
stiftelse af „Frie danske i Island“. At sá
andre efter krigen blev belonnet for det, er
en historie for sig.
Foreningen har afholdt sine 4-maj fester
til fordel for „Frihedsfondet", og i denne
forbindelse er der overfort kr. 13000,00 til
Danmark.
Foreningen har nu sit eget bibliotek med
flere hundrede bind. Og foreningen har op-
rettet sit eget organ „Ekko“, hvor alle med-
lemmer kan fremkomme med deres forskel-
lige synspunkter, og nu da foreningen gár
ind i sit ellevte ár, arbejder bestyrelsen pá,
at foreningen kan fá sit eget lokale, hvor vi
kan modes i vor fritid, og vi háber, at med-
lemmerne vil hjælpe til, sá det bliver mu-
ligt at gennemfare det.
Til slut vil jeg onske foreningen til lykke
med de ti ár og hábe, at det sammenhold,
som altid har været i „Dannebrog“, stadig
má trives til gavn for foreningen.
Kaj Pind.
Fem ár som formand.
Hver gang mine tanker gár tilbage i fore-
ningens historie, má de altid helt tilbage
til starten. Og altid má de stoppe ved fore-
ningens forste formand, Henry Áberg, for
det er, som jeg sá ofte har sagt og skrevet,
min faste overbevisning, at det hovedsage-
lig er ham, vi má takke for, at foreningen
eksisterer i dag. Det var hans enestáende
energi og hans for en leder sá usædvanlige
evne til at fá sine medarbejdere til at ar-
bejde med begejstring, der forte os frelste
igennem de forste ár. Intet syntes for ham
uoverkommeligt og ingen vanskelighed for
stor, til at han ikke gik i lag med den. Jeg
kunne af hjertet have undt ham at se, hvad
foreningen er blevet til páa disse relativt
fá ár.
Dette var det forste, der faldt mig ind,
da redaktoren af vort lille blad bad mig
skrive lidt om mit „jubilæum“. Det var nu
ellers en svær opgave, han der satte mig
pá. Man kan jo egentlig ikke sá godt være
bekendt at rose sig selv til skyerne for den
indsats, man har gjort. Og rakke sig selv
ned, er der vel ingen, der er sá tosset at
gore. Men jeg har nu tygget lidt pá blyan-
ten og er sá blevet enig med mig selv om,
at i stedet for nu at komme med en lang
og tor historisk redegorelse, som de fleste
kender i forvejen, vil jeg prove pá at skil-
dre nogle episoder fra mine fá ár som for-
mand for F.D.I. Og det er sá naturligt at
begynde med begyndelsen, nemlig min forste
velkomsttale. Nu havde jeg aldrig været
ude for at skulle stá op og tale til en storre
forsamling, sá jeg besluttede, at dette her
skulle forberedes og forberedes grundigt.
Jeg skrev til Danmark efter denne her bog,
I ved, „100 taler til enhver lejlighed", og
studerede den dygtigt. Derefter skrev jeg
en tre, fire taler, lærte dem udenad og be-
gyndte sá at ove mig i at holde tale, forst
for min kone og derefter, da hun var pá
vanviddets rand, for kommoden og klæde-