Ekko - 28.06.1951, Blaðsíða 14

12
EKKO
skabet. Det gik fint. Ben store dag oprandt,
og jeg stod op, som man skal, bad om stil-
hed, som man gor, rommede mig og tog en
slurk vand, som man gor, og sá — kram-
mede jeg mit manuskript sammen og bod i
ganske fá ord forsamlingen velkommen. Ná,
jeg tror nu alligevel, jeg slap godt fra det,
for efter bifaldet at domme var medlemmer-
ne glade for at slippe sá billigt. Efter den
tid har jeg jo holdt adskillige taler, og det
er længe siden, jeg folte nervositet ved at
stá over for en stor forsamling. Jeg mindes
dog endnu forste gang, foreningen havde be-
sog af minister C.A. C. Brun. Det var i
Sjálfstæðishuset, og efter programmet skulle
jeg forst byde velkommen, derefter skulle
der synges en fællessang, og endelig skulle
ministeren holde festtalen. Jeg var naturlig-
vis lidt befippet, og da jeg havde budt vel-
kommen, glemmer jeg fællessangen og giver
ordet til ministeren. Han opdagede imidler-
tid straks fadæsen og skyndte sig uden no-
gen sá det at rykke mig i ærmet og hviske:
„Husk sangen“. Jeg fik sá efter nogle hm-
hm og 0-0’er klaret den, sá vi fik sangen
med. Denne episode bragte os med et slag
ind i det gode og ligefremme forhold, vi si-
den har haft til legationen. En anden til-
dragelse, som jeg husker, som om det var
i gár, fandt sted et par ár senere. Der var
pá det tidspunkt, det var ved juletid, en
dansk prædikant eller sádan noget lignende
heroppe, og han tilbod mig nogle julehæfter
til fordeling blandt medlemm-
erne. Jeg tog med tak mod til-
budet, dels fordi hæfterne var
gratis, og dels fordi jeg syntes,
det kunne være meget rart at fá
et hæfte med julefortællinger
og sádan noget at læse i hellig-
dagene. Men nej, der var skam
adskillige, som aldeles ikke var
interesserede i den slags, og de
forsogte pá ingen máde at lægge
skjul pá deres misfornojelse. Jeg
tog mig denne kritik meget nær,
var vistnok altfor folsom over
for kritik den gang, men jeg
kunne dog ikke andet end smile,
da jeg ved julefesten kommer
ind i salen og horer en eller
anden stemme i fortrolighed
hviske til en anden: „Der er
han, bibelhusaren, der vil lave
Dannebrog om til en kristelig forening.“
Ja, jeg kunne blive ved sádan længe, men
det var jo ikke meningen, at jeg alene skulle
fylde bladet, sá jeg vil slutte med at sige
mine medarbejdere i bestyrelsen og med-
lemmerne tak for de fem ár, der er gáet, og
give udtryk for onsket om, at vi ogsá i frem-
tiden kan bevare det gode og kammeratlige
forhold, og vi endnu mange gange skal mo-
des til fest i vor gode forening ,,Dannebrog“.
Borge Jönsson.
Den familie er nu noget for sig selv! Konen sagde
f. eks. i gár: Hvad kommer andres privatliv dog os
ved?
* * *
En kvinde er som en so: smilende, rund, glat og
venlig — pá overfladen.
# * *
A1 banden burde forsværges — undtagen under
páklædning.
Foreningens nuværende bestyrelse. Forreste række fra venstre:
Carl Nielsen, Börge Jönsson, Aksel Jansen. Bageste række fra
venstre: Ernst Jensen, Kaj Pind.