Dansk-Islandsk Kirkesag - 01.04.1924, Blaðsíða 13

Dansk-islandsk Kirkesag.
13
Jeg skuer opad — op mod himlens bue;
deroppe blinker mangt et prægtigt tjæld:
Guldskyens tjæld mig aldrig syntes lue
på himlens vang så lifligt som i kvæld.
Jeg véd, jeg skal det aldrig mere skue,
jeg véd, jeg dør på dette kolde ljæld.
Og førend stjerneskaren er fremskreden
på stjærnehvælvet — er jeg faret heden.
Jeg skuer opad — op i solskinsdale;
dér tindrer kærlighedens strålespil.
Jeg titter ind i himlens gyldne sale;
men hvad er dette? Lukkes øjet til?
Mig bæres for, jeg hører sang og tale;
men hvad er dette? Foden vige vil.
O, Herre, lys og toner sammen strømme.
Er søvnen kommen? Færdes jeg i drømme?
Så talte han og så med brustent øje
grant ønskelandets skjulte herlighed.
Det sølvgrå hoved måtte gubben bøje,
han gik med solen ind til liv og fred.
Men Herren selv kom kærlig fra det høje
og bar hans legem til dets hvilested.
Hans ånd drog frelst og glad til himmelhaven,
men ingen véd, hvor man kan linde graven.
Jeg skuer over havet.
Af Valdimar Briem.
Fra Islandsk ved Johan Zerlang.
Jeg skuer over havet,
i høst fra øde strand,
i skyggemulm begravet
det skiller land fra land.
Den strand er gold og øde,
som hegner dødens hav,
er fuld af sorg og møde
og fuld af synd og brøde
og fuld af kamp og krav.