Det Nye Nord - 01.02.1920, Blaðsíða 16

Side 44
DET NYE NORD
Februar 1920
gamle Lære og Skik i Skålholts Stift, men fremhæver
tillige, at han ikke ønsker at overtage Stiftets egent-
lige Administration. Da han var kommen til Skål-
holt stævnede han Stiftets Gejstlighed dertil for at
foretage et Bispevalg, og den 27. Juni blev saa Sig-
vard Halldorsson, Abbed i Thykkvabæ Kloster, en
lærd og from Mand, valgt til Biskop. Om Valget
blev der rettet en Skrivelse til Kongen, hvori der
udtales en Forventning om Valgets Stadfæstelse, og
at Abbed Sigvard maa blive viet efter katholsk Bitus.
Biskop Jon tog saa hjem igen.
Men nogle faa Dage efter hans Bortrejse samledes
Anførerne for det protestantiske Parti i Skålholt, un-
der Ledelse af Arni Arnorsson, Præst til Hitardal, og
den energiske Økonom for Skålholts Stift, Præsten
Jon Bjarnason. De valgte saa til Biskop Martein
Einarsson. Denne var en retskaffen og elskværdig
Mand af god Familie, ikke særlig lærd, men med
betydelige kunstneriske Anlæg; i sin Ungdom havde
han opholdt sig længe i Udlandet, navnlig i England,
og havde der uddannet sig som Maler. Efter sin
Tilbagekomst til Island havde han bl. a. smykket
Skålholt Domkirkes Kor med Malerier. Han synes at
have været noget uvillig til at modtage Valget til
Biskop, men lod sig dog tilsidst overtale.
Det som har bevæget Protestanterne til at vælge
netop ham, har rimeligvis først og fremmest været
Hensynet til hans gode Familieforbindelser. Hans
Broder Pétur Einarsson var en ansét Mand, som
havde opholdt sig længe i Udlandet, dels i dansk og
dels i tysk Krigstjeneste, og hans Svoger, Sysselman-
den og Storbonden Da3i GuSmundsson til Snoksdal,
var en af de mægtigste og dygtigste verdslige Stor-
mænd i Landet. Dertil kom naturligvis ogsaa den
nye Biskops gode personlige Egenskaber; han var
personlig afholdt og skattet af de fleste paa Grund
af sin Elskværdighed og Dannelse, men synes for-
øvrigt ikke at have besiddet Evner som Politiker
eller Administrator udover det almindelige. Det blev
heller ikke ham, men Svogeren, Da3i Gu3mundsson,
der nu blev Protestanternes egentlige Fører. Da3i var
en dristig og hensynsløs Mand, der minder meget om
de gamle islandske Høvdinger fra Sagatiden, baade i
godt og i ondt. Han havde tidligere staaet paa Jon
Arasons Parti, men havde efterhaanden fjernet sig
mere og mere fra ham. Biskop Gizur havde helt
vundet ham over til sin Side, bl. a. ved at give ham
Lejlighed til at beholde betydelige Ekstraindtægter
ved at varetage visse Provsteforretninger og admini-
strere visse kirkelige Ejendomme i Distriktet som han
allerede havde faaet tildelt af Biskop Ogmund, skønt
han var Lægmand. Men Hovedgrunden til, at Da3i
nu støttede Protestanterne var dog vel den, at han
maatte vente sig en haard Strid med en ny katholsk
Biskop i Skålholts Stift. Da5i var nemlig en meget
kvindekær Mand, og han havde flere Børn udenfor
Ægteskab, ovenikøbet med en Halvkusine, som han
paa Trods af Kirke og Øvrighed holdt som Konku-
bine, og som han havde foræret en af sine Gaarde.
Desuden laa han i Strid med Lagmand Ari Jonsson
om nogle Jordegodser, som denne ifølge gamle Arve-
regler mente at have Bet til at indløse paa sin Hu-
strus Vegne, som Arvegods, der først skulde være
bleven tilbudt hende, som Arveladerens nærmeste
Slægtning, men som var bleven solgt til Da3i uden
at denne Formalitet var iagttaget. Da3i havde derfor
vigtige personlige Grunde til at støtte Protestantismen
og til særlig at bekæmpe Jon Arasons voksende Magt,
og det var ham meget om at gøre, at indynde sig
hos Kongen og hans Stedfortrædere i Island. — Jon
Arason synes derimod at have fuldstændig undervur-
deret Da5i og hans Magt. Det kom til at koste ham
Livet.
Protestanterne handlede resolut og kraftigt. Biskop
Martein rejste til Danmark straks, og fik sit Valg be-
kræftet af Kongen. Abbed Sigvard rejste kort efter.
Han fik i Danmark en høflig Modtagelse, men fik
ikke udrettet noget. Han blev desuden kort efter syg
og døde i Danmark i Aaret 1550, og efter hvad Pro-
testanterne paastod, skal han i sit sidste Leveaar
være gaaet over til Protestantismen.
Biskop Martein har sikkert underrettet Kongen om
Jon Arasons egenmægtige Optræden. Kongen skrev
til ham et strengt Brev, bebrejdede ham, at han ikke
overholdt Kirkeordinantsen, men stadig fuldte katholsk
Skik, og befalede ham at indfinde sig hos ham i
Danmark, idet han tilsikrede ham Lejde. Hvis han
ikke vil adlyde, forbyder Kongen alle og enhver at
yde ham Hjælp eller Støtte paa nogen Vis.
Jon Arason ænsede ikke Kongens Brev. Maa-
ske har han først modtaget det Aaret efter; i
hvert Fald rejste han ikke ned til Danmark — der-
til var han jo iøvrigt ikke forpligtet ifølge den gamle
Unionstraktat, som udtrykkelig fraskrev Kongen Ret
til at indstævne Islændere til at møde for sig person-
lig udenfor Island, — men om Kong Kristian III har
kendt eller erindret denne Bestemmelse er højst tvivl-
somt. — Men da Biskop Jon erfarede Protestanternes
Bispevalg, tog han igen syd paa til Skålholt for som
Abbed Sigvards Repræsentant at overtage Stiftet og
værne om det under hans Fraværelse. Biskop Mar-
tein havde overdraget Varetagelsen af Stiftet til sin
Svoger Da3i og de fornævnte Gejstlige, Arni Arnorsson
og Jon Bjarnason, og disse befandt sig paa Bispe-
gaarden tilligemed Biskoppens Broder, Pétur Einars-
son. De samlede i en Hast henved 300 Mand, op-
kastede Skanser omkring Gaarden og beredte sig til
at forsvare den med Vaabenmagt. Da Biskop Jon
saa kom og forlangte, at Bispegaarden og Domkirken
skulde overgives til ham, fik han et bestemt Afslag.
Han lod da sine Folk angribe, men Angrebet blev
tilbageslaaet, og efter en 5 Dages Belejring maatte
Biskoppen trække sig tilbage med uforrettet Sag. Paa
den anden Side dristede Forsvarerne sig ikke til at