Det Nye Nord - 01.02.1920, Blaðsíða 19

Februar 1920
DET NYE NORD
Side 47
KUNSTos LITE RATUR
»GILDET PAA SOLHAUG« OG DETS
KOMPONISTER.
Af Fritz Crome.
I.
Som Dramatiker har Henrik Ibsen aldrig haft nogen
nævneværdigt Forhold til sin Samtids Musik. Hans
dramatiske Produktions hele analytiske og abstrakte Ka-
rakter, den gennemgaaende Mangel paa lyrisk Farve og
Flugt, der præger i al Fald alle hans senere Værker,
har ført med sig, at han kun ganske sjældent har maal-
let stille Krav til musikalsk Stotte, til den Underbyg-
ning og Fremhævelse, som Musiken anvendt paa Sce-
nen; i saa høj Grad frembyder.
Den eneste virkelige betydelige Undtagelse herfra
danner Ungdomsværket »Gildet paa Solhaug«, der blev
til i 1855, Aaret efter »Fru Inger til Østråt«. Dette
Drama, hvortil Motiverne efter Digterens egne Oplys-
ninger er hentede i de islandske Ættesagaer, kan
næppe regnes blandt det betydeligste ikke engang af
Ibsens Produktion fra de helt unge Aar. Stærkt per-
sonligt virker det ikke; som bekendt værgede Digtereir
sig i Forordet til anden Udgave af Stykket med Hænder
og Fødder mod Beskyldningen for Plagiat efter Hertz'
»Svend Dyrings Hus«. En Beskyldning — bl. a. gentagel
af Georg Brandes — der maaske ogsaa er noget ond-
sindet og ikke absolut velbegrundet; men som dog
alene ved at den har kunnet opstaa viser, at Stykket
ikke har virket stærkt særpræget. Figurerne er nærmest
skitsemæssigt tegnet, og nogen dybere Karakteristik
endsige nogen Udvikling er ikke forsøgt. Ja, det kan
knap nok siges at være lykkedes Digteren at vække
nogen større Interesse for sine Hovedpersoner: Margit,
der koldt beregnende og uden nogensomhelst undskyl-
dende Omstændighed har giftet sig for Pengenes Skyld
med en udpræget Idiot og Drukkenbold, som hun med
roligt Blod vil lade tømme Giftbægeret; den lille evig-
glade, men højest ubetydelige Signe, der nærmest virker
som to lange gule Fletninger; og endelig Sangeren Gud-
mund, der drager bort med Tanken paa Margit og
kommer hjem for at finde hende igen, men som med
forbløffende Lethed slaar en Volte over til den yngre
og kønnere, ugifte Signe. Man kan vanskeligt faa noget
nærmere menneskeligt Forhold til disse tre Teaterskik-
kelser endsige til Stykkets øvrige Figurer, som er endnu
langt løsere sat op og alle kun Fyldekalk.
Hvad er det da, som har bevirket, at ikke mindre
end syv Komponister efterhaanden har sat Musik til
dette ene Ibsenske Drama? Hvorfor er saa forbavsende
mange producerende Musikere just faldet paa at kaste
deres Kærlighed! paa dette ene Stykke?
En vis Rolle maa Tilfældet vistnok siges at have
spillet her. Og desuden: »Gildet paa Solhaug« er utæn-
kelig paa en Scene uden Musik. Bygget som det er over
et islandsk Sagatema med en Skjald blandt Hovedfigu-
rerne forekommer der i Teksten talrige Folkeviser og
Kor, disse sidste navnlig som Begyndelse og Slutning
paa Akterne. Og alt dette kræver med tvingende Nød-
vendighed Musik. Men nogen fyldestgørende Aarsag til
at hele syv Komponister har givet sig i Kast med denne
Tekst kan det ikke siges at være. Se paa Drachmanns
»Der var engang«, »Dansen paa Koldinghus« og Melo-
dramaerne eller. Carl Ewalds »Canta«. Her har hvert
Værk fundet sin Komponist engang for alle og ikke
tiere.
Skulde »Gildet paa Solhaug« være saa fristende for-
en Komponist at gaa i Gang med, at dette kunde for-
klare de syvs Møde om dette fælles Maal? Dette er nok
saa langt fra at være Tilfældet, at man snarere ved at
gaa ud fra den modsatte Forudsætning kan naa frem
til en delvis Forklaring af Fænomenet. Naar kun en
enkelt af de mange Komponister har ydet noget helt-
igennem fremragende ved Forsøgene med Gildets Mu-
sik, naar med denne enkelte Undtagelse ingen af de
øvrige er naaet fuldt paa Højde med sig selv, saa er
dette sikkert ingen Tilfældighed. Aar sagen maa søges
i Mangler ved selve Digterværket. 1 dettes ringe Kraft
til at betage og rive med, i dets udvendige Lyrik og
dets ikke altid vellykkede Forsøg paa at ramme Folke-
visens Naivetet; med andre Ord i dets svigtende Evne
til at gribe tilbunds i Tonedigterens Stemningsliv og
faa den dybeste Sangbund i ham til at svinge med.
Det er næppe heller helt tilfældigt, at overhovedet ingen
af de store norske Komponister, der var Ibsens Sam-
tidige, har givet sig i Kast med »Solhaug«s Musik.
At Digteren selv saa sent som tredive Aar efter Styk-
kets Tilblivelse var utilfreds med den dengang eksiste-
rende Scenemusik — der var allerede komponeret hele
tre saadanne af Schediwy, af Sperati og af Glaser —
viser den Omstændighed, at han midt i Firserne hen-
vendte sig til Lange-Muller med Opfordring til at kom-
ponere en ny Scenemusik til »Gildet«. Ifølge Meddelelse
fra Lange-Muller, der med beredvillig Imødekommen-
hed har stillet alle Oplysninger til Raadighed, skete
Opfordringen under Komponistens Ophold i Miinchen
i 1885. Det var Ibsens Oversætterinde, Frøken Emma
Klingenfeld, der af Digteren havde faaet det Hverv at
søge at forrnaa Lange-Muller, der nylig havde vundet
saa mange og fortjente Laurbær ved sin Musik til »Der
var engang«, til at gaa i Gang med Opgaven, hvilket
han ogsaa straks gik ind paa.
II.
For allerførste Gang opførtes »Gildet paa Solhaug«
paa Bergens Teater 2den Januar 1856. Instuderingen
var foregaaet under personlig Ledelse af Digteren, der
dengang var Teatrets Sceneinstruktør. Den i Bergen le-
vende tyskfødte Sanglærer F. G. Schediwy fik det Hverv