Det Nye Nord - 01.02.1920, Blaðsíða 18

Side 46
DET NYE NORD
Februar 1920
sende Skrivelser, begyndte Biskop Jons Fjender al
føle sig mindre trygge, og af en Brevveksling mellem
Da9i fra Snoksdal og Kristian Skriver mærker man,
at DaSi har alvorlig tænkt paa at udsone sig med
Biskoppen. Biskop Jon forberedte sig imidlertid paa
alt. Han lod Holar Bispegaard befæste med Volde
og Grave og anskaffede Kanoner; der omtales ogsaa,
at han havde erfarne tyske Krigsfolk i sin Tjeneste.
Tidlig paa Aaret 1550 sendte Kong Kristian III
Breve til Island imod Biskop Jon. Et af Brevene var
rettet til Gejstligheden i Holar Stift, som han an-
moder om at vælge en ny Biskop i Stedet for den
afsatte og fredløse Biskop Jon, og anbefaler dertil
den førnævnte af Biskop Jon bandlyste Præst Gfsli
Jonsson til Selårdal. Desuden skrev Kongen paanv
til Da5i GuSmundsson og til Pétur Einarsson og an-
modede dem om at hjælpe Hirdstyreren Laurentius
Mule til at fange Biskop Jon. Peder Palladius skrev
ogsaa et Brev til Biskop Jon Arason for at prøve
at omvende ham til Protestantismen. Brevet er høfligt
og i mange Henseender interessant. Palladius giver
Jon Arason at forstaa, at Kongen endnu er tilbøjelig
til Udsoning, og at der er Mulighed for, at Jon Ara-
son kan faa Lov til at beholde sin Stilling som Bi-
skop, hvis han vil gaa over til Protestantismen.
Alt dette havde ingen Indflydelse paa Jon Arason.
Han mødte paa Altinget 1550 ledsaget af sine Sønner
Ari og Bjorn og et Følge paa 420 bevæbnede Mænd.
De medførte Biskop Martein som Fange. Pastor Arni
Arnorsson var før bleven løskøbt af sin Hustru og
frigiven mod Løfte om at holde sig rolig. Paa Al-
tinget var Biskop Jon enevældig. Det kom til et skarpt
Sammenstød mellem Ari Jonsson og Hirdstyreren,
hvem Bispen og hans Sønner beskyldte for at have
bagvasket dem hos Kongen. Da Ari skulde betale
ham Kronens Skatter, gjorde han det paa den Maade,
at han smed ham en Pengepose i Ansigtet, og sagde,
at han kunde æde Pengene. Hirdstyreren, der kun
havde faa bevæbnede Folk med sig, maatte finde sig
i Fornærmelsen. Ved Domstolene fik Bispen og hans
Sønner naturligvis deres Vilje i alt. Ari Jonssons
Ejendomsret til de før omtalte Bjarnanesgodser blev
endnu engang erklæret fuldgyldig, Biskop Jons ad-
ministrative Handlinger i Skålholt ligesaa, og han
blev erklæret for at være Stiftets lovlige Administrator
med biskoppelig Myndighed, indtil der igen kom en
ny, af Pavestolen anerkendt Biskop.
Fra Altinget tog Biskop Jon til Skålholt og med-
førte Biskop Martein i Lænker. Skålholts Økonom,
den førnævnte Jon Bjarnason, havde ligesom tidli-
gere truffet Forberedelser til at forsvare Bispegaarden,
men da Jon Arason truede med, at han saa vilde
lade Biskop Martein følge med i Angribernes første
Række, og denne desuden gav Befaling til at over-
give Bispegaarden til Jon Arason, blev der ikke gjort
videre Modstand og Skålholt blev overgivet til ham.
Biskop Jon holdt saa sit Indtog. Han lod Domkirken
rense med Vievend. Dernæst lod han aabne Biskop
Gizurs Grav inde i Kirken og lod ham begrave uden-
for Kirkegaarden som Kætter. En Del bekendte Præ-
ster, som hidtil havde virket for Reformationen, blev
tvungne til at afsværge deres Meninger og love Ka-
tholicismen Støtte for Fremtiden. Blandt disse var
den førnævnte Jon Bjarnason.
Efter saaledes at have ordnet Sagerne paa selve
Bispegaarden, tog Biskop Jon fat paa Kirkens Gen-
rejsning. Han forjog den danske Besætning fra VicSey
Kloster og indsatte igen den fordrevne Abbed og hans
Munke. Paa lignende Vis genoprettede han det ned-
lagte Helgafells Kloster. Derefter tog han hjem til
Holar. For at sikre sig mod Laurentius Mule lod
han sine Sønner skrive et Brev til Kansleren Johan
Friis. I Brevet erklæres Biskop Martein for at være
ulovlig valgt, og han beskyldes for at have bestukket
Laurentius Mule. Mod Mule rettes svære Beskyldnin-
ger for Griskhed og Bestikkelighed og Overgreb af
forskellig Art. De forsikrer Kansleren om Biskop Jons
og deres egen Troskab mod Kongen, og protesterer
mod alle de Rygter, som deres Fjender har sat i
Omløb. De beder om en kongelig Skrivelse, der ud-
skriver et nyt Bispevalg i Skålholt Stift, samt om
en Tilsikring om, at Island for Fremtiden maa blive
styret efter Norges gamle Lov og Ret. Om selve Re-
formationen udtaler Brevet (som desværre kun er
bevaret i en meget daarlig Afskrift) sig i ret vage
Udtryk, som dog vistnok maa fortolkes saaledes, at
de ønsker ingen Ændring i den bestaaende Tilstand.
Anklagerne mod Mule synes at have været tildels
begrundede, og hans strænge Optræden mod tyske
Købmænd, hvis Gods han beslaglagde, gav Anledning
til Stridigheder med Hamborg. I hvert Fald blev han
ikke sendt igen op til Island som Hirdstyrer.
Biskop Jon stod nu paa sin Magts Højde. Stolt
kunde han sige: »Nu har jeg hele Island under mig
med Undtagelse af halvanden Husmandssøn«, hvor-
med han maaske har ment Pétur Einarsson (Biskop
Marteins Broder) og Da9i fra Snoksdal, eller — og
maaske snarere — Laurentius Mule og hans Stedfor-
træder Kristian Skriver. Og uagtet han stadig vil
anerkende Kongen som Islands retsmæssige Herre,
er det klart, at han vil søge at benytte Lejligheden
til ikke alene at sikre Kirken for verdslig Indblan-
ding, men ogsaa faa Kronen og dens Repræsentanter
til i højere Grad end før at respektere Landets Love.
Det maatte staa klart for ham, at den Svækkelse af
Bispemagten, som Protestantismens Indførelse betød,
vilde medføre en stærk Forøgelse af Kongens Magt,
og dermed vilde Fremmedherredømmet blive bestyr-
ket, og hvad dette vilde sige, havde Kronens Repræ-
sentanter, ikke mindst Didrik van Minden, bevist
paa en uhyggelig Maade. Dr. Olason fremhæver stærkt
dette rent politiske Moment. Man maa dog ikke over-
vurdere denne Side af Jon Arasons Virksomhed.
Kampen for Kirken er for ham Hovedsagen. I verds-
lige Sager synes han at have ført en ret opportuni-
stisk Politik. Hvis Katholicismen sejrede definitivt i
Tyskland, hvad der jo var al Udsigt til, vilde han
næppe have noget at frygte længer for Kirkens Skæbne
i Norden. Foreløbig gjaldt det om at holde ud og vinde
Tid. Hans og hans Sønners politiske Bestræbelser gaar
derfor foreløbig ikke ud paa mere, end at se at skaffe
Island en ordentlig Regering ved at faa den forhadte
Laurentius Mule fjærnet, og Udtrykkene i Brevet til
Kansler Johan Friis om, at de ønsker en Styrelse
efter Norges gamle Lov og Ret, behøver ingenlunde
at udlægges som et Forsøg paa at hævde Islands po-
litiske Særstilling overfor Kronen, men bør snarere
opfattes som en Paamindelse til Kronen om at sørge
for en upartisk og hæderlig Mand som Hirdstyrer, i
Modsætning til Didrik van Minden og Laurentius
Mule.
(Fortsættes.)