Det Nye Nord - 01.02.1920, Blaðsíða 18

Det Nye Nord - 01.02.1920, Blaðsíða 18
Side 46 DET NYE NORD Februar 1920 sende Skrivelser, begyndte Biskop Jons Fjender al føle sig mindre trygge, og af en Brevveksling mellem Da9i fra Snoksdal og Kristian Skriver mærker man, at DaSi har alvorlig tænkt paa at udsone sig med Biskoppen. Biskop Jon forberedte sig imidlertid paa alt. Han lod Holar Bispegaard befæste med Volde og Grave og anskaffede Kanoner; der omtales ogsaa, at han havde erfarne tyske Krigsfolk i sin Tjeneste. Tidlig paa Aaret 1550 sendte Kong Kristian III Breve til Island imod Biskop Jon. Et af Brevene var rettet til Gejstligheden i Holar Stift, som han an- moder om at vælge en ny Biskop i Stedet for den afsatte og fredløse Biskop Jon, og anbefaler dertil den førnævnte af Biskop Jon bandlyste Præst Gfsli Jonsson til Selårdal. Desuden skrev Kongen paanv til Da5i GuSmundsson og til Pétur Einarsson og an- modede dem om at hjælpe Hirdstyreren Laurentius Mule til at fange Biskop Jon. Peder Palladius skrev ogsaa et Brev til Biskop Jon Arason for at prøve at omvende ham til Protestantismen. Brevet er høfligt og i mange Henseender interessant. Palladius giver Jon Arason at forstaa, at Kongen endnu er tilbøjelig til Udsoning, og at der er Mulighed for, at Jon Ara- son kan faa Lov til at beholde sin Stilling som Bi- skop, hvis han vil gaa over til Protestantismen. Alt dette havde ingen Indflydelse paa Jon Arason. Han mødte paa Altinget 1550 ledsaget af sine Sønner Ari og Bjorn og et Følge paa 420 bevæbnede Mænd. De medførte Biskop Martein som Fange. Pastor Arni Arnorsson var før bleven løskøbt af sin Hustru og frigiven mod Løfte om at holde sig rolig. Paa Al- tinget var Biskop Jon enevældig. Det kom til et skarpt Sammenstød mellem Ari Jonsson og Hirdstyreren, hvem Bispen og hans Sønner beskyldte for at have bagvasket dem hos Kongen. Da Ari skulde betale ham Kronens Skatter, gjorde han det paa den Maade, at han smed ham en Pengepose i Ansigtet, og sagde, at han kunde æde Pengene. Hirdstyreren, der kun havde faa bevæbnede Folk med sig, maatte finde sig i Fornærmelsen. Ved Domstolene fik Bispen og hans Sønner naturligvis deres Vilje i alt. Ari Jonssons Ejendomsret til de før omtalte Bjarnanesgodser blev endnu engang erklæret fuldgyldig, Biskop Jons ad- ministrative Handlinger i Skålholt ligesaa, og han blev erklæret for at være Stiftets lovlige Administrator med biskoppelig Myndighed, indtil der igen kom en ny, af Pavestolen anerkendt Biskop. Fra Altinget tog Biskop Jon til Skålholt og med- førte Biskop Martein i Lænker. Skålholts Økonom, den førnævnte Jon Bjarnason, havde ligesom tidli- gere truffet Forberedelser til at forsvare Bispegaarden, men da Jon Arason truede med, at han saa vilde lade Biskop Martein følge med i Angribernes første Række, og denne desuden gav Befaling til at over- give Bispegaarden til Jon Arason, blev der ikke gjort videre Modstand og Skålholt blev overgivet til ham. Biskop Jon holdt saa sit Indtog. Han lod Domkirken rense med Vievend. Dernæst lod han aabne Biskop Gizurs Grav inde i Kirken og lod ham begrave uden- for Kirkegaarden som Kætter. En Del bekendte Præ- ster, som hidtil havde virket for Reformationen, blev tvungne til at afsværge deres Meninger og love Ka- tholicismen Støtte for Fremtiden. Blandt disse var den førnævnte Jon Bjarnason. Efter saaledes at have ordnet Sagerne paa selve Bispegaarden, tog Biskop Jon fat paa Kirkens Gen- rejsning. Han forjog den danske Besætning fra VicSey Kloster og indsatte igen den fordrevne Abbed og hans Munke. Paa lignende Vis genoprettede han det ned- lagte Helgafells Kloster. Derefter tog han hjem til Holar. For at sikre sig mod Laurentius Mule lod han sine Sønner skrive et Brev til Kansleren Johan Friis. I Brevet erklæres Biskop Martein for at være ulovlig valgt, og han beskyldes for at have bestukket Laurentius Mule. Mod Mule rettes svære Beskyldnin- ger for Griskhed og Bestikkelighed og Overgreb af forskellig Art. De forsikrer Kansleren om Biskop Jons og deres egen Troskab mod Kongen, og protesterer mod alle de Rygter, som deres Fjender har sat i Omløb. De beder om en kongelig Skrivelse, der ud- skriver et nyt Bispevalg i Skålholt Stift, samt om en Tilsikring om, at Island for Fremtiden maa blive styret efter Norges gamle Lov og Ret. Om selve Re- formationen udtaler Brevet (som desværre kun er bevaret i en meget daarlig Afskrift) sig i ret vage Udtryk, som dog vistnok maa fortolkes saaledes, at de ønsker ingen Ændring i den bestaaende Tilstand. Anklagerne mod Mule synes at have været tildels begrundede, og hans strænge Optræden mod tyske Købmænd, hvis Gods han beslaglagde, gav Anledning til Stridigheder med Hamborg. I hvert Fald blev han ikke sendt igen op til Island som Hirdstyrer. Biskop Jon stod nu paa sin Magts Højde. Stolt kunde han sige: »Nu har jeg hele Island under mig med Undtagelse af halvanden Husmandssøn«, hvor- med han maaske har ment Pétur Einarsson (Biskop Marteins Broder) og Da9i fra Snoksdal, eller — og maaske snarere — Laurentius Mule og hans Stedfor- træder Kristian Skriver. Og uagtet han stadig vil anerkende Kongen som Islands retsmæssige Herre, er det klart, at han vil søge at benytte Lejligheden til ikke alene at sikre Kirken for verdslig Indblan- ding, men ogsaa faa Kronen og dens Repræsentanter til i højere Grad end før at respektere Landets Love. Det maatte staa klart for ham, at den Svækkelse af Bispemagten, som Protestantismens Indførelse betød, vilde medføre en stærk Forøgelse af Kongens Magt, og dermed vilde Fremmedherredømmet blive bestyr- ket, og hvad dette vilde sige, havde Kronens Repræ- sentanter, ikke mindst Didrik van Minden, bevist paa en uhyggelig Maade. Dr. Olason fremhæver stærkt dette rent politiske Moment. Man maa dog ikke over- vurdere denne Side af Jon Arasons Virksomhed. Kampen for Kirken er for ham Hovedsagen. I verds- lige Sager synes han at have ført en ret opportuni- stisk Politik. Hvis Katholicismen sejrede definitivt i Tyskland, hvad der jo var al Udsigt til, vilde han næppe have noget at frygte længer for Kirkens Skæbne i Norden. Foreløbig gjaldt det om at holde ud og vinde Tid. Hans og hans Sønners politiske Bestræbelser gaar derfor foreløbig ikke ud paa mere, end at se at skaffe Island en ordentlig Regering ved at faa den forhadte Laurentius Mule fjærnet, og Udtrykkene i Brevet til Kansler Johan Friis om, at de ønsker en Styrelse efter Norges gamle Lov og Ret, behøver ingenlunde at udlægges som et Forsøg paa at hævde Islands po- litiske Særstilling overfor Kronen, men bør snarere opfattes som en Paamindelse til Kronen om at sørge for en upartisk og hæderlig Mand som Hirdstyrer, i Modsætning til Didrik van Minden og Laurentius Mule. (Fortsættes.)

x

Det Nye Nord

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Det Nye Nord
https://timarit.is/publication/1307

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.