Editiones Arnamagnæanæ. Series B - 01.06.1981, Blaðsíða 150

136
Enkeltstrofer. - Spredte noter
illt er at leggja ást við hann,
ið onga leggur ímóti* 1.
Landstad, Norske Folkeviser, 1853, s. 396, citerer de
færoske vers, men kender ingen norsk parallel. Men i Norske
Folkevisor ved Knut Liestal og Moltke Moe III, 1924, s. 140,
trykkes blandt “Gamlestev. Or Telemark” denne strofe:
Laksen renn so stridt i straum,
og upp imot harde grjote:
ilt á leggje elsk til den
som ingjen legg i mote.
Strofen er optrykt i Norsk Folkedikting, Stev, 1964, s. 68
(her stár: ilt er á leggje).
Det forekommer mest sandsynligt at strofen stammer fra
den færoske hos Landstad, men ikke fra norsk tradition.
4
Allar mínar sorgirnar
batt eg undir skó.
Disse linjer er optaget i en islandsk þula, “Heyrði eg i
hamrinum”, Lbs. 1293 4to, s. 32-3 (Gísli Konráðsson); en
anden variant af den samme þula, optegnet i Kobenhavn 1942
af Jón Helgason efter Stefanía Jónsdóttir Clausen, slutter med
de samme linjer. I flere þulur er de udvidet til en firelinjet strofe:
1 Endnu en færask variant, hvor laksen ikke nævnes, findes
Færöiske Kvæder I 102 (= CCF I 295): “Vatnið rennur áf hogum
fjöllum eftir hvössum gróti”. Dette nævnes her fordi Grimur Thomsen
i en artikel i ísafold 1879 har gengivet linjerne som om de var island-
ske, og derfra er de optaget i IGSVÞ III 353. Grímur Thomsens
artikel, hvor han vilkárligt blander norsk og færosk materiale sammen
med islandsk, har bevirket en del forvirring. Sáledes har han en strofe,
“Þar þykir mér vænt að vera” (optrykt i ÍGSVÞ III 356), som er
blevet taget for gode varer og betragtet som en gammel islandsk paral-
lel til et norsk stev (Norsk Folkedikting, Stev, s. 30); i virkeligheden
er den, som allerede bemærket KD I xxi, blot en gengivelse af et stev
hos Landstad s. 385 (jfr. s. 368) med en ubetydelig og temmelig ube-
hændig omdigtning i retning af islandsk allitteration.