Dúgvan - 01.08.1918, Síða 2

sinum glada brosi, heilt burtur i oérum heimi. Nålin
gekk kvik i hond hennar — åt og inn, inn og åt,
fyri hvonn sting hugsadi hon um Heina.
Seleidis sat hon eina goda lotu. Nå hoyrdi
hon tunglig fotafet, eitt kom nidan eftir gotuni x
tungum vatnstyvlunx. Hon kendi gongulagid, tad
var hann, i6 kom. Og hon for at hugsa um, hvussu
ofta hon hev6i sitid har vesturi i nidursetibygdini
og hugt upp x fjallid, tå i6 hann var væntandi —
og så hon so mann uppi å synini, kendi hon, um
tad var hann ella ein annar. Hann gekk jå so
lættliga — var so fattur i rygginum, sum var tad
å slættum golvi og ikki å tågvulendi, hann gekk.
Nei, eingin madur i verdini var so godur sum
Heini, tad var bædi vist og satt.
Nu gekk hurdin. Hon leit upp; har stod hann
å gåttini. Men hvussu var tad, hann så åt. Har
voru djåpar foyrur i pannuni, og eyguni voru so
kåm, so tung, sum var hann i dopurhuga.
»Heini, hvat bædir tær«, segdi hon og reisti seg.
»Mær bædir einki«. Hann tok dotturina, setti seg
undir hana, medan konan starvadist vid at gera
kaffi til.
»Jå, Heini, nakad bædir«, segdi hon og setti
sukurskålina å bordid, »soleidis havi eg ikki sæd
teg ådur«.
Hann drog andan tungliga. »Anna Maria, eg
havi tosad vid keypmannin, ella rættari, hann hevur
tosa3 vid meg«, segdi hann.
»Og hvat um tad«, hon skonkti kaffi i eina
spolkummu og rætti honum.
»Hann eigur pening hjå okkum fyri håsini«,
seg6i Heini og blåsti å kaffiid — og nå vil hann
hava peningin — eg havi hann ikki — og veit ikki
hvadan eg skal fåa hann.« Hann suffadi tungliga:
»Hetta vardi meg ikki, eg visti tad måtti koma,
men at tad skuldi koma nå . . .« Hann tok hond-
ina upp fyri eyguni, sum fyri at reka nakad tung-
ligt burtur.
Anna Maria hevdi sett seg å brikina. »Nær
skal peningurin rindast«, spurdi hon.
»Nå til heystar«, segdi hann — »og nå er alt
jå so dyrt, at tad, i6 eg kann vinna, er neyvan fyri
mat og klæ6i. Her leypir einki av.«
Hon sat eina lotu og hugsadi; so segdi hon:
»Keypmadurin er ondur, hann treingir ikki til pen-
ingin, men vil hann hava hann, so skal hann eisini
fåa hann«.
Heini måtti smilast. »Heldur tå teg vera
mentan at skapa peningar«, spurdi hann.
»Nå skal eg siga tær, hvat vit skulu gera«,
segdi hon. »Vit senda litlu Onnu vestur til mammu,
hon vil fegin hava hana i sumar. Tå fert åt at
fiska — og eg fari burtur i grannabygdina at turka
fisk — og so hittast vit aftur til heystar. Gongur
alt sum tad skal, so kunnu vit tå geva keypmann-
inum tær 500 kronurnar.«
Hann var ofarin. »Heldur tå, at mamma tin
vil hava Onnu i sumar«, spurdi hann, »og heldur
tå teg vera mentan til at standa og vaska fisk f
ollum ved rid.«
»Vit tosa ikki um tad«, seg8i hon. »Mamma
må hjålpa okkum, og vit mugu gera, hvat vit
kunna. »Thi nu stander Landet udiVaade««, legdi
hon brosandi afturat.
So var tad avgjort.
Sumarid var farid. Heystid var komid, skåddan
hekk våt og illsklig i homrunum, og tad for tidliga
at myrkja. Alt sumarid hevdi håsid vid kirkjuna
stadid læst. Mad urin var og fiskadi, konan i fiski
i grannabygdini — og hin litla dotturin hjå ommuni
i nidursetibygdini.
Eitt kvoldid såst ljosl i vindeyganum; Anna
Maria var afturkomin.
Sama kvoldid sat keypmaåurin inni i kontori
sinum og tosadi vi3 syslumannin — tad var um at
selja lxåsini hjå Heina. SyslumaSurin baå hann
bi6ja, men ta8 vildi keypmaéurin ikki. Hann ætl-
a5i sær sjålvur at keypa lxåsini og hava tey til
krambåS, ti hann hev3i frætt. at keypmaSurin i
grannabygdini ætla8i sær at byggja krambåd har
nærindis kirkjuni, og nå vildi hann vera 'framm-
anundan.
Sum teir nå sotu, gekk hurdin, og Anna Maria
kom innar; hon var foyrad i andlitinum — tad såst
å henni, at hon hevdi havt tad strævid.
»Gott kvold«, segdi hon, »eg konxi at betala
tygum hasar 500 kr., sum tygum eiga hjå okkum.«
Keypmadurin var bilsin; men syslumadurin var
gladur; ti honum dåmdi ikki atburd keypmansins.
Anna Maria legdi peningarnar å bordid; »verid
so godur, at tygum telja teir«, segdi hon, og so
legdi hon sposkliga afturat — »og gloymi so ikki,
at tygum hava fingid teir«.
Keypmadurin fekk ikki ordid upp.
Anna Maria helt fram: »Og so skal eg takka
tygum fyri, at tygum kravdi peningin, ti nå eruvit
— Heini og eg — utanfyri alian vanda. Hann fer at
handia fyri keypmannin i grannabygdini, og eg —
eg ætli mær at hjålpa honum. Far væl — og takk
fyri lånid«.
40 Aars Jubilæum.
20. Oktober d. A, kan Thorshavns Totalafholds-
forening fejre sit 40 Aars Jubilæum. Foreningen
har i disse mange Aar udført et stort og samfunds-
gavnligt Arbejde. Særlig for Thorshavns By har
Foreningen været af umaadelig Betydning, og det
Arbejde, der i 1878 blev paabegyndt af tre ansete
thorshavnske Borgere, (hvoraf de to endnu er iblandt
os), har baaret rige Frugter.
Det er ret enéstaaende herhjemme, at en For-
ening igennem et saa langt Aaremaal har kunnet
bestaa og det endda saa nogenlunde usvækket, og
dette vidner om, at Foreningens Stiftere har byg-
get den paa et folkeligt og solidt Grundlag, og at
de har haft et aabent Øje for, hvad der krævedes
for dens fremtidige Udvikling.
Nu skal Afholdsforeningen altsaa snart fejre
sit 40 Aars Jubilæum, og endskønt de nuværende
paa Grund af Krigen skabte Forhold som bekendt
i høj Grad vanskeliggør Afholdelse af større Fest-
ligheder, vil Foreningens Bestyrelse utvivlsomt
gøre sig Anstrengelser for, at den kommende Aars-
fest kan byde paa lidt ud over det sædvanlige.
Foreningens 25 Aars Jubilæum formede sig jo
som en efter vore Forhold storslaaet Festlighed,
og man hører ofte ældre Afholdsfolk genopfriske
Erindringer fra denne særdeles vellykkede Fest.