Færøsk Kirketidende - 01.12.1890, Qupperneq 3

sionstidende«, paa lønnede og beskikkede
Missionærer, paa Overbestyrelser, Under-
bestyrelser og alt, hvad dermed følger; thi
det er ikke den indre Mission, jeg taler
om, men indre Mission i Almindelighed —
og om den mener jeg da, at den ikke
alene er heldbringende og gavnlig, men at
den er aldeles nødvendig, om levende
Kristendom ret skal trives i et Folk.
»I ere Jordens Salt« — men om jeg
havde Salt i mit Forraadskammer og ikke
brugte det, hvad gavnede det da? — mon
ikke Kjød og Fisk ligefuldt raadnede? I
den Menighed og i det Folk, hvor der
intet mærkes til »indre« Mission, staar det
ikke godt til — »indre« Mission er ikke
blot nødvendig for Livets Yæxt, den er
ogsaa et Tegn paa Livet.
Nu er det altid en vanskelig Ting at
tale om det, man ikke kjender til — for
mig at tale om Forholdene i Almindelig-
hed, da jeg kun kjender noget til dem i
ét Præstegjæld — men hvad der ikke
passer, behøver man jo ikke at tage sig
til Hjærte, og noget passer nok paa alle
Menigheder. Det, jeg vilde sige, var da
det: at jeg aldrig har hørt om nogen
egentlig indre Mission heroppe paa Kristen-
dommens Omraade.
Jeg har baade hørt og set, at Politikken
har sine Missionærer ■— ikke alene dem,
der rejse om og prædike Had mod ander-
ledes tænkende, men ogsaa de »faste«
Folk i Bygderne, der holde den politiske
Interesse i l ive mellem Valgkampagnerne.
Jeg ser, at Af holdsfolkene drive indre —
eller maaske hellere »ydre« Mission, efter-
som øerne jo langt fra endnu ere vundne
for Maadehold — end sige Afhold — jeg
hører, at Vennerne af færøsk Sprog og
Sæd drive indre Mission, jeg mærker at
der missioneres paa Landboomraadet —
men i det største og vigtigste for alle Men-
nesker som for Færinger, der ser, hører j
eller mærker jeg ingen Mission.
Hvad siger Du? Missioneres der ikke
paa Kristendommens Omraade? Hvad
gjøre da Præsterne? Ja! paa en Maade
har Du Ret — de missionere naturligvis
— og dog ikke paa den Maade, jeg her
taler om. Du som er en Færing, Du ved
ogsaa, hvorledes det normale Forhold er
heroppe mellem Præst og Menighed. Jeg
siger ikke dette for at undskylde mig selv
eller mine Kaldsbrødre. Menigheden be-
handler sin Præst forekommende og venligt
og viser ham al muxig Agtelse, men — om
han end gjør sig al mulig Umage for at
blive Færingerne en Færing — det lykkes
ham dog aldrig. Folk ville bestandig mærke,
at han har en anden Tankegang, en anden
Opdragelse, en anden Levemaade, et andet
Sprog (selv om han kunde tale Færøsk)
og andre Vaner, selv om han kan tilegne
sig Folks Interesser. En dansk Præst vil
aldrig blive regnet som »en af vore egne«.
Og som det synlige Tegn herpaa staar,
at der vistnok saa godt som aldrig kommer
en virkelig selskabelig Omgang i Stand
mellem den danske Præst og den færøske
Menighed — Præsten lever »paa dansk« i
Præstegaarden, Folk »paa færøsk« omkring
i Husene — derfor kan der naturligvis
godt være et hjærteligt — ja! et Kjærlig-
hedsforhold til Stede mellem Præsten og
Folk i Menigheden. Dette gjør ikke
Præsten skikket til Mission i Hjemmene.
En anden Hindring er de mange Sogne og
de store Afstande,'og endelig dette—som
en Mand fornylig sagde til mig — at Folk
heroppe anvise Præsten: Prædikestolen,
Alteret og Sygesengen som hans Virkefelt,
der kan han prædike saa meget, han vil,
udenfor skal han være som »et naturligt
Menneske«. Der kan med Guds Hjælp
udrettes meget paa Prædikestolen, for Al-
teret og ved Sygesengen, men skal Menig-
heden ret voxe sig stærk, og Kjærligheds-
livet grønnes og bære Frugt, saa maa dej-
en Lægmandsvirksomhed til i Hjemmene.
Mange Folk tro nu en Gang, at »Præsten
taler saaledes, thi han er Præst«. Præsten
maa finde troende og forstandige Mænd
og Kvinder til Hjælp i Gjerningen, da først
frugter det ret. l æs en Gang Pastoral-
brevene, saa skal Du se, hvor højt Paulu.s
sætter denne Lægmandsvirksomhed. Nu
er det vist, at der rundt om findes mange
fromme Mænd og Kvinder, men de holde
sig i det skjulte, de sætte ikke deres Lys
paa en Stage, men under en Skjæppe,
tvært imod Herrens Ord — det er endnu
ikke gaaet op for dem, hvad Herren for-
langer af dem.
En gammel elskelig Mand har jeg i
mit Præstegjæld, som allerede i henved 30
Aar har haft en lille Mission blandt de
smaa, og jeg tror, den har baaret velsignde
Frugter — en yngre Mand er der ogsaa,
som saa smaat har begyndt, men ellers er
alt hos os tyst og stille. Fortæl nu her i
Bladet lidt om, hvorledes det gaar andre
Steder, thi Meningen med dette Blad er
jo først og fremmest at arbejde for indre
Mission, om jeg ellers har forstaaet Me-
ningen ret.
Maaske er der nu en og anden troende
Mand, som nu spørger: Hvorledes skal en
Mission da sættes i Gang.
Ja! der er mangfoldige Maader at
virke paa. Du kan f. Ex. vælge Dig den
Opgave, at besøge gamle og syge Folk,
tale lidt med dem, læse lidt for dem, være
dem til lidt Opmuntring og Adspredelse,
eller Du kan samle Børnene om Dig og
tale med dem, om Du dertil har Evner,