Færøsk Kirketidende - 01.11.1891, Blaðsíða 3

Mennesketunge. Derfor kommer der til at
begynde med ligesom Mellemmænd mellem
Gud og de Mennesker, til hvem Ordet har
Ærinde. Maaske synes dette en og anden
en anstødelig Tale, dog er der intet at tage
Anstød af, naar det kun forstaas rettelig.
Det er i sin gode Orden, naar Børn i deres
Forældre have Mellemmænd mellem sig
og Vorherre, naar Barnet ledes til Herren
og lader sig lede Ved Forældrenes Haand,
det er i sin gode Orden, naar Barnet tror
sine Forældre paa Ordet, og i Grunden
tror, fordi Forældrene tro. Thi ganske vist
er dette kun en andenhaands Tro, hvor
det personlige, den personlige Tilegnelse
af og den personlige Hengivelse til Jesus
Kristus ikke er traadt frem. Men kan det
ret betænkt være anderledes. Vilde det
ikke snarere være unaturligt, om i Barnet
Syndesmerten og Naadetrangen vare lige
saa stærke som i den voxne? Er ikke i
det hele Barnets Aandsliv et Liv paa anden
Haand, hvorfor skulde vel saa dets Trosliv
være anderledes? Nej! Du, som har faaet
I.ov til at bære Fader- eller Modernavn,
lad Du kun Dit Barn leve paa anden
Haand, sørg Du kun for, at Din Tro kan
være saa ægte og stærk, at den kan bære
baade Dig og Dit Barn, stræb Du blot
efter, at Din Tro kan være saadan, at Du
med Glæde kan se Dit Barn vandre i Dit
Fodspor. Men hvad der gjælder om Barnet,
gjælder ogsaa om den, der nærmer sig
Troens Verden eller er Barn i Troen. Det
er i sin gode Orden, at det Menneske, som
bliver vakt og draget ved et andet Menne-
skes Ord og faar at smage noget af det,
Hjærtet trænger til, baade bliver knyttet
til dette Menneske ved stærke Baand, og
ogsaa bygger paa hans Ord, tror hans
Vidnesbyrd, hvor dette gaar længere, end
den hørende har naaet. Thi vel er dette
kun en Tro paa anden Haand, men det er
den Vej, der ganske ligefrem er anvist af
Gud selv derved, at han har beskikket
Mennesker til at bære Ordet frem.
En saadan andenhaands Tro kan det
altsaa gaa an at begynde med, men aldeles
ikke at blive staaende ved; den maa kun
være et Gjennemgangspunkt og ikkeMaalet,
men Maalet er at naa frem til et personligt
Møde med den personlige Jesus Kristus,
at naa frem til en Tro paa første Haand,
en personlig, levende Tro paa den person-
lige, levende Jesus Kristus, saa alt, der har
staaet imellem, træder til Side. Saaledes
gik det i Samaria. Ved Kvindens Ord
kom Samaritanerne i Bevægelse, de be-
gyndte med at tro for Kvindens Tales
Skyld, men de bleve ikke staaende der.
De gik selv hen til Jesus og bad ham
blive hos dem. Hvad Frelseren talte til dem
i de to Dage, han blev der, er ikke fortalt,
det kunne vi i det højeste slutte os til, men
hvad der blev Frugten deraf, det ved vi,
det blev, at s mange flere troede for hans
Tales Skyld«, og at de kunde aflæggeden
herlige Bekjendelse: »vi tro nu ikke læn-
gere for Kvindens Tales Skyld, thi vi have
selv hørt og vide, at denne er sandelig
den Verdens Frelser, den Kristus«.
Saaledes skulde det ogsaa være hos
os. Men er det saaledes: Ja, derom kan
jo kun Hjærtekjenderen dømme. Dog vil
jeg ikke lægge Dølgsmaal paa, at jeg her
staar med en bange Frygt. Vi danske ere
et roligt og sindigt Folk, men vi holde
des værre nok ogsaa mere af at svømme
paa Overfladen end at komme ud paa og
ned i det dybe, vi ville hellere se paa andres
Afgjørelse end selv træffe Valget. Ogsaa
lide vi af en ulyksalig Tilbøjelighed til at
krybe i Ly bag Aandens Stormænd. Vi
vælge dem til Førere, og nøjes alt for ofte
med at regne os til et eller andet Parti.
Aandens Stormænd i Ære! I.ad os takke
Gud for, hvad han i disse Mænd har
skjænket os, lad os tilegne os alt, hvad
godt og sandt og skjønt Aanden har virket
i og ved dem, men lad os dog vogte os
for Menneskeforgudelse. Tjeneren maa
ikke faa Herrens Ære. Hvad det gjælder
om, det er, ikke at blive Partimand men
Kristen, at komme til en personlig levende
Tro paa Jesus Kristus, saa vi kunne gjen-
tage det: nu tro vi ikke paa Dig, Vor-
herre og Frelser, fordi andre have fortalt
os om Dig, men fordi vi selv have følt og
oplevet, at vi ikke kunne undvære Dig,
fordi vi have erfaret, at ved Dig og i Dig
finder Hjærtet Hvile, Glæde og Fred.
Først da vilde der blive den rette Sandhed
i det. om de, som havde gjort de samme
Erfaringer og havde vundet samme Livssyn,
sluttede sig nærmere sammen.
Jeg er vis paa, at da vilde Partistridig-
hederne, der nu fordre saa meget af vor
Kraft, tabe deres Bitterhed; at da vilde vi
ikke saa ofte faa at se, at saakaldte Kristne
leve deres Liv i Synd og Ugudelighed; at
da vilde vi ikke komme til at opleve, at
saa mange formentlige Kristne pludselig
vise sig som Jesu Kristi Modstandere.
Men jeg er ogsaa sikker paa, at gaa
vi kun forbi alle Mellemmænd og naa vi
kun frem til et personligt Møde med den
personlige Jesus Kristus, da faa vi ogsaa
fast Grund under Fødderne, da naa vi den
Klippegrund, der gjør Foden fast, og som
staar urokkelig trods Stormens Susen og
Bølgernes Brusen.
Men at naa frem til et personligt Møde
med Jesus Kristus, det er for os at gaa
tilbage til vor Daab; thi som det var ved
Daabens Vande, at Jesus første Gang
mødte os, saa er det ogsaa ved al gaa til-
bage til vor Daab, at vi mødes med ham.
Kan Du med Syndserkjendelsens Smerte