Færøsk Kirketidende - 01.03.1892, Side 1

Færøsk Kirketidende.
Redigeret af EMU- BRUUN.
2.
Aarg.
Marts 1892.
Nr. 6.
Olaidaø 1891.
Tak, o! Fader i det høje!
Tak i Jesu Kristi Navn;
Naade for Dit Guddomsøje
Fandt vor ringe Fødestavn;
Ordet over Bølgen blaa
Bød i Aandens Kraft Du gaa,
J.ad til Salighed det virke
Jærtegn i vor lave Kirke.
Aldrig Gud Du det forandre!
J.ad i fromme J'ædres Fjed,
I Dit Ansigts Lys os vandre
Hjem til Dig i evig Fred;
Dagen hælder, hos os bliv,
Du som er vort Lys og l iv,
Mæt os med Din Sjæleføde,
Giv en liflig Aftenrødé!
i Cor. 15, 9—11.
»Af Guds Naade er jeg den, jeg
er«, siger Apostlen Paulus allerede da en
ældre Mand. Og i det han taler saaledes,
ser han sikkert hele sit hidtidige Liv glide
forbi sit indre øje. Han ser sig selv, som
han var i Ungdommens hede Dage, da
dan rasede imod Kristi Menighed, ser sig
selv i Spidsen for en Flok Svende paa
Vejen til Damask. Og han mindes hin
store Stund, da han blev stillet Ansigt til
Ansigt med den levende Gud, da Herren
med egen Haand tvang ham til at vende
om. Han føler endnu, hvorledes han svag
og blind maatte ledes ind i Byen, føler endnu,
hvor tungt de tre Dages Mørke hvilede
over ham, indtil Atinanias kom med Bud
fra Herren, og Skællene faldt fra hans
Øjne, samtidig med at Hellig-Aanden tog
Bolig i hans Hjærte. Og han mindes,
hvorledes han i Ørkenens Stilhed overvejede
det vidunderlige, der var sket med ham,
indtil »Kristus i ham« ret havde faaet
Skikkelse og det nye J iv Kræfter.
Og naar han saa tilføjer: »Og Guds
Naade imod mig har ikke været for-
gjæves«, da ser han i Aanden sin store
Arbejdsmark ligge for sig — ser de mange
Øer, Lande og Byer, hvortil det glade
Budskab ved ham er naaet, hører de mange
Røster, der prise Gud for hans Naade, at
han udløste dem af Hedenskabets Mørke —
og han føler, at Gud gav ham Naade ti!
et velsignet og virksomt 1 iv — at Gud
gav ham Naade over Naade.
Lad os nu i Dag tage disse Apostelens
Ord og gjøre dem til vore.
Ja! enhver af os, som i Dag ere her
til Stede, kunne jo roligt sige: »Af Guds
Naade er jeg det, jeg er«, og vi tænke da
ikke saa meget paa vor udvortes borger-
lige Stilling, saa lidt som Paulus sikkert
ved disse sine Ord tænkte paa sin Slægt
eller det Folk, han hørte til, paa sin Op-
dragelse eller sin romerske Borgerret, men
vi tænke paa vor Stilling til Gud, paa vort
Gudsforhold, særlig dér gjælder det. at
hvad jeg er, er jeg af Guds Naade. Først
og fremmest have vi jo en stor og salig
Time at mindes og se tilbage paa som
I-'aulus, den Stund, da Herren tog os —
svage og hjælpeløse, som vi vare — i sin
Favn og igjenfødte os formedelst Vand og
den Helligaand, plantede det nye I.i vs
! Spire herinde i vort Hjærte — for saa vidt
kunne vi alle sige af Guds Naade er jeg
det, jeg er: Et døbt Guds Barn, med Ret
og Adgang til Himmeriget — men kan Du
nu ogsaa i Sandhed tilføje: Og Guds
Naade imod mig har ikke været forgjæves i
Har Du nogle af Pauli salige l ivserfaringer
at se tilbage paa og glæde Dig over ? Thi
endskjønt det aandelige Liv jo ikke gaar
efter Regler, og enhver Kristen vel har det
paa sin Maade, saa maa vi dog alle —
saa mange som gribe vor Daabsnaade og
føre den ud i I.ivet — i Hovedtrækkene
gjennemleve Pauli Liv. For os alle har
der vel været eller kommer en Tid, hvor
vi leve som Paulus i Arabiens Ørken en
stille Tid, hvor Livsspiren ligesom ligger
skjult i Hjærtets Skjød og først lidt efter
lidt kommer frem og grønnes. Og dette
er den vanskelige Tid — vanskelig for
J.ivsspiren i os, som den vanskeligste Tid
for Kornet paa vore Agre er den, da det
lige skal til at spire frem. Da kan en
Nats I^rost gjøre ubodelig Skade. Og vi
vide ogsaa, at hos mangfoldige kommer
1 ITvet aldrig til Frembrud — og om dem
maa vi med Sorg sige, at Guds Naade imod
dem har været forgjæves — hos andre
varer denne stille Tid næsten et helt J.iv
igjennem, og atter hos andre varer det