Færøsk Kirketidende - 01.01.1896, Page 4

4
Aarvaagenhed og Bøn arbejde paa vor egen
Sjæls Saliggørelse. Gud give os Naade til,
at vi i det Aar; som er begyndt, maa bruge
disse Naadens Midler og gøre dette Ar-
bejde, idet vi støtte og hjælpe hverandre
i alt, hvad der er godt, og som hører
Kristus til.
Gud give os, at Kristus saaledes mere
og mere maa blive livets Midtpunkt for
os, og Jesu-Navnet maa lyse over os og
skænke os et velsignet Nytaar! Amen.
Stenene tale.
(Af Provst E ve nsen.)
De Undersøgelser, som man, ved Hjælp
af literære Kilder, har anstillet angaaende
Barnedaabens Ælde, have, som bekendt,
ført til det Resultat, at dens Begyndelse
naar tilbage til den apostoliske Tid og at
den var almindelig Skik i Menighederne
ved Slutningen af det 2det Aarhundrede e. K.
Dette Resultat stadfæstes paa over-
raskende Maade ved de gamle kristelige
Mindesmærker, navnlig ved Gravskrifter i
Katakomberne.
Vi skulle derfor, efter det ansete tyske
teolog. Tidsskrift: »Allgemeine Ewangel.
I uth. Kirchenzeitung«, 1870, Nr. 24, frem-
drage nogle af disse gamle, uomstødelige
Bevisligheder for Barnedaabens høje Alder.
Det er Stenene, der tale, nemlig de gamle
Gravmæler og de paa dem indhuggede
Indskrifter, som man har fundet i de
romerske Katakomber.
Katakomberne ere, som bekendt, vidt-
strakte, underjordiske Gange og Rum, ud-
huggede under Bj'en Rom. De første
Undersøgelser af dem, der bleve foretagne
i Begyndelsen af det 17de Aarhundrede,
ledede til den Antagelse, at de vare et
hedensk Anlæg, som de Kristne senere
toge i Brug. navnlig til Begravelsesplads
for deres døde. Nyere videnskabelige
Forskninger synes imidlertid at have om-
stødt denne Antagelse; i ethvert Tilfælde
er det godtgjort, at de omhandlede Be-
gravelsespladser have tilhørt Menigheden
som saadan, have udgjo, t en Del af Kirke-
godset og eie bievne bestyrede af de
kirkelige Myndigheder, det vil sige:
Presbyterne.
En umiddelbar Følge af denne deres
specifisk kiistelige Karakter er den, at
kun saadanne bleve begravede i dem, der
vare Medlemmer af Menigheden, altsaa
ikke Hæretikere*). Disse havde derfor
deres egne Begravelsespladser, af hvilke
man endnu finder nogle i Rom og Øster-
*) Sekterere.
land. I de kirkelige Katakomber finder
man derimod ikke Spor til, at de ere bievne
benyttede af Hæretikere.
Naar nu Menigheden udelukkede fra sin
Kirkegaard dem, der ikke hørte til Kirke-
samfundet, kunde den paa den anden Side
heller ikke optage dem. der endnu ikke
vare indlemmede i Menigheden, det vil
sige de udøbte. Derfor finder man heller
ingen Katechumener o: ældre, som for-
beredtes til Daaben, anførte mellem de
c. 13,000 Indskrifter, der ere fremdragne
af de romerske Katakomber. Da nu en
stor Mængde af Gravskrifterne, deriblandt
nogle af de ældste, nævne Børn. der kun
have levet nogle faa Maaneder, Uger eller
Dage, følger deraf-med Nødvendighed, at
Barnedaaben den Gang maa have været
indført i Menigheden.
Denne almindelige Slutning bekræftes
ved selve Gravskrifternes Ordlyd. Enhver,
der er fortrolig med kristelige Gravskrifter,
véd jo, at Formlen IN PACE (i Fred) er
det egentlige Kendemærke paa et kriste-
ligt Gravmæle og betegner, at den, til
hvis Navn den blev føjet. betragtedes som
hørende til Menigheden. Disse Ord findes
nu hyppigt paa B ørnegrave, og deraf ere
vi berettigede til at slutte, at de, som ere
begravede der, regnedes for Medlemmer
af Menigheden, altsaa vare døbte. Under-
tiden er Formlen »in pace« ogsaa paa
Børnegravmælerne udvidet, saa at der staar:
vixit in pace (levede i Fred), ivit in pace
(gik bort i Fred), in pace qvisce (hvil i
Fred), in pace domini dormias (sov i Herrens
Fred), depositus in pace (nedlagt i Fred)
o. d. 1.
Det er indlysende, at disse og lignende
Formler ikke finde nogen Anvendelse paa
Ikke-Kristne, paa udøbte.
Endelig er der Indskrifter paa Børne-
grave, der udtrykkelig omtale, at de døde
vare døbte. I en meget gammel romersk
Indskrift hedder det saaledes om et Barn:
ivit de saeculo ut fidelis (gik ud af Verden
som troende o: som Medlem af de troendes
Samfund). Men en af de mest oplysende
Indskrifter i saa Henseende er en, der
findes paa et Barneepitaphium, der nu op-
bevares i Paris, og som lyder saaledes:
Florentinae infanti dulcissimae atqve inno-
centissimae .... qvae pagana nata . . . .
mensi octavo decimo et vicesima secunda
die fidelis facta est (Over Florentine, den
sødeste og uskyldigste Pige.........der,
født som Hedning, . : . . i sit 1 ivs attende
Maaned og toogtyvende Dag blev gjort til
en troende o: til Medlem af de troendes
Samfund.
Som Bevissteder kunne ogsaa nævnes
de Gravskrifter, der nævne Børn med
kristelige Navne som Redemptus (Genløst),
Renatus (Genfødt) o. d. 1.