Færøsk Kirketidende - 01.01.1902, Blaðsíða 4

savnes, dens Toner er stærke som Fosse-
vældets Brusen, men ogsaa vemodsfulde
som Aftenvindens Susen mellem Skovens
Stammer. Er der noget instrument, som
kan kalde Taaren frem i Menneskets Øje,
da er det den, alvorsfuld og blød, mægtig
og dragende. Den Salmernes Mester,
som ved at slaa disse Toner an, det er
Hans Adolf B r o r s o n. Fra den stille
Præstegaard i Sønderjydens Tand som fra
Stiftsbyens Bispegaard — altid den samme
Tone, snart brusende stærk, hvor den for-
kynder Herren Zebaots Frelse, snart dæm-
pet, klagende, fordi den ved at fortælle
om de mange, som ikke aunammede Frel-
sen. Dette klinger overalt igennem ogsaa
i hans Julesang. Ingen tolker som han
de fromme Fædres Længsel efter ham,
som Abraham var lovet, ingen har dybere
Toner til at fortælle om Skyggen, som
veg bort, om Tæppet, som reves sønder.
Men for Brorson er Frelseren ikke saa
meget Kongen og Helten, nej, han er
Dalenes yndigste Rose; og da er det
hans dybe Smerte at vide, at de for-
hærdede Tidselgemytter ikke vil give
hans Rose Rum. Denne Vemod gaar
som et dybt Aar.dedrag igennen alle
hans Julesalmer: Vor Jesus kan ej noget
Herberg finde, klager han i een, og i en
anden hedder det, at man ham intet andet
bød end Stald og Krybbe, Kors og Død.
Naar derfor hans Hjerte vanker i Jesu
Føderum, saa maa vel han, der er vant
til at undres paa det mindste Græs i
»Skove og i Dale, end mere undres paa,
at Himlens Fryd og Ære, det levende
Guds Ord, skal saa foragtet være paa
denne onde Jord. Brorson er Korsets
Sanger fremfor nogen dansk Skjald, han
var en vaabenvant Svend 'paa Sorgernes
Slagmark, men han var ogsaa en øvet
Mester i den Kunst ved Jesu Tro at vende
Sorg til Glæde. Der gaar en Smertens
Tone igennem al hans Salmesang, men
den giver ingen Mislyd, thi førend Tonen
blev født, vat Mislyden overvunden og
opløst i Harmoni. Og hvor skulde den
opløses fuldere end i Julens Budskab, det
hvori hans Tanker samles som i en Hoved-
sum. Han kender Vejen og kan vise den
til andre: Gak, sorrigfulde Sind, gak med
i Stalden ind! Ja, i den stærkest brusende
af alle hans Julekvad kendes denne Tone
ren og kraftig, den tager tilsidst ligesom
Magten fra alt det andet: Naar Hjertet
sidder mest beklemt, da bliver Glædens
Harpe stemt, at den kan bedre klinge;
og knuste Hjerter føler bedst, at denne
store Frydefest har Lægedom at bringe.
Der er sagtens ingen Julesang, vort
Kirkefolk hellere synger en Grundtvigs,
og Ære være Grundtvig og hans Sang:
for stærke, glade, bekendende Hjerter
findes vel ogsaa der de fuldeste Toner,
der kan udvide Brystet og skaffe Luft i
Lungerne. Men jeg kan ikke værge mig
mod den Tanke, at for dem, »der syge
og sorrigfulde ere«, svage, lidende, be-
drøvede, maaske tvivlende Stakler, klinger
Sangen her for højt, Lydbølgerne blive
for fine for det Øre, der blev døvt for
andet end de plumpe Toner. Men det
Øre, der ikke faar fat i Violinens Lyd,
er dog maaske iStand til at fange Violon-
cellens. Brorsons Tone er stærkere, hvor
den maler Synd og Ulydighed, dybere,
hvor den trænger sig frem fra det be-
klemte Bryst — den trænger vor syge,
trætte, tunge Slægt maaske til fremfor
nogen anden Julesang.
Men Harpen! I.ad os ikke glemme
Flarpen, denne underfulde Toneskaber,
blød som Skovduens Kurren, vældig til at
løfte som Havørnens Vingefang, dump
som 'Gny af Vaabenleg. Dæmpet og
blid er Harpens Tone, høres dog som en
sagte Susen over den hele Toneleg. Den,
der slog Harpen i vort Salmekor, det er
Gubben med lange, hvide Lokker, han,
hvis Tone stemtes ved Sorøsøens stille
Vover og hørtes saa vide om Lande.
Ikke mindste Lyd af Smerte klinger fra
Ingemanns »Strenge, ingen Tankeflugt
hæver os over alle Himle, dansk i Sind
og jævn af Tunge nynner han om Smaa-
barnet, der danser paa Moders Skød, og
om den fattige Spurv paa Tag, der bydes
med Duen til Julegilde, fromt og barnligt
favner han hver Barnesjæl paa Jord og
lover os Englevinger. Men han, der saa
Lysets Engel gaa med Glans gennem
Himmelporte, har ogsaa sine Storsyner:
Han løfter Fligen for os, saa vi se Guds
Engle flyve med Paradisgrønt, hvor de
se, hvad for Gud er skønt — thi evig er
Englenes »Sang, men lønligt iblandt os de
gaa. Ære være ogsaa han, den gamle
Skjald, til Hælvten Barde, til Hælvten
Salmist, Morgenrødens og Aftenfredens
Sanger, at han slog Julens Harpe for os
og lærte os, at hvert Barn, som sig glæ-
der fromt og kønt, skal aldrig den Glæde
miste!
»Færøsk Kirketidende« udkommer en
Gang om Maaneden og koster paa Fær-
øerne i Krone aarlig, i Danmark i Kr. 50 0.
Udgivet paa Boghandler H. N. Jacobsens Forlag. — Trykt i „Færo Amtstidende“s Bogtrykkeri.