Færøsk Kirketidende - 01.10.1902, Blaðsíða 3

3
Resten blev fortæret sammesteds paa Hjem-
vejen om Aftenen. Helt nede fra Træ-
lund og Tjørring kom der ikke sjælden
Folk. De havde 7 Mil hen og 7 Mil til-
bage. Ja, der var Mænd fra Snejbjerg, g
Mil fra Pastor Kampmanns Pastorat, oven
i Købet gamle Mænd, som søgte til hans
Gudstjenester. Men for dem tog Turen
da ogsaa et Par Dage.
Præsten i Bording blev efterhaanden
mildere stemt. Han havde fra Begyndelsen
staaet ganske uden Forstaaelse af det ny-
vakte Liv. Men da han, alt som Tiden
gik, lærte de hellige bedre at kende og
ikke kunde være blind for, at de virkelig
i deres Liv bar Omvendelsens værdige
Frugter, fik han baade Respekt og Sym-
pati for dem. En Gang, da en af de hel-
lige fra Sinding var kommen ned til Hest-
lund for at holde Møde, indbød de vakte
Præsten til at overvære dette, og Præsten
lovede at komme. Mødet skulde afholdes
i Kroen, og her samledes da saa mange,
som kunde bænkes om det lange Bord i
Krostuen. Hæderspladsen for Bordenden
blev holdt ledig til Præsten. Da denne
kom, bad man ham læse en Prædiken af
Luthers Huspostille. »Men vi pleje at bede
en kort Bøn og et Fadervor, inden vi læ-
ser Prædikenen«, føjedes der til. »Det
kan jeg ikke gøre uden Forberedelse«, sva-
rede Præsten, og bad om, at en anden,
som var vant dertil, vilde gøre det. Før
han indtog sin Plads, blev han staaende
en lille Stund og saa sig om i Stuen, der
var fuld af Mennesker, og med en Mine,
Anders Stubkjær aldrig kunde glemme,
satte han sig omsider med de Ord: »Saa
tillader jeg mig da at sætte mig som en
Synder blandt de hellige*. — Siden hen,
da de opvakte sendte Bud til den samme
Præst og bad, om de nok maatte faa 1 ,ov
at komme til Alters 3 Gange om Aaret
— ellers blev der kun holdt Altergang 2
Gange — svarede han deres Udsending —
det var for øvrigt netop Anders Stubkjær
—: »Jeg vil ikke nægte jer det; men jeg
vil sige, det gaar over min Forstand, at I
tror, I kan blive værdige tre Gange; jeg
har min Nød med at blive det een Gang
om Aaret«.
Under alt dette havde Anders Stub-
kjær selv dog kun med halvt Hjerte været
med i Bevægelsen. Det kneb stadig for
ham at tage paa sig den Verdens Spot,
som navnlig i de Dage i saa rigt Maal
blev de hellige til Del. Han vilde nok
tjene Herren, men helst saaledes, at ingen
mærkede det. Saaledes havde han det,
da han blev indkaldt til Soldatertjenesten.
Raaheden mellem Kammeraterne paa Ka-
sernen frastødte ham naturligvis, og han
forsøgte ogsaa at vidne for dem; men det
havde ingen ret Art med hans Vidnesbyrd;
han følte jo godt selv, at det ikke stod til
med ham, som det skulde. Ufreden i hans
Hjerte drev ham en Dag op til Pastor
Blædeh Det var et I.yspunkt; men Lyset
fik dog endnu ikke Lov til at faa Bugt
med Mørket. Hvor meget Barn han end-
nu den Gang var i visse Henseender, kan
skønnes af, hvad han fortæller om den
Glæde, han følte, hver Gang han saa en
Præst i Ornat gaa forbi, hvor han havde
Vagt. »Jeg vilde gerne have givet dem
Penge for at gaa langsomt«, siger han,
»saa jeg længe kunde have set dem. Der
var ingen Officer eller Underofficer, som
jeg saa gerne vilde gøre Honnør for«.
Skønt denne Ærbødighed for 'den gejstlige
Stand naturligvis undergik Forandringen hos
ham i Aarenes Løb, navnlig ogsaa under
Indtrykket af, at mange Præster stillede
sig saa sært afvisende, ja med bittert
Fjendskab mod det nye Liv, vedblev An-
ders Stubkjær alle sine Dage at nære en
dyb Respekt for det kirkelige Embede,
hvilket ogsaa i mange Henseender præ-
gede hans senere I ivsgerning til Gavn for
Menighedslivets Sundhed.
Efter at være kommen hjem fra Mili-
tærtjenesten, levede han en Tid meget med
sig selv. Det nye Testamente og Luthers
lille Katekismus var hans stadjge Ledsa-
gere. Ude I sin Faders Tærskelo i dens
sydøstlige Hjørne havde han sin Helligdom.
Han var stærk og kunde tærske meget i
en Fart, og jo mere han skyndte sig, des
længere Tid kunde han jo faa til at læse
og bede. Der ude lærte han at se sin
Synd og Guds underlig store Naade i den
korsfæstede Frelser, og han forstod som
aldrig før det Ord i Pavli første Korinther-
brev: »Dersom nogen ikke elsker den Herre
Jesus Kristus, han være en Forbandelse«.
Nu lærte han ogsaa dybere at kende Tran-
gen til at vidne for Mennesker og Modet
til at tage Verdens Spot paa sig. »Jeg
kunde ikke godt mødes med et Menneske«,
siger han, »uden at faa Lejlighed til at faa
en Samtale med ham om den Uret, det
var, ikke at tro paa Jesus og ikke at elske
ham. Naar der kom en fremmed, og han
sagde Farvel og gik ud af Gaarden, gik
jeg ud af Køkkendøren, for jeg vilde følge
ham lidt paa Vej. Jeg havde nemlig af
egen Erfaring lært, at det har en ganske
anderledes Indflydelse, naar man taler med
et Menneske under fire Øjne. Saa søgte
jeg at indlede en Samtale om Vind og
Vejr og om, hvor nødvendigt det var at
vide, hvor Vejen gik til det Maal, han
havde sat sig, Det var Indledningen, og
saa var der Anledning til at tale om de
to Veje med de to høje Maal.« Alligevel
var hans Frimodighed ikke større, end at,
da han første Gang skulde bede for ved
en af de troendes Sammenkomster, var