Editiones Arnamagnæanæ. Series A - 01.06.1938, Side 71

HUNGRVAKA
69
huQrt 873). I C3 skrives ofte hv med ur-tegn over, hvilket maa læses
hvur. C1 skriver huer 948, vistnok det eneste eksempel paa e i dette ord.
I akk. plur. mask. af nQkkurr har haandskrifterne en tostavelses-
form (nockra) 728. B2 skriver nðckra 728, nðckud 7411.
Gen. sing. fem. af annarr kan i C3 hedde annarrar (1086), gen. plur.
annarra (887). I C2 skrives disse former anrar (2 eks.) og ahra (6 eks.).
Ellers er annarar, annara de almindelige former.
I nom. sing. mask. og fem. samt neutr. plur. gennemfores i udgaven
formen engi. B C2 og D har overalt einginn, C1 dels eingenn (848 891
9114 10910), dels einge (841 9712 1157). C3 har regelmæssigt einge (kun
841 891 einginrí). Akk. sing. mask. hedder i C2 aungann (uden v) 108°.
Dat. sing. neutr. skrives i alle aunguo, onguo eller Qngvu 1132.
Verber.
1. pers. sing. konj. har i haandskrifterne endelsen -e i de former,
som her normaliseres greina 7910, geta 114°. C1 skriver hietu (3. pers.
plur. præt. konj.) 793.
Hvor udgaven har ek pykkjumk 741213, skriver B1 pykiunst, B2 pikiunst,
C1 pykest, C2 pyckist, C3 pikest.
Præteritum af henda, benda, endask (7712 9111 1022) skrives i alle
henti, benti, entist eller hendte, bendte, endtist. Verbet virða har i præt.
ind. og præt. part. rt(t) eller rdt (virdt-, vyrtt- m. m) 8310 10911 1122,
dog har C2 vyrdu det sidstnævnte sted.
Verbet sœkja skrives i præt. ind. med kt (sockt-, sokt-, söct- o. lign.)
768 866 878 1123>12, saaledes ogsaa i præt. part. 1097, undtagen i C3,
som har adsöttur. I præt. af pykkja skrives derimod tt.
I præt. af ráða 8616 har kun C1 ried, de andre riedi. Præt. af vega
10011 skrives i C3 vog (i de andre uden g).
Formen em findes kun i B1 7410, de andre har er. 896 har alle haand-
skrifter er.
I 1. pers. sing. af hafa gennemfores hefi. Formen findes 5 gange i
fortalen: 726 forste gang og 737 skriver alle hefi (eller hefe, heffe);
74’ alle hef (eller heff), undtagen C2 hefi; 726 anden gang hefe B1-2, hefi
C2, heff C1, hef C3, 72° Hef B1- 2 C3, hefe C1, hefi C2. — I tredje person
normaliseres hefir, men her er hefr, hefur eller heffur haandskrifternes
regelmæssige form; hefer er kun optegnet fra C3 736 og fra C1 i va-
rianten 736.
I præs. plur. 3. pers. indsættes 7311 og 746 de gamle former megu
og vitu; haandskrifterne har meiga og vita. Men 11217 skriver C3 megu,
de andre mega eller meiga.
C2 skriver gerne ck i verbet pykkja, inf. pyckia, præs. sg. 3. pers.
pycker. De andre haandskrifter har her enkelt k, hvilket ogsaa er det
almindelige i senere islandsk.
Kun D gennemforer kosinn som participium af kjósa. BC har kiorinn
(ogsaa skr. kið-, kÍQ- m. m.) 841 9311 957 9914 lll11, kosinn 11213’10. Præt.