Grønlandsposten - 16.07.1942, Blaðsíða 4

100
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 9
Udsigterne for Torskefiskeriet
1942.
Langs Sydvestgrønlands Kyst, ved Kolonier,
Udsteder og Fiskeripladser er det for den grøn-
landske Befolkning saa vigtige Torskefiskeri nu i
fuld Gang. Fiskeriet tegner saa godt som nogen
Sinde før, og da det nu er lykkedes at sikre de
nødvendige Salttilførsler, kan vi komme til at
opleve et Rekordaar for det grønlandske Fiskeri.
Paa Grundlag af de ved Centralkontoret
modtagne Indberetninger, er der i nedennævnte
Distrikter indtil den 30. Juni indhandlet næsten
2 Millioner Kilo Fisk, nemlig i:
Julianehaab Distrikt 501.698 kg
Frederikshaab
Godthaab
Sukkertoppen
Holsteinsborg
151.481 »
344.075 »
523.049 »
471.283 »
Ialt: 1.991.586 kg
Fra Nordgrønland meddeles, at Indhandlin-
gen af Torsk ikke er paabegyndt, idet Fisken
endnu ikke har vist sig der i tilstrækkeligt store
Mængder. Men da det nordgrønlandske Fiskeri
normalt først paabegyndes omkring den 10. Juli,
skal det nok vise sig, at ogsaa denne Landsdel
vil faa sin gode Part af Aarets Fiskerigdom.
A. Malmquist.
Pigesorger og -glæder.
»Øst er øst og vest er vest, — og de vil al-
drig mødes!«
Disse ord af Kipling, synes jeg, man stadig
kommer tilbage til, selv om man har levet 10
eller 20 aar i Grønland — blandt grønlændere.
Man slaar sig paa panden og si’r — det er haab-
løst, man lærer aldrig at forstaa disse menne-
sker! Man føler sig tilsidst hjælpeløs!
Hvorfor? Fordi vi har vænnet os til altid
at have en kivfak omkring os for at gøre os livet
behageligt. I løbet af et aar er vi alle blevet en
slags luksusmennesker, der skyr alt legemligt ar-
bejde, hvis ikke vi gaar til den modsatte yder-
lighed og faar rengørings- og ordensvanvid —
og ødelægger tilværelsen for os selv og alle an-
dre. — Saa hellere gro fast i et sofahjørne med
et strikketøj og overlade hus og hjem og børn
til de grønlandske kivfakker, der iøvrigt er ver-
dens bedste og taalmodigste barnepiger.
Vi regner alle med, at det er vores ret at
leve sorgløst og bekvemt i Grønland, men over-
lader man alt til kivfakkerne, hvad alt for man-
ge danske damer er tilbøjelige til, selv de gan-
ske unge, da maa man naturligvis lukke øjnene
for mangt og meget. Jeg synes, vi skulde star-
te en »husmoderforening« af gæve, stærke kvin-
der, der ikke var bange for at feje gulv — og
tage en haand med i opvasken! Grønlænderne
har den meget forkerte mening — at det er en
skam, naar de danske damer rører sig i huset
ved almindelig husligt arbejde. — Dertil har
man jo kivfakkerne! Og man lader sig saa dej-
ligt lulle i søvn af dem og trykker paa knappen
i tide og utide — og biir selv mere og mere u-
tilfreds og fordringsfuld — og har til sidst me-
get svært ved at »falde til«, naar man engang
kommer hjem paa ferie — og faar en lille to-
værelseslejlighed og maa gøre alt sit arbejde
selv. Saa kniber det for de fleste af os — og vi
glemmer først alle ubehageligheder og bliver os
selv igen, naar vi igen har en grønlandsk kiv-
fak, som vi har haand- og halsret over! — Men
vi maa jo ikke glemme, at kivfakkerne ogsaa
er mennesker, der kan køre træt, trods alt.
Der kommer meget let misforstaaelser paa
grund af sproget, som ingen dansk dame lærer
sig rigtigt. — Saa er det maaske lettere at blive
væk, for man kan jo dog ikke forklare sig for
hinanden. Hjemme hos forældrene har man ik-
ke lært ordet pligt, — det findes end ikke i det
grønlandske sprog. Man er kun vant til at bli-
ve beundret og kælet for og gøre akkurat det,
man i øjeblikket har lyst til. Jeg tror ærlig talt ik-
ke, der er noget at gøre ved det, — vi maa prø-
ve paa at lave om paa os selv først, gaa forrest
i arbejdet, — altid være behersket og rolig —
og kunne tage en knust vase med et smil.
Jeg ved, der er mange, mange ærgrelser for
den danske husmoder, der kommer til Grønland
— landet sløver os alle — mere eller mindre,
og det er slet ikke let at være det gode eksem-
pel — altid. Men det er foreløbigt det eneste,
vi kan øve os i, tror jeg. — Og saa maaske reg-
ne med, at kivfakker ogsaa har ret til en smule