Grønlandsposten - 16.07.1942, Blaðsíða 10
106
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 9
vendte han tilbage til Island, men kun for at
lede et stort koloniseringstogt.^Med 25 skibe, ca.
600 mennesker, med heste og kvæg, vaaben og
alle slags redskaber, drog han ud fra Island og
tog til Vestgrønland, og i Eriksljord, i det frugt-
bareste strøg i landet, byggede han sin gaard
Brattahlid, som man har fundet og udgravet.
Det rygtedes snart i Island, at forholdene i
den nye koloni var gode, og stadig strømmede
nye kolonister til. Ialt skal der have været 280
gaarde og 3000 mennesker paa Grønland.
Men nye store fremstød blev foretaget. Eriks
søn Leif fandt Vinland. Slaaet ud af kurs paa
en rejse fra Norge, drev han længe om og kom
til ukendte lande »med selvsaaede hvedemarker
og vintræer, ligesom ogsaa de træer, som kald-
tes valbirk; og de tog prøver af alt dette, heri-
blandt nogle træstammer saa store, at de an-
vendtes til huse.« Med disse faa og jævne ord
i Erik den Rødes saga konstaterede man Ame-
rikas opdagelse.
Vinland blev fundet, og Leif vendte hjem
til Grønland i aar 1000. Han opfyldte da et
løfte, han havde givet den norske konge Olaf
Tryggvason, idet han indførte kristendommen,
som man antager har sejret i løbet af kort tid.
I 1162 kom den første biskop over Grønland,
bisp Arnold, til landet.
I aarene 1003—06 drog Torfin Karlsevne, en
islænding, der skal stamme i lige linie fra Reg-
nar Lodbrog, ud med en ekspedition paa tre
skibe for at kolonisere Vinland. Han kom i
land sandsynligvis ved St. Lawrenceflodens mun-
ding og blev der vinteren over. Om sommeren
traf man for første gang eskimoerne. Mødet for-
løb den gang fredeligt, men næste foraar mødtes
de atter, og da gik det galt. Nordboerne var
kommet saa langt med skrællingerne, at de en
dag stod og handlede med dem, da Karlsevnes
tyr pludselig brød frem fra skoven og skræmte
skrællingerne, saa de flygtede. Tre uger senere
kom de igen, men for at kæmpe. Nordboerne
slog dem paa flugt, men Karlsevne og hans folk
forstod, at fra nu af vilde der blive kamp mel-
lem dem og skrællingerne, og derfor drog de
bort. — Saaledes blev en tyr skyld i, at Colum-
bus fik æren for at have opdaget Amerika.
Nordboerne boede væsentlig i sydlandet,
hvor man overalt træffer ruiner af deres gaarde,
men de drog vidt omkring paa fangstrejser, og
højt mod nord har man fundet deres spor. Mest
rørende er fundet fra øen Inugsuk oppe ved
Upernavik. Dybt i en eskimoisk køkkenmød-
ding fandt man en lille trædukke, kun 5 cm
lang, udskaaret i sædvanlig eskimoisk stil, men
forestillende en nordbo i den middelalderlige
dragt, som kendes fra andre fund. I del fjor-
tende aarhundrede har en eskimo ved Inugsuk
altsaa set en nordbo og skaaret en dukke i den-
nes skikkelse til sin lille pige.
Nordbokolonierne gav sig 1361 ind under
den norske konge, som lovede at sørge for be-
sejlingen, der imidlertid ophørte lidt efter lidt,
fordi den var for risikabel i forhold til fortje-
nesten. Med den afbrudte Forbindelse var nord-
boerne dømt til undergang.
I samme tidsrum trænger eskimoerne, vel-
sagtens paa grund af daarlige fangstforhold, syd-
paa. Det kommer til kampe, og legemligt svæk-
kede, som nordboerne er af den daarlige ernæ-
ring, maa de vige gaard for gaard. Medvirken-
de til deres undergang var sikkert ogsaa deres
foragt for skrællingerne: de vilde intet lære af
dem, ikke optage deres fangstmetoder, og var for
racestolte til at blande sig med dem. Omkring
1500 maa nordboerne i Grønland antages for at
være udryddet.
Ca. 1500 blev en islænding, Jon Grønlænder,
med et skib fra Hamborg, forslaaet til Grønland,
og paa en lille ø i en dyb fjord »fandt vi en
død mand, som laa næsegrus paa jorden. Han
havde paa hovedet en hætte, vel syet, og ellers
klæder baade af vadmel og sælskind. Hos ham
laa eri tollekniv bøjet og meget slidt og fortæret,
den kniv tog vi med som erindringstegn.« Det-
te er billedet af den sidste nordbo i Grønland:
død med en næsten opslidt jernkniv i haanden.
Det 15. og 16. aarhundrede er Grønlands
mørke tid, kun sjældent kom fangstskibe paa de
kanter, men under Christian den IV sendtes en
ekspedition af sted, og i 1603 blev Grønland ta-
get i besiddelse i den danske konges navn.
Skuffelser svækkede imidlertid interessen, og
initiativet gled over til hollænderne. Først med
Hans Egede, der 3. Juli 1721 gik i land i Godt-
haab-egnen, blev landet fast knyttet til den dansk-
norske krone. I 1774 overtog staten ogsaa han-
delen, der i en aarrække havde været paa priva-