Grønlandsposten - 16.07.1942, Blaðsíða 9

Nr. 9
GRØNLANDSPOSTEN
105
Fjerne Grønland.
Fjerne Grønland! Øg dog — maaske nær-
mere nu end før, skriver »Berlingske Aftenavis«
den 26. november 1941 i en anmeldelse af Ther-
kel Mathiassens bog: »Grønland gennem Tusind
Aar«.
Uden forbindelse, uden direkte efterretnin-
ger, kun med andenhaandsmeddelelser ser Dan-
mark sin store, arktiske koloni alene staa denne
tunge tid igennem — heller ikke der, højt mod
nord, forblev man uberørt af opgørets dønninger.
Men adskillelsen, prøvelserne har ikke svækket
interessen herhjemme, tværtimod er kærligheden
til Grønland vokset. En af dem, der som alle,
der har været deroppe, blev en elsker af landet,
museumsinspektør, dr. phil. Therkel Mathiassen,
har taget sig for at besvare spørgsmaalet, om
Grønland for os hernede er andet end en fjern,
øde koloni uden videre tiltrækning? Han, en
af de fineste kendere af eskimo-arkæologi, en af
Knud Rasmussens rejsekammerater, gør det i
en bog »Grønland gennem Tusind Aar«. Paa
faa sider fortælles meget om Grønland, om de
folk, der har fristet et haardt liv paa dets barske,
stormfulde kyster, og om de mænd, som har
kæmpet mod kulde og sult i videnskabens tje-
neste, for Danmarks navn.
Therkel Mathiassen indleder sin bog med
at beskrive landet, jordens største ø, ca. 60 gange
saa stor som Danmark, men dækket af is, saa
»kun« et areal saa stort som Norge er isfrit.
Det ligger paa den vestlige halvkugle, saa nær
Amerika, at man oppe nord for Thule kan se
de amerikanske klippetoppe paa Ellesmere Land
ovre paa den anden side af Smidt Sund. Han
fortæller kort om geologiske, topografiske og
meteorologiske forhold, om det rige dyreliv og
øm det fattige, men dog om sommeren saa far-
veprægtige planteliv: »I dalene knæhøje pilebu-
ske, dværgbirk, mosebølle, revling og andre lyng-
agtige planter, i sumpede strøg star, siv og kær-
uld, og saa en mængde blomster ofte med smuk-
ke, klare farver — den røde gederams, »Grøn-
lands rose«, blaa klokker og ensian, gule, hvide
øg røde stenbræk; en lun sydskraaning kan om
sommeren udvise en farvepragt, som man ikke
skulde tro mulig under disse breddegrader.
Øg dog ligger Kap Farvel, som Grønlands
sydspids i 1586 døbtes af den engelske søfarer
John Davis, paa samme breddegrad som Oslo,
men til gengæld rager nordspidsen jo et godt
stykke op mod nordpolen.
I Are Frodes islændingebog, en af de ældste
boglige kilder om Grønland, staar, at da de første
nordboer kom til Grønland fra Island i 982 »fandt
de der menneskers bopladser baade øst og vest
i landet, og rester af baade og stenredskaber,
saaledes at man deraf kan skønne, at der havde
den slags folk faret, som Vinland haver bygget,
og som grønlænderne (d. v. s. nordboerne) kalder
skrællinger.« Eskimoerne er altsaa Grønlands
første beboere, og forfatteren mener af arkæolo-
giske fund at kunne fastslaa, at indvandringen
er foregaaet ca. hundrede aar forinden, omkring
den tid, da Gorm den gamle levede i Danmark.
De kommer oppe fra egnene omkring Berings-
strædet, og paa den vidunderligste maade har de
tilpasset sig de arktiske egne. En række straa-
lende opfindelser har gjort det muligt for dem
at skabe sig et taaleligt liv under disse kummer-
lige betingelser: snehuset, skindteltet, spæklampen,
konebaaden, kajakken, hundeslæden og fangst-
redskaberne, glimrende haandværk, skabt med
ringe midler af karrigt materiale. Én forunder-
lig ekspansionstrang har der været i dette lille,
haardføre folk, man regner med, at det kun tæl-
ler 45.000 individer, det har bredt sig over enor-
me landstrækninger — det er vandret fra øst-
siden af Sibirien til Østgrønlands kyst. Og de-
res udvikling har fulgt naturforholdene, grøn-
lænderne har for eks. erhvervet sig en fuldkom-
men kajakteknik, mens polareskimoerne i Thule-
distriktet er blevet verdens fineste hundekuske.
— Der var gæring og brydning i de nordiske
folk i det 9. og 10. aarhundrede. I hærgende
vikingetog drog de paa langfart. Disse sørøver-
togter tog imidlertid snart form af storstilede
koloniseringsekspeditioner, og som udløber der-
af blev Island og Grønland bebygget.
Erik den Røde hed grundlæggeren af nord-
bokolonierne i Grønland. Han var flygtet fra
Norge til Island, men blev i 982 dømt fredløs
i tre aar og drog da ud for at søge det land,
nordmanden Gunbjørn havde set aar forinden fra
sit skib. Dybt inde i en tjord, som han kaldte
Eriksfjord, nord for Julianehaab, fandt han et
sted, han syntes om. Da de tre aar var gaaet.