Grønlandsposten - 01.11.1942, Blaðsíða 5

Nr. 16
GRØNLANDSPOSTEN
185
Jeg har laant den af montør Johansen, UmanaK,
og jeg haaber, han forstaar mig og tilgiver, at
jeg har taget følgende digte derfra, idet jeg sy-
nes, de er særlig karakteristiske for tiden og fø-
lelserne i Danmark, og jeg vilde tro, at »Grøn-
landsposlen«s læsere ogsaa vil finde interesse og
glæde i at læse dem.
Af et større digt af Kaj Munk: »Mit Folk,
mit Folk, forstaar du?« (Januar 1940, altsaa lige
før invasionen) tager jeg kun følgende:
»Saa er det altsaa Danmark, ogsaa dette.
Der er et Danmark til, som ikke smægter:
»Se, jeg er mig, og jeg er Fred, kun Fred« —
der kalder dem af sine Børn de rette,
der stammende fra Daadens strenge Slægter
tør Folkets Ungdom huske og staa ved.
Saa siger Danmark: »Digt mig ej en Færden,
som var jeg ej en Del af Verden;
I ved jo dog, at stormer det og iser,
da er jo jeg som alle andre stedt.
Saa vær da, Børn, beredt, naar Vintren viser
sin Vredes Ansigt! vær beredt, beredt!
»Der er en Tid til Leg og en til Handling.
Blæs, Storm, os ind i Sjælen uden Ynken,
at det er Daadens Tid, vi for os skuer.
Vi er jo ikke Høns og svage Duer,
prisgivet Skæbnens Smil og Panderynken.
Ruil dine Trusler mod os, mørke Hav.
I Rendestenen skal enhver faa sin Grav,
der dør af Frygt. Men alle Gyngesiv,
der vugger sig paa Lænestolens Gænger,
skal vælge nu imellem Død og Liv.
Der er ej Raad til noget tredie længer
»Ja, pisk os med dit hvide Raseri
Kong Januar, skumlæbede Diktator.
Lad Dødens Løgne fyge dig fra Tungen. —
Hvæs os din Frostens Aande ned i Lungen,
stamp Jorden til med Skorpe for at knuge
vor Mad i Mulde sønder og at faa
vor Fod til Fald. At aande Kulde, suge
paa Labben, træne Foden i at staa
er Dansken styrkende. Vi takker dig.
Et Folk til Vanefred saa dybt paa Vej
af Stormens Piskeslag vil vækkes atter,
dets Eftergivenhed omskabe sig
i Frostens Greb til stolt, selvtugtig Haardhu,
det danske Smil vil hærde sig til Latter,
sund rolig Latter mod al Trusels Vrede,
fordi — i Skæbnestunden var vi rede
i Sind og Skind.
Mit Folk, mit Folk, forstaar du?«
Ja, det danske, folk forstod — bagefter!
— De følgende fire digte er medtaget i deres
helhed: om sproget, landet, flaget og kongen.
Kai Hoffmann: DANSK. (26/5 1940).
»Det hændte i en fremmed Havn,
vi saa et Skib, hvis Agterspejl
bar Danmarks Navn.
Det hændte i et fremmed Tog,
vort Øre fangede med ét
det danske Sprog.
Det var et saadant Øjeblik,
at mange af os først forstod,
med dugget Blik.
Forstod, at intet udenlandsk
i al dets Glans stod Maal med det,
at han var dansk.
Det Skib med alt, der var ombord,
fra Mastetop til Lasterum,
var Hjemmets Jord.
De Ord, de Stemmers Melodi
var i et Glimt hans eget Folk,
der drog forbi.
Det hændte, vi paa fjernest Strand
fandt i os selv, fandt dybt bag alt
den danske Mand.
Det Land, hvor vi var Børn engang*
dets Sommerdag, dets tusind Aar,
imod os sang........«
Poul Sørensen: M C M X L.
»MIT FÆDRELAND var Europa.
(Et Land, som fostrede Goethe,
Spinoza, Milton, Cervantes).
Men Borgerkrigen har sprængt det.
Og i sin Søgen om Grobund
fandt Hjertet hjem til sit Udspring.