Grønlandsposten - 16.05.1943, Blaðsíða 2

110
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 10
Jeg mindes en pinse
derinde — i straalende
sol og varme og med
nysudsprungne birke-
træer. Vi badede og tog
solbad — og følte os som
i paradisets have — gan-
ske ugenerte og alene.
Kun et par grønlændere
var der foruden os — venner — saa det kunde
ikke være bedre! — og om aftenen tændte vi
baal, mens fuldmaanen skinnede ned til os, og
i dens sølvstribe roede vi hen til laksenettet, hver
gang, der var fangst. Vi fangede 200 dejlige, ly-
serøde laks paa de pinsedage. Alt var lutter idyl
i disse storslaaede omgivelser med sneklædte
fjelde i baggrunden, stejle, grønne skrænter langs
en stor fjeldsø — den sø, der førte os ind til
vor skov.
Men vi maatte slide haardt i det for at
komme derind. Vi skulde nemlig, ligesom paa
Erik den Rødes tid, op ad lakseelven i en flad-
bundet pram. En mand sad i baaden og søgte
at dreje den udenom de store sten i elven —
det var meget spændende og tit haardt arbejde
— paa elvens bredder gik vi andre og trak i
tove for at hjælpe baaden paa gled. — Men
det var anstrengende at gaa i det buskads, og
det gik fantastisk langsomt, mens manden i
baaden rasede over stenene og over, at der
snart blev trukket for meget til den ene side,
snart til den anden. Sommetider foretrak mænde-
ne at trække baaden over land, naar der var
mænd nok til det, men dette var ikke nær saa
spændende.
— Saa kom vi op til den dejlige blaa bjerg-
sø, der laa saa uskyldigt og fredeligt mellem
fjelde og birketræer. Men pludselig kunde der
komme kastevinde. Vi var engang 5 mand i
en ganske lille jolle, da det blæste op — bøl-
gerne slog ind over os — og vi maatte skynd-
somst søge ind til land. Det tager som regel to
til tre timers roning, før man naar frem til
skoven — saa skal man over et stykke med
kviksand, hvor der gror røde niviarsiakker —
det hele ser saa yndigt ud — men det er ikke
spor yndigt at blive hængende i det sand og
bare komme dybere og dybere ned, jo mere
man arbejder paa at komme op igen.
Engang var der stor
oversvømmelse inde ved
skoven. Rirketræerne
blev revet op med rode,
og der blev gravet en
lang kanal med birke-
træer paa begge sider,
afrevne grene og kvas.
Grenene bøjede sig mod
hinanden, og det hele saa ud som om efteraaret
i den skønneste farvepragt. Vi »sejlede op ad
aaen« i vor lille fladbundede pram og følte os
som i Farum eller i Frederiksdal, saa idyllisk
og henrivende var det—farver og frodighed til
alle sider — og i baggrunden de kæmpestore,
sneklædte ljelde — det var som et under! —
Lidt efter staar man af baaden — og er i »ur-
skoven«! Man maa tage sit ældste tøj paa, og
gummistøvler, og ikke vente noget galanteri fra
nogen side. Hver har nok i selv at mase sig
igennem det tætte buskads, falde i huller, rive
sig paa grene o. s. v. — puste og stønne — og saa
pludselig er man paa en solbeskinnet plet med
tykt, grønt mos, kæmpekvaner og store, knudrede
birketræer, der med lethed kan bære flere men-
nesker. Man smider sig i græsset og stirrer for-
tabt op i trækronerne — og synes, det er ufat-
teligt, at dette her er Grønland — og man lyt-
ter til fuglene, stemmer, der ellers kun høres
sjældent heroppe. Og hvor man ønsker, man
kunde have telt med og kunde blive berinde
en hel maaned, en hel sommer — det var næ-
sten lige saa godt som en rejse hjem til gamle
Danmark.
Men tiden gaar alt for hurtigt herinde i
skoven. Der er saa meget at se paa, og man
skal ogsaa naa at se nogle gamle nordboruiner
et stykke oppe i landet, før turen igen gaar til-
bage til den velsignede lakseelv og teltet og de
friske laks, der smager saa vidunderligt, naar
de lige kommer op af vandet.
Man faar ikke megen søvn ved lakseelven,
for garnene skal jo passes — og elven bruser
og larmer. Det lyder dejligt, men indbyder ik-
ke til søvn. Saa tager mændene bøssen paa
nakken — der er masser af vildt derinde — og
de kommer hjem med ryper og harer, gæs og
ænder. Kvinderne plukker mosebøller og ræv-
ling eller svampe, som der er en guds velsig-