Grønlandsposten - 16.05.1943, Blaðsíða 11

Nr. 10
GRØNLANDSPOSTEN
119
re har det været en stilfærdig Samtale mellem
ligestillede om den Vej, der ligger for os..........
Ingen af os mødte med Klarhed og Fasthed.
Rent i det Ydre var det vel forholdsvis faa,
som førte Ordet; men man tage ikke fejl: det
betød ikke, at nogle optraadte som Lærere og
Profeter. Langt snarere var det en Rekræftelse
paa, at man gennem det frie fælles Møde faar
nyt Lys over Tingene, lærer at se, hvad man
før oversaa, lærer at forstaa, hvad man tidligere
ringeagtede, først og fremmest lærer, at vi alle
er henvist til hinanden, at ingen er for stor, og
ingen er for ringe, fordi vi alle i lige Grad er
bundet og forpligtet overfor det Liv, som er vort
fælles Eje. . . .
Jeg skal ikke drøfte, hvorvidt der handledes
forkert eller rigtigt den Dag, da man opgav at
forsvare Landet og kapitulerede overfor Magten.
Jeg minder blot om, at sket er sket. Og efter
det, som skete, maa vor nationale Tale blive af
en anden Art. Vi gaar sagte med Dørene. Vi
er lidt bange for det alt for store Ord. Vi er
ikke mindst bange for at tale alt for stærkt om
vor absolute Vilje til at sætte Livet ind. Det er
jo godt, om vi har den. Men det er ikke Tid
til at rumstere for højlydt med den. Derfor faar
den alt for hidsige Militæragitation ogsaa i mine
Øjne et næsten komisk Skær.
I Foraaret 1940 kunde der have været holdt
Prøve paa, hvor meget det danske Folk duede.
Der veg vi udenom; maaske det var baade godt
og rigtigt. Men man maa ikke deraf lage An-
ledning til al tro, al vi „slipper for Eksamen",
som det hedder i Skole-Sproget. Saa let gaar Li-
vet ikke. Hvis De eller jeg har lidt Nederlag i
vor Tilværelse og lagt den øde, nytter det ikke,
al vi sætter os hen med Hænderne i Skødet og
trøster os med, at det jo gaar meget godt, og at
der nok en Dag bliver Solskin igen. Der er kun
een Vej at gaa: selv al bygge Tilværelsen op
igen, Stump for Stump. Livet faas nu engang
ikke til Givende.
Men som det er for et Menneske, saaledes
ogsaa for et Folk. Der skal nok komme en Dag,
hvor der holdes Prøve paa, om det danske Folk
duer. Ja, i en vis Forstand er det vel netop
Prøvens Tid nu. Det er Forvirringens Tid, hvor
vi ikke ved, om Landet er frit eller ej, hvor
ingen kan sige, hvem der egentlig er Herre i
Huset, hvor Efterretningerne selv om de nær-
meste Forhold er sparsomme og ofte forvirren-
de. Men netop i en saadan Tid spørger vi gan-
ske stilfærdigt hver for sig — og helt for egen
Regning — om vort Sind er fyldt med den li-
denskabelige Kærlighed til Retten, som ikke si-
ger Ja til at gaa paa Akkord med Uretten, om
vi har den levende Kærlighed til Friheden, som
alene kan bære gennem selv de trangeste Tider,
om vi tror paa, at der er et folkeligt Liv, som
det er værd at kæmpe for.
Og her gælder det atter: det afgørende sker
ikke paa Christiansborg eller der, hvor de store
Forhandlinger føres. Nej, Afgørelsen træffes ude
Mand og Mand imellem, for Folket bestaar
hverken af Afgørelser eller af Ministerier, men
af Mennesker. Jeg kunde i den Sammenhæng
have Lyst til at fortælle en lille Historie. En af
mine Rekendte fortalte mig, at han hver Dag
kommer ned i en almindelig københavnsk Re-
tongaard — gives der noget mere trøstesløst?
— for at hente sin Cycle. En Dag lagde han
tilfældig Mærke til en lille Forhøjning i Reto-
nen, hvor han traadte. Dag for Dag blev den
stadig lidt større, og en Morgen, da han kom,
stod der en lille Champignon, som havde brudt
sig Vej frem tværs gennem den haarde Cement.
Sligt sker kun, hvor der er Liv. Men der sker
det ogsaa.
Derfor skal Dansk Ungdomssamvirke da hel-
ler ikke bedømmes og vurderes efter, hvad det
»har udrettet«. Da vi begyndte, var der nok,
som kom og sagde til os, at nu krævede Tiden
Handling, ikke Ord. Ordene havde tabt deres
Mening. Nu skulde der gøres noget. Vanske-
ligere var det for disse kloge Folk, naar man
spurgte dem, hvad der da skulde ske. Forslage-
ne var mange og brogede, lige fra de ubesindig-
ste Handlinger til de sociale Foranstaltninger.
Nogle mente, at vi skulde afskaffe Arbejdsløshe-
den, andre at vi skulde bygge Sognegaarde, an-
dre igen at vi skulde drive Militærøvelser eller
Terrænsport. Nogle vilde, at vi skulde fremme
Sparelysten hos Ungdommen, andre at vi skulde
udforme et socialt Ungdomsprogram. Men alle
var de enige om, at der maatte komme noget ge-
valdigt ud af dette Foretagende. Var det ikke