Grønlandsposten - 16.05.1943, Blaðsíða 7

Nr. 10
GRØNLANDSPOSTEN
115
ladt, sandsynligvis fordi man har haft en særlig
udsmykket trægavl. Grunden til, at saa mange
af kirkerne er sunket sammen, er, at man har
brugt ler som »hindemiddel«; saalænge taget
holdt, kunde murene holde; men da taget faldt
ned, blev leret hurtigt fugtigt af det nedsivende
vand, og stenene »gled« ud under deres eget pres.
At Hvalsej' staar endnu skyldes anvendelse af
en slags kalk som fugning i stedet for ler. En
opmaaling af kirkerne har givet et forholdsvis
nøjagtigt hjælpemiddel til dateringen, idet der til
de to kunstperioder i middelalderen anvendes
to forskellige maaleenheder: I romansk stil (i
norden 1100—1250) den romerske fod paa 29,5
cm, og i gotisk stil (1250—1450) en carolingisk-
græsk fod paa 32,5 cm. Herefter kan tidsfæst-
ningen afgøres saa vidt, at man kan sige, om
kirken er ældre eller yngre. Til ca. 1200 og no-
get før henføres saaledes Herjolfsnes, augustiner-
klostret, Garåar (delvis) og Brattahlid (delvis),
og til tiden efter 1300 sættes Sandnes, Hvalsev,
Undir Høfda, Anavik og tilbygningerne paa Gar-
5ar og Brattahlid.
Den efterfølgende detailgennemgang af de
øvrige bygninger er uhyre interessant og til tider
ligefrem spændende. Hovedresultatet er dog det,
der giver det største perspektiv. Det viser, at
nordbokulturen i Grønland, tvunget af de klima-
tiske forhold, med langt større omtanke end paa
Island maatte variere husbyggeriet. Og endelig
voksede der ud af denne tumlen med husbyg-
ningsproblemerne to nj'skabelser: Ganghuset og
den centraliserede gaard, der, saavidt arkæolo-
gen nu kan se, inaa være udviklet i Grønland.
Langhuset med en eller et par stuer førte Erik
den Røde og hans fæller med fra Island. Men
her i landet udviklede der sig efterhaanden en
særlig type. Mens man paa Island bibeholdt
dørene nær ved gavlene paa langsiden og opdel-
te huset i rum og med tilbjgninger paa bagsi-
den, saa flyttede man paa Grønland døren hen
paa midten og lod den føre ind til en forstue,
hvorfra døre til højre og venstre førte ind hen-
holdsvis til opholdsrum og soverum, og endelig
i bagvæggen til tilbygningerne (ildhus og skyrbur
— køkken og fadebur). I denne type ser Rous-
sell forbilledet for ganghuset, d. v. s. et hus, hvor
en længere gang med døre til højre og venstre
gaar igennem hele huset: Forstuen blev ganske
simpelt forlænget bagud. Ganghuset er igen for-
udsætningen for den centraliserede gaard, hvor
gangen er nødvendig for at kunne komme rundt
til de forskellige rum, der i et antal af op til 23
ligger bag ved hinanden med direkte eller indi-
rekte forbindelse til »nerven«, husgangen. Teo-
rien om opfindelsen af ganghuset i Grønland ser
besnærende ud, og som forholdene staar nu, kan
den ikke modbevises. Fra Grønland skulde saa
ganghuset være kommet til Island. Det eneste,
man kan sætte op som et modargument, er, at
islandske boligtyper fra ældre tider dels ikke —
saavidt vides —endnu tilstrækkeligt er blevet ar-
kæologisk-arkitektonisk undersøgt, dels kan være
forsvundne ved nedrivning og ombygning gen-
nem tiderne, hvilket er stærkt sandsynligt i et
levende samfund som det islandske. Dr. Roussell
er selv klar over denne indskrænkning i sin ud-
rednings hovedresultater.
I den nærmere gennemgang af de enkelte
udhuse gaar som en rød traad paavisning af
den gennemtænkte udnyttelse af materialerne
og fordeling af rummene, tvunget af hensynet
til de specielle klimatiske forhold, strengere, end
de var og er paa Island. Det viser sig i anbrin-
gelsen af kostaldene, der dækkedes af lader og
faarestalde, eller hvis ydervæg blev gravet ind i
bakken bagved, foruden at de opbyggedes næ-
sten udelukkende af de stærkt isolerende torv.
Dette at lægge kostalden i centrum af et byg-
ningskomplex faar sin fuldeste udvikling og sit
klareste udtryk i de centraliserede gaarde, hvor
kostalden ligger indeklemt mellem de forskellige
rum. Dette er, saavidt'det dags dato kan ses,
enestaaende i den kulturkreds, hvortil nordbo-
erne i Grønland hørte. Disse menneskers evne
til at udnytte landets muligheder i kampen for
det daglige liv sætter dem paa lige plads med
de andre nordboer, hvad nyskabelser og iderig-
dom angaar.
Faarestaldenes vægge er stærkt blandet med
sten og forraadshusene er for ventilationens
skyld opbygget af lutter sten uden bindemiddel.
Taget nnder eet med det forannævnte fremgaar
klart billedet af den gennemtænkte, formaalsbe-
stemte anvendelse og blanding af materialerne.
Ogsaa husgeraad og kunstgenstande viser en
udpræget selvstændighed, selvom impulserne
kom fra verden derude. Med den stod de, som