Grønlandsposten - 16.01.1950, Side 2

22
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 2
læberne. En hel verden gruedes over kata-
strofen. Der havde været bal ombord, og mens
passagererne morede sig, stod styrmand og
rorgængere paa deres post og stirrede ud i
natten. Vejret var fint og søen rolig, men et
forræderisk isbjerg, med kun en ottendedel
af sin størrelse ragende op over vandet, kom
paa tværs af kursen.
Et isbjerg er altsaa en meget alvorlig ting
for et skib at møde. Men i dag har vi jo radar,
det elektriske øje, der ustandseligt svirrer rundt
oppe paa kommandobroen og afmærker alle hin-
dringer, baade over og under vandet, paa et kort.
I dag kunne den slags ikke ske. Sømanden ved
bedre! Naar han sejler i isfyldte farvande, sid-
der der stadig en fornemmelse i ham, der siger,
at det kan ske, trods alle nymodens hjælpemidler.
Men hvad er da et isbjerg — hvordan opstaar
det?
Paa Grønlands vest- og østkyst — navnlig paa
den sidste — findes et stort antal saakaldte isfjor-
de. De er »fødselshjælpere« for isbjergene. Selve
kolossen kommer inde fra indlandsisen, den væl-
dige frostmanke, som Grønland bærer paa sin ryg.
For hvert et snefnug, der falder, vokser indlands-
isen, og det er klart, at den maa have veje til at
skyde noget fra sig igen, ellers ville den jo til-
sidst vokse ind i himlen. Og det har Vorherre
draget omsorg for, ikke sker! Vejene er isfjorde-
ne, hvori bræerne skyder sig ud, kælver og driver
tilsøs i forskellige former.
En ung grønlandsk kateket, Karl Møller, der
i nogle aar har boet i udstedet TugssåK i Uperna-
vik-distriktet paa Vestkysten, har taget sig for at
registrere isfjeldsdannelsen i en fjord, der er be-
liggende mod nord i distriktet — isfjorden ved
TugssåK. Da han sydfra kom til denne egn, be-
tog det vældige naturskuespil, som fjorden oprul-
lede, ham helt. Han begyndte at notere isfjelde-
ne, som bræen i fjordens bund skød ud. Senere
satte han sin registrering i system og inddelte
fjeldene i fire kategorier efter deres størrelse. 1)
et middelstort isfjeld, længde 10—30 meter, høj-
de 3—15 meter over havoverfladen. 2) et stort
isfjeld, længde 30—100 meter, højde 15—30 meter.
3) et meget stort isfjeld, længde 100—200 meter
eller mere, højde 30—55 meter. 4) et platoufor-
met isfjeld, der oftest er saa stort, at dets størrel-
se vanskeligt kan fastslaas. Højden varierer fra
45 til 60 meter over havoverfladen. Karl Møller
siger, at det faktisk er umuligt at opgive præcise
størrelser, men naar han foretog sin registrering,
sørgede han altid for, at flere personer deltog, og
han har taget middeltallet af de tal, der blev an-
slaaet.
Udskydningen af isfjelde er paa sit højeste i
august og september. Farvandet i og udenfor
fjorden er da fuldkommen dækket af isfjelde og
mindre isstykker. Saa langt øjet rækker, hele
horizonten rundt, er der is og is, og sejlads imel-
lem de drivende stykker er ikke tilraadelig. Han
har foretaget sin tælling i TugssåK-fjorden i 1949
fra 14. maj til omkring 1. november. Og han er
kommet til følgende resultat: I denne ene isfjord
udskød indlandsisens bræ 1132 middelstore isfjelde,
179 store, 115 meget store og 6 platouformede.
De tusinder af isfjelde, som ikke kunne registre-
res med mindstemaalet, har han ikke beskæftiget
sig med.
Udskydningsstedet i TugssåK-fjordens bund
er uanseligt lille. Naar »fødslen« begynder og
den strømmende is tager retning imod fjorden,
lyder det som tikken fra et uhyre ur — tik tik
tik tik — men pludselig glider det over i en su-
sen, der forvandles til øredøvende larm, naar bræen
brækker og stykke efter stykke forsvinder i
fjordens vand. De grønlandske fjorde er nogle
af de dybeste i verden, og det maa de være til
det »bad«, som de nyfødte fjelde her tager. De
udskudte stykker, selv de allerstørste, forsvinder
i første omgang ganske i fjorden, og det varer
længe, før de dukker op, langt ude. Det sker og-
saa, at isfjeldene tilsyneladende ikke kommer op
mere, det vil sige, at de støder imod undersøiske
skær i fjorden, pulveriseres og naar op til over-
fladen som millioner af smaastykker.
De platouformede isfjelde skydes ikke ud om
sommeren, men om vinteren, naar isen ligger fast
i fjorden. Bræens underkant kommer da ikke
ned under vandets overflade i selve udskydnings-
øjeblikket, idet bræen langsomt glider frem og
skyder vinterisen i hele dens bredde udefter. Dis-
se platouers overflade er som oftest meget ujæv-
ne, kuplede og fulde af dybe revner, som indlands-
isen er det. De minder faktisk om bjergland-
skaber med spir og tinder. Kun langsomt driver
de ud igennem fjorden, og da de er saa store,
gaar de ofte paa grund, selv paa betydelige dyb-
der. Flere gange er platouer strandet paa Tug-
ssåK-fjordens rødfiskbanker, hvor der er mere end
100 meter vand. Naar de er kommet ud i urolig
sø, begynder de at kælve — og da er det, at kano-
naden i fjorden sætter ind! Naar stykkerne bræk-
ker af, lyder det som rullende kanonskud, og der-