Grønlandsposten - 16.01.1950, Blaðsíða 6

26
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 2
ning, at vi paa denne maade søgte tilknytning til
vore medsøstre i vor fjerne koloni.
I 3 maaneder rejste jeg med store og
smaa baade ca. 4000 km langs den grønland-
ske vestkyst fra Nanortalik i syd til K’ut-
dligssat i nord. Vejret var langt den største
del af tiden pragtfuldt — straalende solskin
og stille vejr. Det lykkedes mig derfor, trods
benyttelse af tilfældige rejselejligheder, at
naa vidt omkring og besøge en række pladser.
Det var en vidunderlig oplevelse at gense
Grønland. De sylespidse Kap-Farveltinder, de fro-
dige grønne fjeldsider i Sydgrønland, de barske
nøgne, forrevne kyster i Nordgrønland. — Is i
alle formationer og farver.
Grønlands styrelse udtalte ved afrejsen, at de
saa med største interesse paa sagen og tillagde det
stor betydning, at de grønlandske kvinder fik et
indtryk, af, at man i Danmark interesserede sig
for dem og gerne ville have dem med i det danske
samfund. De udtalte endvidere, at det var af al-
lerstørste vigtighed, at de grønlandske kvinder sna-
rest blev draget ind i det sociale arbejde, som skal
danne grunden i det grønlandske samfund.
Det var oprindelig min plan at faa fru Kistå-
rak Høegh, som er præstekone i Umanak, og som
er kendt i Grønland som en ualmindelig dygtig
kvinde, til tolk under hele turen, men da penge-
ne blev saa sent bevilget, lykkedes dette ikke, og
jeg klarede mig da med mere tilfældige tolke, baa-
de mandlige og kvindelige, langs kysten. Alle
disse tolke viste sagen den største interesse og
hjalp mig paa alle tænkelige maader, ikke blot
ved foredragene, men ogsaa under de talrige hus-
besøg, jeg aflagde. Ogsaa en del danske kvinder
og mænd, der behersker grønlandsk, har hjulpet
mig.
Den 13—-6. kl. 23 afrejste jeg pr. flyvemaski-
ne til Sydgrønland. Paa grund af taage maatte
vi vende tilbage fra Grønland til Island, og jeg
ankom derfor først den 15. juni til den amerikanske
base Bluie West I.
Det var oprindelig min plan at leje motorbaad,
men det viste sig umuligt, da alt baadmateriale
var beslaglagt for andet formaal i sommer, saa
jeg maatte rejse med tilfældige lejligheder, nu og
da ogsaa med de større skibe, fra en koloni til en
anden.
Kolonimøder og 200 husbesøg.
Som regel opholdt jeg mig i kolonierne 3—4—5 dage,
og jeg fandt ret hurtigt ud af, at den bedste maade at ud-
føre arbejdet paa ved de større steder var at afholde eet
større møde med efterfølgende diskussion, og derefter den
følgende dag, eller de følgende dage, at afholde et eller fle-
re smaamøder i de grønlandske hjem, der erklærede sig vil-
lige til at have os. Her samledes vi da, 10—15 kvinder,
som regel til kaffe, og sad og talte om tingene. Her fik
jeg kvinderne til at spørge mig ud om alle de ting, der laa
dem paa sinde, og jeg fik lejlighed til at spørge dem ud om
de ting, der interesserede. Endelig aflagde jeg ca. 200 hus-
besøg, mest ved de større steder, men ogsaa paa de boplad-
ser, jeg besøgte. Denne plan gennemførtes overalt.
Til møderne indbød jeg alle kvinder baade unge og gam-
le, men ogsaa mænd med interesse for oplysningsarbejdet,
og til alle møderne var mellem 20 og 30 pct. af tilhørerne
mænd.
Først skal hjemmet passes.
Efter en indledning, hvori jeg kort opridsede de ting,
der gør, at Grønland særlig nu trænger til oplysning, talte
jeg om folkestyret, kvindernes stemmeret, og den betyd-
ning det har, at kvinderne kommer med i det sociale og po-
litiske arbejde. Jeg slog fast, hvor nødvendigt det er først
og fremmest at dygtiggøre sig til arbejdet i hjemmene, og
at først naar de passer deres hjem, som de skal, kan de
magte at tage disse opgaver op her.
Jeg omtalte derefter en række af de forhold, som gan-
ske naturligt har kvindernes interesse: børnehaver, børne-
hjem, alderdomshjem og de saakaldte »lejede«s problem.
Endelig talte jeg i al almindelighed om uddannelse af grøn-
lænderinderne, for til slut at gøre det klart for dem, at si-
tuationen i Grønland idag er saadan, at den bringer baade mand
og kvinde ind i det aktive samfundsliv.
Smaaskrifter til det grønlandske
folkeoplysningsarbejde.
Til slut omtalte jeg ganske kort »Folkevirke«s arbejde i
Danmark og sagde lidt om, hvordan vi havde tænkt at læg-
ge arbejdet an i Grønland. Vi haabede, at der ved hvert
lidt større sted ville dannes en studiekreds paa ca. 10 men-
nesker, der ville samles en gang ugentlig for at gennemgaa
foreliggende spørgsmaal, og vi haabede, til dette studie-
kredsarbejde, at faa udarbejdet en række let tilgængelige
pjecer oversat til grønlandsk. Vi havde tænkt os, at den
første af disse pjecer skulle hedde: Borger i Grønland,
men vi haabede, at denne ene pjece ville blot være begyn-
delsen til en række grønlandske smaaskrifter, der kunne
anvendes i folkeoplysningsarbejdet i Grønland. Jeg omtalte
derefter, at et saadant oplysningsarbejde udmærket kunne
gøres af de foreninger, der allerede bestod, for endelig til
sidst at slutte med at sige, at vi var borgere i det samme
samfund, og vi havde de samme ønsker om de bedst mulige
kaar for den kommende slægt, og hvad var da naturligere,
end vi kvinder i Grønland og Danmark rakte hinanden haan-
den og tog fat paa den opgave, at skabe saa gode kaar som
muligt for de mennesker, der lever nu, og for de slægter,
der skal komme.
Livlig diskussion om problemerne.
Der var de allerfleste steder en ret livlig diskussion ef-
ter foredraget, hvor vi søsrlig beskæftigede os med de so-
ciale spørgsmaal, der særlig ligger grønlænderinderne paa