Grønlandsposten - 16.01.1950, Síða 3

Nr. 2
GRØNLANDSPOSTEN
23
efter kommer platouet sjældent i ro, før det er
gaaet helt i stykker.
De egentlige isfjelde, i de af Karl Møller
nævnte størrelser, kælver forholdsvis sjældent.
Selv de allerstørste driver fredeligt igennem fjor-
den og ud til havs. Først naar de ligger midt i
Davisstrædet, og norden- eller sydostenstormene
sætter ind med hele orgelværket, brækker de over.
Fangerne i TugssåK-fjorden er saa vant til isfjel-
dene, at de ror helt hen til dem og jagter inde
under dem. Isfjeldene har til tider form som
vældige portaler, som selv store skibe kan sejle
under. Isen er grøn eller blaa, og naar solen kas-
ter sine straaler i dem, udløses et farvespil, som
man faktisk godt kan sige er uden lige. Men far-
ligt er det at nærme sig et drivende isfjeld. Det
kan vugge roligt i søen, mil efter mil, men ingen
véd, hvornaar det finder paa at tippe, og naar det
sker, da har fangeren, som ikke i tide kom væk,
set sin sidste sæl!
Af de 5 platouformede isfjelde, som i vinte-
rens første del drev ud af Tugssåk-fjorden, kælve-
de de 3. 2 drev direkte tilsøs — og har velsag-
tens kælvet ude — medens det sidste gik paa
grund. Ingen havde lyst til at komme det nær,
for, som en fanger ville udtrykke sig: »Ingen kan
vide, hvad saadan et isfjeld tænker paa«!
Et isfjeld kælvede lige i TugssåK-fjordens
munding, og det rejste bølger, som med vældige
brag knustes imod klippekysten. Umiddelbart
efter kælvede et sort isfjeld —- ikke særlig stort,
men de sorte isfjelde er de farligste. Deres mør-
ke farve stammer fra bunden inde ved islands-
isen, hvor ismasserne er blandet med sand og ler.
Det er den haardeste konsistens af is, der findes,
fordi den — maaske i tusinder af aar — har lig-
get nederst og er blevet hærdet af det uhyre tryk
af ismasserne ovenover. De ligger tungt i van-
det, med kun en brøkdel af skossen ragende op.
Gamle mennesker ved TugssåK siger, at de aldrig
før i deres liv har set saa vældige bølger, som da
det sorte isfjeld kælvede. Det laa 7 kilometer
fra TugssåK, men inden der var gaaet 4 minutter,
naaede den første bølge land. Nedenfor udstedet
ligger et lille sund, der er saa dybt, at man ikke
kan se bunden, uden naar det er helt blikstille,
og klart vejr tillige. Men da bølgerne kom rul-
lende, den ene efter den anden, laa bunden tør
i bølgedalene. Dønningerne ramte landet med en
kraft, saa klippekysten formelig skælvede, og tan-
gen paa havbunden blev revet løs og slynget
højt op i luften. Da vandet var sunket tilbage
og sundet igen laa roligt hen, maaltes bølgeslaget
til 50 meter over daglig vande!
For nogle aar siden kælvede et stort isfjeld
øst for TugssåK. Det rejste et voldsomt bølge-
slag, og da vandet paany var blevet roligt, fandt
en fanger en kiste drivende ude i fjorden. En
bølge havde raset hen over kirkegaarden oppe paa
land og taget en kiste med sig, som ellers laa
dybt i jorden. Det er ogsaa hændt, at isfjelds-
bølger har knust huse højt oppe paa klippen. I
1921 bevilgede landsraadet erstatning til Charlot-
te Mørck fra Ikerasak, fordi en bølge havde su-
get hendes hus, med alt, hvad det indeholdt, ud
til havs.
Karl Møller nævner et eksempel for yder-
ligere at anskueliggøre isfjeldsbølgernes fan-
tastiske kraft. Han siger: Lad os antage,
at et platouformet isfjeld kælvede ved Ren-
øen i Godthaabsfjorden. Inden 3 minutter
ville bølgerne have naaet Godthaab koloni, og
hvis strømmen var indgaaende, ville kælvisen
brede sig helt indtil udstedet Kornok, og al
sejlads paa den store fjord ville være umulig-
gjort i mange timer.
Stykkerne fra et kælvende isfjeld skydes ud
under vandet med en fart, som var det torpedoer.
Rammer de en baad i deres vilde fart, er det slut
med den og dens besætning. Men et fantastisk
skønt syn er det at overvære en kælvning. Den
indledes med vældige knald og umiddelbart efter
ser man et taageagtigt vandslør løfte sig højt,
højt op i luften. Til andre tider kan isfjeldet
være indhyllet i skum og sprøjt samtidig med at
det begynder at vælte rundt. Saa ser man først
rigtigt, hvor stort det er. En ottendedel over
vandet, syv ottendedele under.
Som her berettet sker det ved TugssåK-fjor-
den aar efter aar, og saadan sker det ved alle de
vest- og østgrønlandske isfjorde. De folk, der
bor og virker saadanne steder, lever livet farligt.
Men siger man til dem: »Hvorfor flytter I ikke
hen til et mere fredeligt sted« ? Saa kan man væ-
re sikker paa, at svaret lyder: Nej, hvorfor skul-
le vi det? Isfjeldene gør da ogsaa gavn, ja, uden
dem var vi endnu fattigere, end vi er. For is-
fjeldene giver muligheder for god fangst. Om-
kring dem er vandet altid koldt, og dette tiltræk-
ker en mængde smaafisk. De svømmer rundt om
isfjeldenes undersider, og til dem kommer sæler-
ne, som ikke kan leve uden disse smaafisk — og
til isfjeldene kommer fangerne, som ikke kan le-
ve uden sæler!