Grønlandsposten - 16.01.1950, Side 7

Nr. 2
GRØNLANDSPOSTEN
27
sinde idag, nemlig børnehjem, børnehaver, alderdomshjem og
de lejedes arbejde. Overalt blev jeg takket meget varmt
efter foredraget, flere steder baade af kvinder og mænd.
Særlig nævnede de deres glæde over, at der kom en dansk
kvinde op til dem, der som eneste formaal havde at gøre
noget for det grønlandske folk.
I Egedesminde sagde overkateket Søren Casper sen:
»Der er i aarenes løb sendt saa mange mennesker her-
op for at undersøge forskellige ting: Indlandsis, fjelde,
fugle og fisk, det var godt, naar der ogsaa kom nogen
der søgte at finde ud af, hvordan der kan gøres noget
for det grønlandske folk og dets fremtid. Det er vi
ganske særlig taknemmelige for.«
Kvindernes haarde slid.
En lille procent af kvinderne er vaagne, intelligente og
dygtige, de har ogsaa meget ofte god hjælp i huset og kan
faa tid til at interessere sig for andre ting, end det rent husli-
ge, men langt den største del af kvinderne er ikke idag i
stand til selvstændigt at begyndte et oplysningsarbejde. Man-
ge af dem slider og slæber dagen lang. De maa hente
vand — ofte langt borte ad vanskelige veje opad fjeldene.
Hver vanddraabe er kostbar for dem. I Grønland maa kvin-
der og børn slæbe umenneskeligt for at hente vand, især
om vinteren er det drøjt. I Holsteinsborg ligger husene
opad et stejlt fjeld. Her hentes vandet nede i dalen, og i
sommer saa jeg gang paa gang gamle kvinder slæbe deres
tunge spande opad fjeldsiden eller opad de vaklende trap-
per, brændsel henter kvinderne ogsaa. Langt ude i fjelde-
ne samler de brænde sammen, lyng og tørv og bærer det
saa i sække eller bundtet sammen paa deres ryg kilometervis.
Hjemmenes daarlige indretning.
De grønlandske boliger er altfor smaa. Mange af dem
har kun et enkelt rum, der tjener til køkken, soverum og
opholdsstue. Der findes ikke skabe og skuffer.
I Jakobshavn besøgte jeg en bødkerfamilie, bestaaende
af mand, kone og otte børn. De boede i to smaa værelser,
det ene var køkken plus soveværelse, det andet opholdsstue.
Her var pænt og rent, men det var et af de hjem, hvor
det særlig grelt slog mig, hvor upraktisk alting er. Alt
børnenes tøj lægges under briksen, der staar i køkkenet.
Der fandtes ikke et skab eller en kommode. Enhver kan
tænke sig, hvor svært det er at holde orden i et saadant
hjem.
Skal man haabe paa et kulturelt fremskridt i Grøn-
land, maa der skabes bedre boliger. Et kulturliv, der
forudsætter læsning, skrivning og uddannelse, har ingen
vækstbetingelser i de grønlandske boliger, saadan som de
er idag.
Hvis den økonomiske standard hæves, vil grønlænderne
kunne købe udenlandsk brændsel, og herigennem vil kvin-
derne ogsaa i udpræget grad lettes i deres daglige arbejde.
Der er saaledes haab om, at den grønlandske kvinde kan
lettes i det daglige slæb, og hun kan faa tid og lejlighed til
at interessere sig for andre ting.
Der maa skabes uddannelsesmuligheder i
selve Grønland.
Er hun moden til at tage samfundsmæssige opgaver op?
Jkke i almindelighed, men der er som sagt ep lille, intel-
ligent, vaagen og interesseret skare kvinder deroppe, og det
er dem, man maa begynde at sætte i gang.
Det er iøvrigt mit indtryk, at dette ikke er svært. De
brænder efter at komme igang med at læse og lære, med
at dygtiggøre sig, ikke blot til hjemmets sysler, men ogsaa
til at forstaa samfundsspørgsmaal. Overalt havde jeg en
stærk fornemmelse af, hvor spørgsmaal om børnehjem, bør-
nehaver og alderdomshjem laa dem paa sinde.
Hvordan kan da den grønlandske kvinde dygtiggøre sig,
saa hun kan være med til at skabe det nye og bedre Grøn-
land, som forhaabentlig skal se lyset, naar engang nogle af
grønlandskommissionens udmærkede forslag er bragt ud i
livet.
Først og fremmest ved, at man skaber uddannelses-
muligheder i selve Grønland. Hidtil har langt de fleste
grønlændere, der skulle lære noget, været sendt hjem
til Danmark. Derved har altfor faa haft lejlighed til at
faa en uddannelse, og en stor del af de, der kom her-
hjem til Danmark, blev her, enten fordi de blev gift,
eller fordi de fik bedre betalt arbejde herhjemme. Af
de, der vendte tilbage, var mange blevet fremmede for
deres folk og land, fremmede overfor hverdagens prob-
lemer og vanskeligheder i Grønland.
Der maa i Grønland skabes forøgede muligheder for at
dygtiggøre kvinderne, først og fremmest hjemmets kvinder,
der altid vil være de fleste. Man kan gøre dette ved at lave
1. Husmoderskoler, hvor den grønlandske kvinde uddan-
nes i praksis og teori.
2. ved at flere kvinder kommer i efterskolerne, højsko-
len og seminariet.
3. ved oplysning af speciel interesse for kvinderne i den
grønlandske presse og radio.
4. ved udgivelse af oplysende litteratur.
Studiekredse for kvinderne.
Endelig maa der, som her i Danmark, laves studiekred-
se. Her er det specielt, »Folkevirke« vil sætte ind og lave
en række smaapjecer om samfundsforhold og spørgsmaal af
speciel interesse for kvinderne.
Vil blot nogle af de vaagne kvinder gaa i gang med en
saadan studiekreds, f. eks. over »Borger i Grønland,« saa
vil hver af disse kunne danne en ny ring om sig af kvinder,
der vil kunne sættes i gang. Efter min rejse deroppe, er
jeg helt sikker paa, at dette kan- gøres at der netop
nu er basis for at sætte ind for en ny bov, om jeg saa
maa sige.
Det er vist efterhaanden klart for enhver, der arbejder
med de grønlandske problemer af idag, at man overhovedet
ikke kan sætte for stærkt ind for almindelig folkeoplysning.
Aandelig næring til hele den grønland-
ske befolkning.
Skolen udbygges, men hele den brede befolkning træn-
ger til aandelig næring for at kunne klare sig i alt det nye,
der dukker op. Man maa her paa en saa letfattelig maade,
som muligt, tage sigte paa at lære grønlænderne samfunds-
og ansvarsfølelse, men ogsaa økonomisk sans. De savner
bøger om de alleralmindeligste ting, spædbørnspleje, hygi-
ejniske spørgsmaal, for blot at nævne nogle af de ting, der
særlig falder i øjnene. De trænger først og fremmest til bø-
ger af oplysende art, og ikke blot almindelig underholdnings-