Grønlandsposten - 16.01.1950, Side 8

28
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 2
litteratur. Der skulle saaledes være en god jordbund for op-
lysningsarbejde af denne art.
Gennem de husmoderforeninger, der nu opstaar rundt
om i Grønland, vil man ogsaa tage emner af almindelig op-
lysende natur op, ikke bare de rent huslige.
Gang paa gang mødte jeg en saa umiddelbar og ægte
glæde over, at danske kvinder ville forsøge at sætte et saa-
dant oplysningsarbejde igang.
Flere gange mødte jeg udtalelser som: hvor er det en
skam, jeg blot har drenge, for det maa blive en herlig tid,
kvinderne gaar imøde. Eller fra gamle kvinder: Hvor vil-
le jeg gerne have været ung, saa jeg kunne være med i det,
der nu skal ske.
Bare vi nu kan forstaa, hvordan og hvorledes en saa-
dan sag skal gribes an. Hertil maa vi have hjælp fra grøn-
lænderne selv, ogsaa fra de mest fremstaaende og det vil
vi ogsaa faa.
I Sukkertoppen takkede en kvinde mig efter foredraget
og sagde til slut: vi vil meget hellere have en bog om spæd-
børnspleje end en bog om demokrati, og deri gav jeg hende
fuldstændig ret.
Befolkningen er blevet vanskeligere at have med at
gøre, siger man. Jeg mødte dog gang paa gang grønlæn-
dernes udmiddelbare charme og smil- men naturligvis mødte
jeg ogsaa mennesker, der viste bitterhed overfor hverdagens
vanskeligheder.
Uhyre vanskeligt at omskabe et samfund.
Tiden vil vide, hvor svært det bliver — eller
hvor let. Der er jordbund for det, men der skal
aar til. Enkelte er helt vaagne og ser med klare
øjne ind i fremtiden. De vil kunne blive fortrin-
lige ledere af deres landsmænd ind i den nye tid.
En af dem, fru Mathilde Sørensen, Nanortalik,
sagde, efter at hun havde sagt tak for foredra-
get:
Vi grønlændere maa høre en ting mange
gange, før den for alvor bundfælder sig og gi-
ver resultater. Grønlændernes øjne er blevet
lukket op for alt det, der foregaar ude i den
verden, som de endnu aldrig har set, og som
de kun nu og da er traadt i forbindelse med.
Danmark maa fortsat i sit arbejde have det
maal for øje at føre grønlænderne frem til at ha-
ve kaar, jævnbyrdige med andre mennesker. Det
kan ikke nytte at holde dem i et aflukke. Deres
økonomi maa kunne hvile i sig selv, og de maa
lære at begaa sig i den verden, de vil i forbin-
delse med, og som ikke nogen magt kan forhin-
dre dem i at komme i forbindelse med.
De er forlængst naaet til erkendelse af, at
de maa lære dansk, hvis de skal naa frem, alt-
saa ogsaa kulturelt skal naa frem.
Har vi danske vilje og evne til sammen med
grønlænderne at bygge det fundament op, der er
nødvendigt økonomisk og aandeligt, saa vil ogsaa
Danmark og Grønland i fremtiden være knyttet
nært sammen.
Alle gode kræfter maa sættes ind for at hjæl-
pe grønlænderne i den uhyre vanskelige tid, som
det altid er for mennesker, naar det samfund, de
lever i, skal omskabes. Maalet for os maa stadig
være, at saavel den grønlandske mand som den
grønlandske kvinde faar kaar, jævnbyrdige med
andre i det danske rige.
»Maagen/'
I ældre tider, naar folk skulle stedfæste en be-
givenhed, brugte man ofte den vending: det var
det aar, da . . . det og det skete! Saa vidste
man præcis, hvilket aår, der hentydedes til, for
den begivenhed havde gjort indtryk og den sad
fast i bevidstheden. Naar 1950 er gaaet i sin grav
og forhaabentlig vil blive mindet for meget godt,
specielt for den kommende udvikling i Grønland,
vil man ogsaa minde aaret for det uhyggevæk-
kende, det bragte i januars første halvdel, men
dog navnlig for den lykkelige udgang deraf ved
meldingen den 17. januar sent paa aftenen. Man
vil sige: Det var det aar, da »Maagen« blev bor-
te, da hele kysten fra MarraK til Kap Farvel stod
i alarmberedskab i 9 døgn, indtil det fast utrolige
skete, at den ved egen kraft, som en motordrevet
isklump, stod ind i Ivigtut havn med alt vel om-
bord for besætning og skib!
Samme dag, som den første korte meddelelse
om »Maagen«s forsvinden blev givet over Dan-
marks og Grønlands radio, forelaa et telegram fra
London, der udførligt berettede om paasejlingen
af en engelsk undervandsbaad, som var gaaet til
bunds i Themsen med 76 engelske marinere ombord.
Ude i den store verden har denne begivenhed nok
vakt betydelig større uhygge og opmærksomhed
end meldingen om, at 9 danske marinere var for-
svundet med deres lille kutter oppe i Grønlands
isfyldte, storm- og snepiskede farvande. Men for
os heroppe og for mange hjemme gjorde frygten
for »Maagen«s skæbne et dybt og knugende ind-
tryk. For kun godt et aar siden var »Alken«
forsvundet ovre i Østkystens ismasser med 9 dan-
ske marinere og en grønlænder. Skulle der nu
over navnet »Maagen« komme samme uhyggevæk-
kende klang? Nej, det utrolige skete, »Maagen«
vil i dag være indbegrebet af lykke — og held!
Held var der med i det store spil derude paa
det øde hav, hvor skibet i 6 dage flød rundt, dre-