Grønlandsposten - 14.02.1950, Page 8

52
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 4
tidens begyndelse hævede sig fra havbunden. Skibene,
der bringer varer til øerne, tnaa ligge i ugevis paa den
aabne red, inden de kan faa losset godset paa pram-
mene, der skal tilbagelægge flere kilometer for at naa
ud til skibet. Naar det trækker op til storm, maa ski-
bene søge læ paa den anden side af øen eller ride stor,
men af paa det aabne hav. Ikke sjældent er det sket-
at skibene overhovedet ikke har kunnet losse varerne.
Kobberøen er 53 km. lang, og gennemsnitsbredden
er ca. 3 1/2 km. Beringsøen er næsten 100 km lang og
ca. 18 km bred, paa det bredeste sted endog 40 km.
Klimaet paa øerne er forholdsvis mildt, da havet ikke
fryser til, kun i den koldeste tid er der lidt is i bug-
terne. Det er et fugtigt klima, og solen ser man kun
lidt til. Om vinteren raser den ene vældige snestorm
efter den anden, og tit saa kraftigt, at der ingen mu-
lighed er for at forlade huset, og efter stormen er hu-
sene ofte fuldstændigt indesneede, saa at de maa gra-
ves ud udefra.
Som følge af den stadige blæst og de barske klima-
forhold kan der ingen skov vokse paa øerne, men de er
dækket med tundra vegetation. I mere beskyttede dale
vokser buske, som dog sjældent er mere en 1 meter
høje. Der findes flere pilearter, dværgbirke og masser
af røn med fine, store bær, som bruges til syltetøj.
Græsvegetationen i dalene er meget høj og yppig, og
der kan saaledes holdes kvæg paa øerne.
Oprindelig fandtes ingen mennesker paa øerne. Da
Kommandør Berings skib strandede her for 200 aar si-
den var de endnu fuldkommen ubeboede. Først i begyn-
delsen af det 19’ aarhundrede blev der tilført en fast
bosiddende befolkning. Det var indfødte fra Aleutøerne,
som ogsaa kaldes Aleuter, faktisk drejer det sig om en
blanding af Eskimoer og Alaska-Indianere. Senere blev
der ogsaa bosat en del russere og nogle indfødte fra Øst-
sibirien.
Da jeg for 20 aar siden arbejdede paa øerne, fand-
tes der ialt ca. 300 indfødte, deraf ca 70 arbejdsdygtige
mænd. Tidligere levede Aleuterne som frie fangere. Efter
den russiske revolution er samtlig mænd ansatte soin
arbejdere, jægere og fangstmænd med en fast maaneds-
løn. ,
Havet omkring øerne er ualmindeligt rigt forsynet
med alle slags smaa havdyr. Dette er af stor betydning,
da alle disse dyr tjener polarrævene til føde.
Fiskerigdommen er ogsaa stor. Der findes masser
af torsk, søaborrer, rødspætter og mange laksearter. De
sidstnævnte er særlig vigtige for polarrævene, da de
om sommeren stiger op fra havet og i store mængder
trængei ind i aaerne for at yngle. Befolkningen fanger
laksene i hundred tusindvis og tørrer dem til foder for
hunde og ræve.
Fuglefaunaen er forholdsvis rigt repræsenteret. Man
har truffet ialt 180 forskellige fuglearter, og der yngler
55 fuglearter paa øerne. Alle disse fugle spiller en
stor rolle i rævenes liv. Om sommeren udgør havfugle-
nes æg og unger en del af rævenes føde. Om vinteren
bliver ryperne ofte rævenes bytte.
Hvalerne optræder endnu hyppigt i Beringshavet, og
ikke sjældent skylles resterne af dræbte hvaler, under-
tiden ogsaa omkomne, hele dyr, op paa strandbredden og
tjener til føde for saavel mennesker som polarræve.
Den ret store og mørke søbjørn har stor betydning
for øernes økonomi. I forrige aarhundrede ynglede store
mængder af dem paa begge øer, efter mine beregnin-
ger ca. en million. Som følge af den værdifulde pels
blev de næsten udryddet, men i løbet af de sidste 40 aar
har man igen faaet øget bestanden, som i 1930 udgjorde
ca. 20.000 stykker, heraf blev ca. 1000 dræbt aarligt.
Pelsene gav en god indtægt, og kødet tørredes og be-
nyttedes til polarrævenes fodring.
Polarrævene er næsten det eneste rigtige landpatte-
dyr, der findes dér. Foruden denne har man kun rens-
dyret, som er indført. Desuden findes en museart (rød-
musen), paa Beringsøen. Den blev i midten af forrige
aarhundrede tilfældigt indført med en skibslast og har
siden bredt sig over hele øen og har formeret sig vold-
somt. Den tjener nok rævene til føde, men gør meget
mere skade end gavn, da den smitter rævene med en
farlig indvoldsorm.
Større end den grønlandske ræv.
Polarræven paa Kommandørøerne adskiller sig fra alle
andre polarræve ved sin størrelse og de lidt grovere haar.
Da den er større end den europæiske fastlandsræv, er den
følgelig betyd »lig større end den grønlandske ræv. Tidlige-
re regnede man Kommandørræven for en særlig art, som paa
latin kaldtes Alopex beringensis, nu anser man den kun
for at være en anden race.
Ligesom i Grønland er polarræven paa Kommandørøerne
repræsenteret med to farvevarieteter, den hvide og den blaa,
dog findes den hvide varietet kun paa Beringsøen, og her
kun ret sjældent. Det er altsaa den saakaldte kystræv-type
der findes paa øerne. Man kan godt forstaa, at naturen har
udstyret den med den blaagraa farve, da den fuldstændigt
svarer til omgivelserne paa de stenrige kyster og revler,
hvor rævene mest færdes. Ogsaa om vinteren er disse ste-
der blottet for sne, da tidevandet skyller sneen bort.
Pelsen ikke saa god som paa Grønland.
Pelsens kvalitet er hos rævene paa Kommandørøerne ikke
helt saa god som paa fastlandet og paa Grønland. Dette
skyldes de grovere og kraftigere haar; forresten varierer
kvaliteten strærkt, og rævene fra Kobberøen regnes for
finere og har ogsaa en renere blaa farve. De blaa ræve
staar højere i pris, derfor udrydder man paa Beringsøen de
hvide. Skønt de ikke her træffes i større antal, paavirker
de dog farven hos de andre ræve. Man kunne ofte finde
blaaræve med en ret stor iblanding af linde haar. De reg-
nedes for mindre værdifulde, men moden skifter ofte, og
saadan en blandet »sølv-blaaræv« ser egentlig pragtfuld ud.
Polarrævene paa Kommandørøerne adskiller sig ogsaa
fra de fleste andre ræve ved deres store fortrolighed over
for mennesker. Kun i jagtsæsonen har de mere respekt
for disse, og tidligere, da jagten foregik med bøsser og
fælder, forstod de godt nok at undslippe jægerne. Om som-
meren tager de ikke megen notits af mennesker, møder
man dem ude paa fjeldet eller ved stranden, gider de ikke
engang trække sig tilbage, de bjæffer kun ærgerligt, naar
man kommer dem for nær, d. v. s. paa et par meters af-
stand. De løber ogsaa ugenert omkring i landsbyen og ja-
ger aabenlyst efter høns og grise, især bider de med for-
kærlighed de sidstnævnte i halen, hvorfor næsten alle svin