Grønlandsposten - 01.06.1950, Blaðsíða 1

GRØNIANDSPOSTEN
9. AARGANG
GODTHAAB 1—15. JUNI 1950
Nr. 11—12
EVNER OG VILJE MAA SKÆRPES
Et brydsomt arbejde har Grønlands-kommissionen bag sig
med den afgivne store betænkning — og helt saa let,
som forudsat, gik det nok ikke med forslagenes behand-
ling i rigsdagen, om end de indvendinger, der rejstes, forekom
sagligt svagt motiverede og saa forskellige i udgangspunkt,
at man har lov til at betegne dem som ret betydningsløse.
Nu staar det sværeste tilbage — nyordningens praktise-
ring og befolkningens skoling og oplæring. Her bliver man-
ge haarde nødder at knække. De ældre grønlændere, navn-
lig dem fra de smaa pladser, vil have meget svært ved at
gennemføre omstillingen, men der vil ikke ske stor skade
ved, om det for dem gaar langsomt. Det er den opvoksende
slægt, børnene og ungdommen, som kræfterne skal sættes
ind overfor. Det er deres evner og vilje, der skal skærpes,
og her vil skolen være første og vigtigste led. Det er et
spørgsmaal, om betækningen her har taget radikalt nok paa
tingene. Der ligger en svaghed i, at man faktisk opdeleret
lille folk i to klasser: den ene som faar de væsentligste ele-
mentære kundskaber meddelt paa dansk, og den anden, som
kun vil stifte bekendtskab med danskundervisningen paa'
underordnet, og det vil vist sige utilfredsstillende maade.
Paa prisværdig vis har betækning og lovforslag knæsat
principet, at den hidtidige forskelsbehandling af landets be-
folkning skulle bringes til ophør. Men man opretholder den
altsaa i skolemæssig henseende, og det kan indebære en ri-
siko. Naturligvis er forskelsbehandlingen i dette tilfælde
motiveret af den næsten uløselige | vanskelighed, Isom vil
melde sig ved placeringen af behørigt uddannede lærerkræf-
ter paa selv de allermindste beboelser, hvor børneantallet er
saa ringe, at en rationelt opbygget skole faktisk ikke kan
skabes. Men det rummer et problem, som myndighederne
hjemme, og den kommende nye skoledirektion heroppe, sta-
dig maa have opmærksomheden henvendt paa. Tid efter an-,
den vil den paatænktc befolknings-koncentration forhaabent-
lig raade bod paa en del af vanskelighederne, men een
dansksproget skolelinie i Grønland maa være maalet, ogom
end man navnlig indenfor skolen — og særlig i den situation,
Grønland nu staar i — maa handle paa langt sigt, saa bør
dette endemaal ikke tabes af syne.
Arbejdet blandt børnene kan straks begyndes — ligele-
des blandt ungdommen. For de sidste maa der alle steder,
hvor der er mulighed derfor, etableres aftenskoler for begge
køn. Endnu findes der kun et par tekniske skoler i det hele
land, og selv om der her er gjort en anerkendelsesværdig ind-
sats, er resultaterne for ringe i sammenligning med de opga-
ver, der nu staar for. Størstedelen af den grønlandske arbej-
derstand er ufaglært, og for den er en ungdoms-skoleform i
allerhøjeste grad tiltrængt. Hjemme i Danmark har man
delvis haft det samme problem, men dér er sagen under hel-
dig løsning igennem oprettelsen af de saakaldte arbejds-tek-
niske skoler, som er etableret ved samarbejde imellem ar-
bejdsgivernes og arbejdsmændenes faglige organisationer.
En indbygning af den arbejds-tekniske skoleforms ide i de
kommende aftenskoler i Grønland vil ikke alene være paa
sin plads, men være et nødvendigt led i den om- og opskoling
af arbejdskraften heroppe, som er et af det nye Grønlands
allervanskeligste problemer.
Uden en god arbejderstand, veloplært og kyndig i sit job,
vil intet folk kunne bryde sig vej frem til bedre sociale kaar.
Love og paragraffer jtan vel klare en del af vejen, men arbej-
dernes egen stærke og villige medvirken er første og vigtig-
ste led. Man maa godskrive den nuværende grønlandske arbej-
erstand, af den i effektiv arbejdsydelse ikke kan hamle op
med dens danske værkfæller. Ingen vil kunne forlange dette
efter de forskellige vilkaar, som de to folk har levet under.
Daarligt lønnede har de grønlandske arbejdere hidtil været.
Den opmuntring, som en rimelig økonomisk afkastning er
for enhver medarbejder i det produktive liv, har grønlænder-
ne hidtil savnet.. Men paa dette punkt er der nu i foraaret
sket en formelig revolution heroppe. Arbejdslønningerne er
blevet hævet saa stærkt, at forskellen mellem danske og
grønlandske arbejderes reelle fortjenstmuligheder er blevet
omtrent bortelimineret. Ja, saa radikalt er det gjort, at
mange grønlændere vist endnu ikke rigtig har forstaaet, at
de hver ugedag skal have saa mange flere penge — og hvor-
for de faar dem!
Kun et faatai af landets egne børn ser klart den fuld-
komne revolution, som er sket paa det grønlandske arbejds-
marked. Grønlænderne irriteres let, naar de synes, at man
gaar deres hævdvundne rettigheder for nær, ogsaa de arbejds-
mæssige rettigheder, men det Wiver ikke godt, før de grøn-
landske arbejdere lærer at irriteres paa sig selv — bliver klar
over, at den nuværende altfor udprægede upræcished og
manglende effektive arbejdsydelse er problemer, som de selv,
og kun de, kan løse. Giver de op her overfor, vil det føre til
en for dem selv skæbnesvanger udvikling.
Vi har hørt fremsat dette, at der maa fares med stor lem-
pe overfor arbejderne, ikke søge at presse tempoet op, for
de vil ganske simpelt reagere herimod paa den maade, at
de vil trække bort fra de arbejdstravle steder og ind paa øde
pladser i fjordene, hvor de vil søge at opretholde en mere
(Fortsættes side 149).