Grønlandsposten - 01.07.1950, Síða 5

Grønlandsposten - 01.07.1950, Síða 5
Nr. 13-14-15 grønLawdsposten 157 Grønland maa udnytte alle sine muligheder for selvforsyning. For 30 aar siden var de sødyrrige nordgrønlandske distrikter landets rigeste — det kan de blive igen, paastaar Lund Drosvad. Paa tærskelen til 1950 skrev erhvervsleder Lund Drosvad, Prøven, nedenstaaende, som han derefter sendte Grønlandsposten. Her blev det modtaget ca. 1. juni. En del af det, L. D. anfører om kommis- sionen og dens arbejde, er jo post festum, men vil sikkert alligevel in- teressere vore læsere. Man havde heroppe i Upernavik-distriktet med nogen forhaabning afventet, at en eller an- den, som var kendt med distriktets forhold op til nutiden, var blevet taget paa raad under kommissionsarbejdet, naar man altsaa ikke — som det havde været mest rimeligt — ville hjemkalde en speciel sepræsentant. Og skuffelsen var bety- delig over, at det ikke skete. Saa haabede man videre og satte sin lid til, at kommissionsrejsen med »Umanak« ville give anledning til i nogen grad at rette dette forhold. Med samme resultat. Tiden, der kunne afses, tillod kun saa meget, som medlemmerne kunne høre og se i de 6 timer, ski- bet henlaa, heri endda indbefattet den tid, den officielle modtagelse tog. Kun den gamle grøn- landske medfødte taktfølelse og uvilje mod at be- svære gæster, forhindrede, at man udtalte sin misbilligelse. Det maa ikke glemmes, at med den forbedre- de nyhedstjeneste er hver nogenlunde vaagen er- hverver i distriktet opmærksom paa, at Sydgrøn- land — i alt fald midlertidigt — byder flere ind- tjeningsmuligheder, men derfor regner han sig med gammel fangerstolthed absolut ikke for at være nogen underlegen, og man saarer mere end man tror ved den stadig gentagne talen om hans distrikts elendighed og stigende underskud — i særdeleshed, da hans opfattelse ofte er, at det er fra Danmark, man laver den udbasunerede gæld til sygehuse og meget andet, hverken han eller hans repræsentanter og ejheller de danske i distriktet — nogen sinde har udtrykt ønsker om at faa, i alt fald i de former, det er sket. Angaaende den megen snak om en delsvis folkeflytning, er der heller ingen tvivl om, at den ville have haft mere medvind, om man havde gi- vet repræsentanter ude fra distriktet lejlighed til at forhøre sig og forhandle om sagen. Med no- gen ret synes man, at der er taget for lidt hen- syn til den praktiske viden om tingene og den ev- ne til selv at deltage i ordningen af deres ting, man ellers siden Rinks tid har prøvet paa at op- arbejde. Det samme mener iøvrigt de fleste af os danske heroppe, der har været her længe nok til at vide noget om forholdene. Ingen kan have grund til at tro, at jeg, der personligt har arbejdet just for dette, ikke skul- le gaa ind for et hvilket som helst støtteerhverv, der kan give menigmand mulighed for ved egen hjælp at bedre sin økonomi, eller at jeg skulle være modstander af at flytte folk, der kommer til kort her oppe, men som vil kunne ernære sig an- dre steder og bedre deres kaar. Jeg har jo tvært- imod selv efter evne tilskyndet saadant allerede før krigen og maaske stillet konkrete forslag her- om før nogen anden, hvilket bl. a. vil fremgaa af tidligere bidrag her i bladet. Men jeg tror ikke paa nogen form for tvang, og synes heller ikke forholdene andre steder i verden i øjeblikket op- fordrer til noget i den retning. Man kunne godt have sonderet terrænet lidt, for man begyndte at tale højt om saa alvorlige bestemmelser. Der har været lejligheder nok til at erkende, at man ogsaa med grønlænderne naar længst med lempe. Forholdene er absolut ikke løfterige heroppe og i øjeblikket kan der ikke blive stort mere end til dagen og vejen, selv for de mest energiske, men derfor er der alligevel ingen grund til at undervurdere dem og dermed undergrave den selv- tillid, den haarde kamp for tilværelsen har affødt. Mindreværdskomplekser har aldrig afstedkommet noget lykkeligt — og dem er man paa vej til at saa i nogle sind, hvad der ogsaa tydeligt vil frem- gaa af landsraadsmedlem Hendrik Olsens udtalel- ser paa mødet i 1949 (se referatets side 146, punkt 53, afsnit 5). Hvad har mon kommissionen i sin kurv til disse mennesker af positive ting? Og hvis en folkeflytning er alt, hvornaar kan den saa tage sin begyndelse, hvor ønskes den ledet hen og under hvilke former? Den vil kræve ikke saa lidt agitation for at blive effektiv, og jo før man

x

Grønlandsposten

Beinleiðis leinki

Hvis du vil linke til denne avis/magasin, skal du bruge disse links:

Link til denne avis/magasin: Grønlandsposten
https://timarit.is/publication/7

Link til dette eksemplar:

Link til denne side:

Link til denne artikel:

Venligst ikke link direkte til billeder eller PDfs på Timarit.is, da sådanne webadresser kan ændres uden advarsel. Brug venligst de angivne webadresser for at linke til sitet.