Grønlandsposten - 01.07.1950, Síða 5

Nr. 13-14-15
grønLawdsposten
157
Grønland maa udnytte alle sine muligheder for
selvforsyning.
For 30 aar siden var de sødyrrige nordgrønlandske distrikter landets rigeste —
det kan de blive igen, paastaar Lund Drosvad.
Paa tærskelen til 1950 skrev erhvervsleder Lund Drosvad, Prøven,
nedenstaaende, som han derefter sendte Grønlandsposten. Her blev
det modtaget ca. 1. juni. En del af det, L. D. anfører om kommis-
sionen og dens arbejde, er jo post festum, men vil sikkert alligevel in-
teressere vore læsere.
Man havde heroppe i Upernavik-distriktet med
nogen forhaabning afventet, at en eller an-
den, som var kendt med distriktets forhold
op til nutiden, var blevet taget paa raad under
kommissionsarbejdet, naar man altsaa ikke — som
det havde været mest rimeligt — ville hjemkalde
en speciel sepræsentant. Og skuffelsen var bety-
delig over, at det ikke skete. Saa haabede man
videre og satte sin lid til, at kommissionsrejsen
med »Umanak« ville give anledning til i nogen
grad at rette dette forhold. Med samme resultat.
Tiden, der kunne afses, tillod kun saa meget, som
medlemmerne kunne høre og se i de 6 timer, ski-
bet henlaa, heri endda indbefattet den tid, den
officielle modtagelse tog. Kun den gamle grøn-
landske medfødte taktfølelse og uvilje mod at be-
svære gæster, forhindrede, at man udtalte sin
misbilligelse.
Det maa ikke glemmes, at med den forbedre-
de nyhedstjeneste er hver nogenlunde vaagen er-
hverver i distriktet opmærksom paa, at Sydgrøn-
land — i alt fald midlertidigt — byder flere ind-
tjeningsmuligheder, men derfor regner han sig
med gammel fangerstolthed absolut ikke for at
være nogen underlegen, og man saarer mere end
man tror ved den stadig gentagne talen om hans
distrikts elendighed og stigende underskud — i
særdeleshed, da hans opfattelse ofte er, at det er
fra Danmark, man laver den udbasunerede gæld
til sygehuse og meget andet, hverken han eller
hans repræsentanter og ejheller de danske i
distriktet — nogen sinde har udtrykt ønsker om
at faa, i alt fald i de former, det er sket.
Angaaende den megen snak om en delsvis
folkeflytning, er der heller ingen tvivl om, at den
ville have haft mere medvind, om man havde gi-
vet repræsentanter ude fra distriktet lejlighed til
at forhøre sig og forhandle om sagen. Med no-
gen ret synes man, at der er taget for lidt hen-
syn til den praktiske viden om tingene og den ev-
ne til selv at deltage i ordningen af deres ting,
man ellers siden Rinks tid har prøvet paa at op-
arbejde. Det samme mener iøvrigt de fleste af os
danske heroppe, der har været her længe nok til
at vide noget om forholdene.
Ingen kan have grund til at tro, at jeg, der
personligt har arbejdet just for dette, ikke skul-
le gaa ind for et hvilket som helst støtteerhverv,
der kan give menigmand mulighed for ved egen
hjælp at bedre sin økonomi, eller at jeg skulle
være modstander af at flytte folk, der kommer til
kort her oppe, men som vil kunne ernære sig an-
dre steder og bedre deres kaar. Jeg har jo tvært-
imod selv efter evne tilskyndet saadant allerede
før krigen og maaske stillet konkrete forslag her-
om før nogen anden, hvilket bl. a. vil fremgaa af
tidligere bidrag her i bladet. Men jeg tror ikke
paa nogen form for tvang, og synes heller ikke
forholdene andre steder i verden i øjeblikket op-
fordrer til noget i den retning. Man kunne godt
have sonderet terrænet lidt, for man begyndte at
tale højt om saa alvorlige bestemmelser. Der har
været lejligheder nok til at erkende, at man ogsaa
med grønlænderne naar længst med lempe.
Forholdene er absolut ikke løfterige heroppe
og i øjeblikket kan der ikke blive stort mere end
til dagen og vejen, selv for de mest energiske,
men derfor er der alligevel ingen grund til at
undervurdere dem og dermed undergrave den selv-
tillid, den haarde kamp for tilværelsen har affødt.
Mindreværdskomplekser har aldrig afstedkommet
noget lykkeligt — og dem er man paa vej til at
saa i nogle sind, hvad der ogsaa tydeligt vil frem-
gaa af landsraadsmedlem Hendrik Olsens udtalel-
ser paa mødet i 1949 (se referatets side 146, punkt
53, afsnit 5).
Hvad har mon kommissionen i sin kurv til
disse mennesker af positive ting? Og hvis en
folkeflytning er alt, hvornaar kan den saa tage
sin begyndelse, hvor ønskes den ledet hen og
under hvilke former? Den vil kræve ikke saa
lidt agitation for at blive effektiv, og jo før man