Atuagagdliutit - 16.01.1952, Blaðsíða 5

nr. 2
ATUAGAGDLIUTIT
GRØNLANDSPOSTEN
25
simiata iluatungåne igalåmineK suvdlulik inig-
ssisimassoK ulimavdlugule aserorérsimavdlugo.
igalåmemup suvdlugdlip iluanlpoK påpiarami-
neK normumik 2519-imik naidnilik rusisut, tu-
lugtut norskisutdlo ima agdlangneKartoK: „artic
institute USSR, adresse: Leningrad 104, USSR,
Fontanke 34“. åmalo kalåtdlisut ima agdlagar-
taKarujoK: „pugtassoK (høje) tåuna imånut igine-
KarpoK sikut angalausiånut påsiniutigalugo. ki-
nalunit pugtassumik tåussuminga Kissiaringnig-
toK KinuvigineKarpoK piårnerpåmik imåitumik
nalunaeruteKarKuvdlugo: Kississup arKa nuna-
Karfialo, tåuna sume Kissiai’ineKartoK, uvdlordlo
suna KissiarineKartoK.“
Kississup navssåme angissusia ima migssiliu-
på: 35 cm migss. takissuseKardlune silingnermi-
gut kaujatdlagdlune 20 cm-nik silissuseKartoK.
pugtaKutip Napassume navssårineKartup
åssinga Kangerssuatsiåp erKåne 1937-me idssiari-
neKarsimavoK. agdlagartålo nagsiuneKarmat Le-
ningradimit nalunaerutigåt umiarssuarmit siku-
nut aserorterumit pugtaKut tåuna sivtimparip 7-
åne 1932 Sibiriap avangnamut sineriåta avatåne
imånut igineKarsimassoK. — taima ukiut tatdli-
mat tigsukardlune nunavta kimut sineriå angu-
simavå.
Hvalrossens hævn over den dræbte unge havde
nær kostet polarforskeren Fridtjof Nansen livet
Interessant beretning om hvalrossens liv og historie af zoologen Alwin Pedersen
På Gyldendals forlag har zoologen og grøn-
landsfareren Alwin Pedersen udsendt en smuk
og meget interessant bog om hvalrossens liv. Bo-
gen hedder „Rosmarus“, der er det latinske navn
på dette mærkelige havdyr, om hvilket man i
lang tid ikke vidste ret meget. Forfatterens viden
Gr, og det er netop det vidunderlige ved denne
bog, først og fremmest baseret på egne årelange
°g grundige studier under rejser i det nordøst-
lige Grønland, og dernæst på de beretninger, han
har kunnet samle sammen fra litteraturen og
fra en mængde samtaler med grønlandske
fangere.
Den omstændighed, at hvalrossens tænder
gennem mangfoldige år var en efterspurgt han-
delsvare, har været medvirkende til, at den
hvide mand lokkedes til det nordlige ishav, men
h'ods dette, siger Alwin Pedersen, ved man mere
om Ishavets små organismer, end man ved om
hvalrossen. Hvalrossen har i virkeligheden æren
for, at mange fortidige polarekspeditioner blev
til, for samtidig med at elfenbens jægerne kom
hjem med de kostbare hvalrostænder, hjem-
bragte de også ny og værdifuld viden om den-
gang uudforskede polarområder.
Indtil det 15. århundrede var hvalrossens
tænder det eneste kendte og anerkendte bevis på
dyrets eksistens. Tegninger fra fangeres hænder
gjorde hvalrossen til et fantastisk individ af øgle-
agtigt udseende, som kun kunne indgyde frygt.
Først i det 17. århundrede fik man mere grun-
dige oplysninger, og dette skyldtes bl. a. et en-
gelsk skib, som ved en fejltagelse var gået ind
til Bjørneøen. For at sikre sig de værdifulde el-
fenbenstænder, dræbte besætningen hvalrosserne
i tusindvis — ja, beretningen siger, at man i lø-
bet af seks timer dræbte mellem 700 og 800 hval-
rosser.
Alwin Pedersens bog er fornøjelig, fordi den
viser, hvad en dygtig zoolog og en fin fotograf
i felten får ud af sine tålmodige studier. I en
bugt i Nordøstgrønland stødte han på en hel fa-
milie, der bestod af unge og ældre dyr med en
gammel han som familiens dominerende midt-
punkt. Denne familie gav forfatteren lejlighed
til at studere den rørende omsorg, der vises for
ungerne, ikke blot fra moderindividets side, og
det sammenhold, der er betegnende for denne
dyreart. Han har således haft lejlighed til at
konstatere, hvordan et anskudt dyr bliver hjul-
pet af de andre, som slæber det sårede dyr med
sig på flugt fra jægeren.
Hvalrossen er så uforfærdet, når den an-
gribes, at den ikke betænker sig på at svømme