Atuagagdliutit - 01.03.1952, Page 7

nr, 5 ATUAGAGDLIUTIT — GRØNLANDSPOSTEN
tuluit kling er såvat arnaK — Elizabeth II
Englands dronning — Elizabeth II
par år siden fløj en grønlænder fra Jakobshavn
W Kanada for at hjælpe professor M. J. Dunbar
nred at lære Ungavaeskimoerne at fange og op-
bevare fisk til menneskeføde. Sådan „teknisk as-
sistance til underudviklede lande“, som United
Nations kalder det, skulle være mere almindelig
i verdens nordlige egne.
Min gode ven Frederik Nielsens interessante
bile bog ARNAJARAK har været af kulturel vær-
(b og til glæde for ikke så få mennesker i det
nordlige Kanada. Der skulle i stor udstrækning
gøres en indsats, for at den betydelige grønland-
ske literatur kunne være til rådighed for kana-
riske eskimoer, som nu er begyndt at få skole-
nddannelse.
På lignende måde kunne der for begge lan-
des vedkommende opnås meget ved regelmæssig
Udveksling af films om livet bos de to folk — de-
res arbejde og leg, rejser og naturomgivelser
Samt skolens og kirkens arbejde.
87
Der er et voksende behov for at få disse tem-
melig interimistiske udvekslinger lagt an på en
mere solid basis. Nu, da der ikke længer er no-
get kanadisk konsulat i Grønland, mangler man
en passende formidler til at opmuntre disse be-
stræbelser. De to regeringer kunne uden større
besvær eller udgifter gøre meget for at bringe
dette i stand. — Som et middel hertil er der fal-
det mig følgende ind:
Det gode skil) C. D. Howe — som ligner Uma-
nak — kunne hvert år på sin rejse mod nord gå
lidt ud af kurs for at lægge til i en grønlandsk
havn. (Kaptajnen ville herved finde mere is, og
selv et moderne skib ville sikkert være glad for
havstrømmens hjælp). Et lille selskab af kana-
diere, måske to eller tre personer, kunne land-
sættes for at tilbringe sommeren langs den grøn-
landske kyst, medens et lignende antal danske el-
ler grønlandske embedsmænd kunne blive taget
ombord og gøre sejladsen med. Når C. D. Howe
så kom I ilbage til september, kunne man igen
udveksle de to selskaber. I tid og penge ville det-
te koste meget lidt, men i løbet af få år ville en
sådan udveksling få umådelig indflydelse i begge
lande. Udvekslingen kunne omfatte læger, han-
delsfolk, politifolk, lærere, sygeplejersker, geo-
dæter og videnskabsmænd. I tidens løb kunne
man vel også medtage fiskere og fangere, hus-
modre og elever fra de højere skoler.
Denne lille ekstraudgift til opnåelse af in-
ternational tilknytning mellem naboer skulle ik-
ke kunne bringe hverken skatteyderne eller re-
geringerne til fortvivlelse, når man tænker på
de uhyre mængder af mennesker og materiel,
der med militære formål øses ud i de arktiske
egne.
Naturligvis er der meget, som Grønland og
Kanada på privat og ikke-officiel basis kan gøre
for at forstærke de bånd, der binder de to lande
sammen. Råde privat og gennem organisationer
som Det grønlandske Selskab i København eller
Det arktiske Institut i Montreal, kunne enkelt-
personer udveksle besøg, korrespondere med
hinanden og bytte bøger og tidsskrifter.
Et af de mest opmuntrende tegn i denne ret-
ning er genfødelsen af GRØNLANDSPOSTEN,
som ellers indtil fornylig er blevet hårdt savnet
i Kanada. Jeg påskønner i høj grad den forekom-
menhed, man har vist mig ved at lade mig bruge