Atuagagdliutit - 01.03.1952, Blaðsíða 11

nr. 5 ‘ ATUAGAGDLIUTIT — GRØNLANDSPOSTEN 91
avdlånguamigdlunit merssugkamik, angutitdlo
saunermit sanånguanik, Kajaussanik, uvkusigssa-
niit sanånik avdlanigdlunit Kiperugkanik akiliu-
teKartarKuvdlugit. tamåko suliat kirkesagip ukiut
tamaisa bazareKartamerane isertitaKautausinau-
ssarmata.
kirkesage ukiorpagssuarne nersortariaKar-
tumik ilagingnit danskiussunit tapersersorneKar-
dlune sulerérsimavoK. månåkut pivfigssångor-
poK uvagutaoK kalåtdlit nunånitugut danskit ka-
låtdlitdlo tåussuma snlia tapersersulisavdlugo.
tauvame ikiuniarta suliaK nunavtine angnertune-
rulei-Kuvdlugo ilagingnut ilagitdlo suliånut ilua-
Kiitaussugssamik. 7/. Schultz-Lorentzen.
Den grønlandske kirkesag
De ved måske ikke, hvad „den grønlandske
kirkesag“ er? Lad mig da prøve al fortælle lidt
derom, for hvad enten De er interesseret i sagen
eller ej, hør De vide noget derom. Men inden jeg
Sar over til at fortælle om kirkesagen og dens ar-
bejde, så lad mig lige oplyse følgende:
Under mit ophold i Danmark i efteråret 1951,
Var Jeg med til et møde for „Udvalget for den
grønlandske kirkesag“ lios biskop Fuglsang-
Uamgaard i København, som er formand for ud-
valget. På mødet hlev det besluttet at nedsætte
et repræsentantskab i Grønland, som skulde ar-
bejde for kirkesagen og gøre den kendt herop-
pe. Dette repræsentantskab kom til at bestå af
førstepræst Lauf, som er redaktør af det menig-
hedsblad på grønlandsk, som kirkesagen udgi-
ver heroppe, førtepræst Høegh, som deltog i
niødet hos biskoppen, fg. rektor, førstepræst
Holger Balle samt undertegnede. Det foresloges,
at repræsentantskabet, hvis det ansås for nødigt,
supplerede sig med eet eller flere medlemmer
eventuelt blandt ikke—gejstlige. — Som begrun-
delse l'or, at man ønskede dette repræsentant-
skab nedsat iGrønland, skal jeg nævne følgende:
^ e<| starten af kirkesagen for snart 50 år siden,
begyndte i Danmark et arbejde, som skulde virke
bl hjælp for Grønland og især for den grøn-
landske kirke. Alle i Grønland såvel danske som
grønlændere var således udvalgets arbejdsmark.
De skulde hjælpes og ikke hjælpe, og derfor blev
der i mange år, ja, for så vidt til den dag i dag,
d<ke gjort noget forsøg på at skaffe medlemmer i
Grønland. Dette forhold skulde det nu nedsatte
repræsentantskab se at få ændret. Forholdene i
v°rc dagens Grønland er jo også helt andre, end
dc var blot før sidste verdenskrig. Men det kan
jeg komme nærmere ind på, når jeg har fortalt
om kirkesagen og det arbejde, den hidtil har ud-
ført.
„Den grønlandske kirkesag“ hlev stiftet i
København i vinteren 1905—06. I 1905 var der
kommet en ny lov, hvorved „Missionen i Grøn-
land", som det hidtil havde heddet, fik navne-
forandring til „Kirken i Grønland". Deraf navnet
„kirkesag" og ikke „Mission". Samtidig var der
også i menighedkredse i Danmark opstået en vok-
sende interesse for Grønland og for menigheden
i Grønland. Hidtil havde „Det danske Missions-
selskab" haft lidt forbindelse med menigheden
i Grønland, men forbindelsen havde i alt fald i
den senere tid ikke været altfor personlig, idet
den vistnok indskrænkede sig til, at missions-
selskabet hvert år sendte nogle missionsblade og
— skrifter til præsterne, hvad det iøvrigt stadig
gør. Da der var blevet stiftet et særligt udvalg,
der vilde støtte kirken og menighedslivet i Grøn-
land, trak missionsselskabet, der havde mange
andre opgaver at varetage — missionen i det
egentlige Vestgrønland var jo også endt allerede
i 1850’ erne — sig snart tilbage og overlod om-
sorgen for den grønlandske kirke til den grøn-
landske kirkesag.
I den første ollentige meddelelse om „kirke-
sagen4^ oprettelse nævnes som dens program bl.
a. følgende: „Den grønlandske kirkes yde ram-
mer er fremdeles genstand for statens omsorg,
men i vækkelsen af og omsorgen for det indre
liv i denne menighed hør den danske menighed
hjertelig deltage med sin forbøn og sit arbejde".
Foruden den stadige og hjertelige forbøn, hvis
virkning jo ikke kan måles, nævnes derefter for-
skellige områder, hvor menighedskredsen kan