Atuagagdliutit - 22.10.1952, Síða 5

nr. 22
373
ATUAGAGDLIUTIT
i deres respektive båse, fire og fire stod staklerne, des-
orienterede om den skæbne, der ventede dem, og dog
var det, som robede disse vilddyrs store øjne en stille
resignation.
I løbet af dagen blev der indskibet 238 dyr. Der var
før indskibningen vilde diskussioner om, hvorvidt dy-
rene ville æde eller ej, en fortalte, at vi ikke måtte fodre
med de bare næver, for så nægtede dyrene at tage fo-
der til sig; en anden skældte ud over, at vi havde an-
bragt foderet i samme lastrum som dyrene og forsikrede,
at de vilde bæster ikke åd „deres egen lugt“.
Kl. 11,30 var .Ion Eira og jeg ombord for at se,
hvordan dyrene befandt sig. De fleste af dem stod ro-
ligt og åd grådigt af den „urene" lav.
Den 12. september kom resten af dyrene ombord,
men desværre var der et af dem, som i panik sprang
op og brækkede nakken mod en sidestolpe. „Selvmords-
kandidaten" blev flået, og kødet bragtes ombord som
proviant. Et par lastbiler kom med is, som dyrene skulle
slikke på under rejsen.
Endelig kl. 10 lettede vi fra Kjøllefjord, bag os faldt
den første sne og forud brølede havet. En vestenkuling
åndede havgus ind i fjorden, og havet stod i kæmpe-
sprøjt langs den barske kyst. Kjøllefjords små huse og
den smukke hvide kirke, der er en gave fra Danmark,
skjultes omsider bag „Finnkirken", et par forrevne klip-
per om bagbord.
„Cirkus Rosing", som foretagendet ombord blev
kaldt, var for alvor på vej mod de nye beitemarker hin-
sides det store hav. Allerede den næste dag ankrede vi
op i Bustasund for en kraftig vind med ca. otte i styrke;
et døgn senere kunne vi atter fortsætte, men dyrene åd
godt, og alt var vel ombord.
Natten mellem den 14. og 15. september var der en
del slengeråge, dog åd de fleste af dyrene, men desværre
var nogle få begyndt at hænge med hovederne. Næste
morgen var fire dyr døde, og tiere så meget dårlige ud.
Det var vanskeligt at afgøre, om de led af søsyge eller
noget andet, men meget tydede på, at det var søsygens
kvaler, der pinte staklerne. Pludselig tabte de balancen,
og bedst som de stod og åd, stivnede de for lidt efter
at lade høvedet synke ned mellem forbenene. Øjnene
sløredes, og der begyndte at komme hurtige febrilske
trækninger i benmuskulaturen, sluttelig brød de sam-
men og en time efter døde de.
Intet ord formår at beskrive den stemning, der var
over de mange dyrerygge nede i lasten, kun en af os
vogtere led ikke søsygens kvaler, det var Jon Eira. Med
sammenbidt energi og med en nervøs klump i halsen
kæmpede vi en fortvivlet kamp mod den lurende død.
Gamle Jon Balto stod fortabt og kastede op i et bjørne,
men lidt efter kravlede han ind lil en døende ren, løf-
tede dens hoved og knugede det ind til sig, mens han
fremsagde et par hemmelighedsfulde ord, som en sagte
mumlen en trylleformel, der skulle kvikke livslyset
o]), men ak, et suk gik hen over det arme dyr. Han
knugede det smukke dyrehovcd ind til sin kind, men
renen var død under søsygens kvaler. Balto slæbte sig
ind til sin køje, og der gik lang tid, før vi så ham igen.
En kraftig tovende blev firet ned i lasten, dyr efter
GHØNLANDSPOSTKN
TUBORG
■/øvéTe

dyr blev hevet op det smerter i mit inderste at skrive
disse linier — og så hev vi dem ud over skibssiden.
Det grådige hav slikkede op om kroppene og snart hvirv-
ledes de i skruestrømmen. Et par klove løftedes i vejret,
men havet skjuler alle spor. En stor flok malcmukker
skælvede i luften og slog sig ned på bølgernes skum,
for dem var dagen en fest.
En dag fik dyrene forstoppelse nogle timer efter
fodring med hø og birkeløv - atter en bekymring
Filmsfotograf Hvidberg og kendtmand Froulund hittede
i fællesskab på at give sæbevandslavement, og dette blev
til redning for mange dyr. Skæbnen gjorde mig til „lave-
mentør , en beskæftigelse, der fik min mave til at kræn-
ge sig. Efter en sådan „indsprøjtning" slap dyrene en
ubeskrivelig gasart fra sig, som i en sådan grad berørte
mit indre, at jeg tror, jeg kastede op lige så mange
gange, som der blev givet lavementer 150 gange den
tørste dag. En stor trøst var det, at behandlingen havde
en hurtig virkning.
\ idcre sneglede vi os hen over havet, lå underdrejet
og døde dyr og lavement var efterhånden noget, der
hørte hverdagen lil; men tro ikke, at dagen var uden
glæder. Jon Eira og Olaf Stormo sled hårdt i det, for
Balto og jeg var nogle slemme „søfolk"* På styrbords-
siden havde vi otte små bukke, der var i stand til at