Atuagagdliutit

Árgangur

Atuagagdliutit - 22.10.1952, Blaðsíða 5

Atuagagdliutit - 22.10.1952, Blaðsíða 5
nr. 22 373 ATUAGAGDLIUTIT i deres respektive båse, fire og fire stod staklerne, des- orienterede om den skæbne, der ventede dem, og dog var det, som robede disse vilddyrs store øjne en stille resignation. I løbet af dagen blev der indskibet 238 dyr. Der var før indskibningen vilde diskussioner om, hvorvidt dy- rene ville æde eller ej, en fortalte, at vi ikke måtte fodre med de bare næver, for så nægtede dyrene at tage fo- der til sig; en anden skældte ud over, at vi havde an- bragt foderet i samme lastrum som dyrene og forsikrede, at de vilde bæster ikke åd „deres egen lugt“. Kl. 11,30 var .Ion Eira og jeg ombord for at se, hvordan dyrene befandt sig. De fleste af dem stod ro- ligt og åd grådigt af den „urene" lav. Den 12. september kom resten af dyrene ombord, men desværre var der et af dem, som i panik sprang op og brækkede nakken mod en sidestolpe. „Selvmords- kandidaten" blev flået, og kødet bragtes ombord som proviant. Et par lastbiler kom med is, som dyrene skulle slikke på under rejsen. Endelig kl. 10 lettede vi fra Kjøllefjord, bag os faldt den første sne og forud brølede havet. En vestenkuling åndede havgus ind i fjorden, og havet stod i kæmpe- sprøjt langs den barske kyst. Kjøllefjords små huse og den smukke hvide kirke, der er en gave fra Danmark, skjultes omsider bag „Finnkirken", et par forrevne klip- per om bagbord. „Cirkus Rosing", som foretagendet ombord blev kaldt, var for alvor på vej mod de nye beitemarker hin- sides det store hav. Allerede den næste dag ankrede vi op i Bustasund for en kraftig vind med ca. otte i styrke; et døgn senere kunne vi atter fortsætte, men dyrene åd godt, og alt var vel ombord. Natten mellem den 14. og 15. september var der en del slengeråge, dog åd de fleste af dyrene, men desværre var nogle få begyndt at hænge med hovederne. Næste morgen var fire dyr døde, og tiere så meget dårlige ud. Det var vanskeligt at afgøre, om de led af søsyge eller noget andet, men meget tydede på, at det var søsygens kvaler, der pinte staklerne. Pludselig tabte de balancen, og bedst som de stod og åd, stivnede de for lidt efter at lade høvedet synke ned mellem forbenene. Øjnene sløredes, og der begyndte at komme hurtige febrilske trækninger i benmuskulaturen, sluttelig brød de sam- men og en time efter døde de. Intet ord formår at beskrive den stemning, der var over de mange dyrerygge nede i lasten, kun en af os vogtere led ikke søsygens kvaler, det var Jon Eira. Med sammenbidt energi og med en nervøs klump i halsen kæmpede vi en fortvivlet kamp mod den lurende død. Gamle Jon Balto stod fortabt og kastede op i et bjørne, men lidt efter kravlede han ind lil en døende ren, løf- tede dens hoved og knugede det ind til sig, mens han fremsagde et par hemmelighedsfulde ord, som en sagte mumlen en trylleformel, der skulle kvikke livslyset o]), men ak, et suk gik hen over det arme dyr. Han knugede det smukke dyrehovcd ind til sin kind, men renen var død under søsygens kvaler. Balto slæbte sig ind til sin køje, og der gik lang tid, før vi så ham igen. En kraftig tovende blev firet ned i lasten, dyr efter GHØNLANDSPOSTKN TUBORG ■/øvéTe dyr blev hevet op det smerter i mit inderste at skrive disse linier — og så hev vi dem ud over skibssiden. Det grådige hav slikkede op om kroppene og snart hvirv- ledes de i skruestrømmen. Et par klove løftedes i vejret, men havet skjuler alle spor. En stor flok malcmukker skælvede i luften og slog sig ned på bølgernes skum, for dem var dagen en fest. En dag fik dyrene forstoppelse nogle timer efter fodring med hø og birkeløv - atter en bekymring Filmsfotograf Hvidberg og kendtmand Froulund hittede i fællesskab på at give sæbevandslavement, og dette blev til redning for mange dyr. Skæbnen gjorde mig til „lave- mentør , en beskæftigelse, der fik min mave til at kræn- ge sig. Efter en sådan „indsprøjtning" slap dyrene en ubeskrivelig gasart fra sig, som i en sådan grad berørte mit indre, at jeg tror, jeg kastede op lige så mange gange, som der blev givet lavementer 150 gange den tørste dag. En stor trøst var det, at behandlingen havde en hurtig virkning. \ idcre sneglede vi os hen over havet, lå underdrejet og døde dyr og lavement var efterhånden noget, der hørte hverdagen lil; men tro ikke, at dagen var uden glæder. Jon Eira og Olaf Stormo sled hårdt i det, for Balto og jeg var nogle slemme „søfolk"* På styrbords- siden havde vi otte små bukke, der var i stand til at

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.