Atuagagdliutit - 08.10.1953, Blaðsíða 3

nr. 21
ATUAGAGDLIUTIT — GRØNLANDSPOSTEN
383
Skilsmisse kendes
i Grønland
Næsten alle synes — under drøftelsen af det
grønlandske ægteskabslovforslag — at være gået
ud fra, at lovformelig skilsmisse er noget ganske
ukendt for vore dages Grønland. Den juridiske eks-
peditions undersøgelser (1948—49) tyder da også
på, at der ikke siden 1821 er givet noget ægtepar
under grønlandsk ret skilsmisse.
Dette holder dog ikke helt stik: Det viser sig,
at der i Thule — uafhængig af den vestgrønlandske
tradition og udenfor de almindelige danske skilsmis-
seregler faktisk i to tilfælde indenfor de sidste
25 år af fangerrådet er meddelt ægtepar rigtig skils-
misse, og alle fire har benyttet sig af adgangen til
at gifte sig igen!
Begge tilfælde ligger nogle år tilbage og skal
ikke beskrives i enkeltheder, men det kan nok have
almindelig interesse at omtale, på hvilket grundlag
og med hvilken virkning skilsmisserne blev givet:
Den ældste sag skriver sig fra 1929—30. Her
nægtede hustruen at tage med til sommerbopladsén,
fordi en anden kvinde, som manden var begyndt at
komme sammen med, også skulle bo derude. Manden
rejste så af sted alene og flyttede sammen med den
anden kvinde. Som grund til, at han havde ophævet
samlivet med sin hustru, anførte han hl. a., at hun
aldrig ville gøre hans fangst, navnlig ræveskindene,
istand for ham, samt at hun ikke passede ordentlig
på det tøj, han gav hende. Hun — der var imod
skilsmisse — afviste disse bebrejdelser, hævdede at
hun under deres 10-årige samliv kun havde fået een
sælskindspels, og at årsagen til det dårlige forhold
var mandens interesse for den anden kvinde. Resul-
tatet blev, at fangerrådet godkendte deres faktiske
skilsmisse og pålagde ham underholdsbidrag, som
man for øvrigt havde forskellige vanskeligheder med
at få inddrevet. 2 år senere blev han kirkelig viet til
den anden kvinde, og efter yderligere 2 års forløb
blev hustruen fra første ægteskab gift med en anden
(hvorved iøvrigt betalingen af underholdsbidraget
blev bragt til ophør).
Den anden sag stammer fra 1937. Ægtefællerne
var blevet kirkelig viet i 1935, men var efter nogle
måneders forløb flyttet fra hinanden, fordi de ikke
kunne enes. De havde ikke siden haft forbindelse
med hinanden og manden erklærede, at han absolut
ikke kunne tænke sig at genoptage samlivet. Her-
efter enedes fangerrådet om at lade den allerede
gennemførte adskillelse af de lo ægtefæller gælde
som skilsmisse, men stillede det vilkår, at ingen af
parterne påny kunne gifte sig, før der var forløbet
to år fra det tidspunkt, da de flyttede fra hinanden.
Der blev også i denne sag pålagt manden under-
holdsbidrag til hustruen (dels i naturalier og dels i
penge), dog kun for 2 år og det med den udtryk-
kelige motivering, at pålæggelse af et bidrag for
længere, ubestemt tid ville kunne tilskynde hustruen
til ikke at gifte sig igen, hvilket ville gå ud over bør-
nene. Det kan også have interesse at nævne, at man
efter skik og brug ikke mente, at der var hjemmel
til at pålægge manden at betale bidrag til hustruens
to børn af tidligere ægteskab. Begge ægtefæller
giftede sig igen, først hustruen og senere manden.
Det har her kun været meningen at fremdrage
det interessante faktum, at grønlandske skilsmisser
er forekommet i nutiden, ikke al trække videre
slutninger derfra. Kun skal det lige nævnes, at der
når de oplysninger, som akterne udviser, lægges
til grund — hverken efter dansk ægteskabslov eller
efter det grønlandske ægteskabslovudkast i disse
tilfælde umiddelbart kunne være givet skilsmisse,
men antagelig separation. Det må da være ældre
uskreven sædvane, der har påvirket afgørelserne;
Knud Rasmussens bekendte Thulelov fra 1929 in-
deholder ingen regler om adgang til ægteskabsopløs-
ning, kun om underholdspligten.
./. Kisbye Møller.
kalåtdlit igdluine nalunaeKutaK KIENZLE
tatiginardluarsinauvoK
nikineK ajorpoK.
I grønlandske hjem kan man
trygt stole på KIENZLE uhret.
Det går godt og nojagtigt.
ei’Kaimajuk ateK Kienzle kinaussånlsangmat
Husk, navnet Kienzle står på uhrskiven.