Atuagagdliutit - 08.10.1953, Blaðsíða 17

nr. 21
ATUAGAGDLIUTIT — GRØNLANDSPOSTEN
397
HVIDFISK
- mærkelige dyr
Af Peter Freuchen.
En av de mærkeligste dyreformer i arktiske ha-
ve er hvidhvalen - eller som den i Grønland almin-
delig kaldes HVIDFISKEN. I virkeligheden ved man
såre lidt om hvidhvalens biologi, og mærkeligt er
det især, hvordan dette dyr kan optræde i uhyre
mængder i noen år et sted for pludseligt at for-
svinde helt.
Kendt er således de store hvidhvalfangster, der
iværksattes av avdøde fiskemester Nielsen nær
Sukkertoppen. Senere har Lund-Drosvad ledet store
fangster, ved anlægget Prøven. Men begge steder er
fangsten ophørt, fordi hvidhvalen forsvandt.
Om den har ma;rket efterstræbelsen er ikke
godt at vide. Det er kendt, at hvidhvaler i flere år
kunne fanges i garn visse steder. Men så blev de
pludseligt kloge på, at der var fare på færde. De
bøjede derpå, når de trak forhi, pludseligt uden om
det sted, hvor garnet stod. Derefter løb de atter ind
under land og fulgte kystens mange bugter ud og
ind.
Min avdøde ven Isak Zeeb ved Ubekendt Ejland
hade således et garn, som hade fanget godt i flere
år. Et skønne år og det følgende kom ikke en „fisk“
i garnet. Derpå flyttede Isak det blot så meget som
100 meter fra stedet. Og næste år fangede han syv
hvidhvaler.
Muligt er det det varmere vand ved Grønland,
der har fordrevet hvidhvalerne. Jeg ved det ikke.
Men nu kommer i år meddelelse fra Canada,
at hvidhvalfangsten er stor ved Churchill River.
Da jeg var i Hudsori Bugten i begyndelsen av
tyverne, hørte vi om hvidhvaler nede i James Bay,
den sydøstlige del av Hudson Bugten. Der var endda
fanget fire oppe i selve elven ved Moose Factory.
Nu i de senere år er hvidhvalerne kommen i
større og større tal op i Churchill River (For os
danske et interessant sted, fordi det var her, at Jens
Munk overvintrede for over 300 år siden). Da jeg
var ved Churchill sidst (i 1934) fortalte man mig,
at der „næsten hvert år“ kom enkelte hvidhvaler til
Churchill.
Men så lidt efter lidt kom der et fast årligt
træk. Fangsten blev systematiseret. Og den er noget
lettere her i det mudrede elvvand end i det klare
gennemsigtige hav ved Grønland, hvor hvidhvalerne
let ser garn og kajakker osv.
Fangsten tog til. Den canadiske regering, som
er meget vågen med hensyn til beskyttelse av fangst-
dyrene, satte tallet av hvidhvaler, som måtte ned-
lægges på en sæson (efteråret) til 600. Men det viste
sig så, at dette talt let nåedes i begyndelsen av sæso-
nen, hvorefter man ofte med vemod så masser af
hvidhvaler, man ikke måtte tage.
Derefter blev det årlige quota sat op til 700, og
sidste år, da man således hade lov at fange 100 flere,
fik man hurtigt nedlagt 699. Det var såvel indianere
som eskimoer og hvide derboende jægere, der deltog
i fangsten. Dog må det bemærkes, at eskimoerne
viste sig de andre overlegne i almindelighed, og
Lukas, den kendte storfanger ved Churchill, tegnede
sig alene for 283 hvidhvaler, altså ikke så lidt over
en tredjedel av alle de fangede dyr. Ialt deltog 28
fangere i jagten, det var mest fastboende folk. Der