Atuagagdliutit - 16.06.1955, Blaðsíða 9

Farvel til troperne
Af Marion Ringberg
Stanleyville ligger ved Congo-
floden, netop hvor denne bliver
Sejlbar efter Stanley-vandfaldene.
^lodbådene sejler frem og tilbage
Mellem kystbyen Boma og Stan-
^cyville, og tidligere var disse
fl°dbåde det eneste transportmid-
der kunne bringe en fra jung-
es skove til Atlanterhavets fri-
ske bølger. Nu er der flyveforbin-
^elser over hele Congo, og der er
Veje, de veje, som vi selv fulgte,
^len for at fornemme Stanleyvil-»
ies egen sjæl, må man gå ned til
floden og se floddamperen kom-
rtle- Det er en stor hjuldamper
Jned mindst 3 etager. På det øver-
ne dæk sidder de fine 1. klasses
Passagerer i magelige flugtstole
°S ser kysten langsomt glide for-
Nedladende betragter de i kik-
l^ert en doven krokodille, der fly-
(fer som en træstamme i den
Srurnsede flod. Dagene afbrydes
af behagelige måltider, iskolde
brinks og lange siestaer. Man ke-
^er sig med anstand. Men nede på
underste dæk leves et broget
°g hedt liv. Her bor alle de sorte,
s°m rejser for at søge arbejde el-
for at komme hjem til fami-
Hen langt borte. Her kokkereres,
*ler ammes, her skråles og spilles,
skubbes og danses, hulkes og gri-
n«s. En neger gør kur til en dej-
lig sort pige med struttende bry-
ster, hvis yppighed et broget bom-
bldsshawl gør forgæves forsøg på
at skjule. Mørke øjne følger vå-
gent hver krusning på vandet,
søvnige øjne falder til uanset
kede, umagelige pladsforhold og
!arm. På underste dæk lever man
1 nUet. Det er ligegyldigt, om man
når til vejs ende den ene eller den
anden dag. Som flodbåden glider
bedad floden båret af strømmen,
mens palmerne på bredden pas-
Pttsup asimioKarfé inuvdluarim-
sbuavavut, septembereKalmarmat
kfrikap kimut sineriåne aulisag-
C:|t tingmissartut takusimavavut.
bktoberime novemberimilo Afri-
iaP avKuserngine augpalugtunisi-
^uvugut inuit ujaråinarnik så-
^bgdlit (Kangatut inussut) akor-
^^be. decemberimilo nerssutauti-
pårssissut bibilime ernartor-
eKartut Marokkome nåpisimava-
Vut.
bsarssuarmit tarrartartut Gib-
raltar ukiup pujuanit alivkaru-
EuropatorKaméridlerpugut.
bkiut 2000-gssåta ilåinå piung-
llaerdlugo tikitdluaricuvåtigut:
akame iniliarssuit Kårtartut susi-
bUbgisait, tingissarfingne cemen-
*tnlk Kagdligkane tingmissartut
^blerssutit pissorpaloKalutik ti-
glssaraut, umiarssualivingme
S°lssåtit siggartartitdlugit.
serer forbi, således lader den sor-
te dagene svinde umærkeligt og
bekymringsløst. Når båden læg-
ger til, henter man proviant. Ba-
naner, papaier og ris. Måske kan
man få et par friske fisk lige fan-
get i de mærkelige kurve, fiskerne
bruger ved Stanleyville. De an-
bringer bambuskurvene i vandet
mellem stenene, hvor strømmen
var langt mere primitive, end vi
havde truffet dem i Congo. På-
klædningen var ofte blot et læn-
deklæde eller en dusk blade, ja,
i Nigeria mødte vi en hedens
stamme, hvis medlemmer endnu
gik fuldstændig nøgne. Men også
fransk chic og mode var nået til
Ækvator. Vi så fikse sorte piger
på høje hæle i smarte kjoler, og
mændene havde tyksålede gum-
misko, stribede sokker og muntre
slips. Det virkede, som om fransk-
mændene i højere grad end de
flittige belgier lod de sorte leve
deres eget liv. På ondt og godt.
Ondt måske fordi der ikke blev
Congome belgiamiut pigissane Kernertormiut atuarfiat moderneussoK.
Fra en moderne indfødt skole i Belgisk Congo.
er stærk og af sig selv fører fisken
ind i nettet. En mand eller dreng
svømmer ud og henter fangsten
ind på land, hvor den straks sæl-
ges. Eller den steges, for at blive
solgt på markedet næste dag
krydret med fluer og andet kryb.
EN IØJNEFALDENDE
FORSKEL
Fra Stanleyville var der kun
nogle hundrede kilometer til
grænsen mod Fransk Ækvatorial
Afrika. Straks vi var på fransk
område, mærkede vi en anden
tone og fandt andre menneskety-
per både blandt sorte og hvide.
På det hotel, hvor vi overnattede
den første nat, traf vi en ung sort
læge i kammeratligt samvær med
franskmænd. I Belgisk Congo
havde vi aldrig truffet negre, som
gæster på restauranterne. Tvært-
imod havde det forbavset os, at
man til Stanleyvilles førende dan-
serestaurant havde importeret et
dødkedeligt europæisk orkester,
når man dog blandt jazzens stam-
fædre, Afrikas sorte, måtte kunne
finde egnede musikere.
Sammenlignet med Belgisk Con-
go syntes der at være færre mis-
sionsstationer og færre ambula-
torier. Men der var statsgymna-
sium for de sorte og tilsyneladen-
de omgikkes sorte og hvide. T
fransk område, som i Britisk Ni-
geria, fandt vi negerstammer, der
foretaget større sociale foranstalt-
ninger, godt fordi befolkningen
tilsyneladende var lykkeligere ved
at lades i fred. Når man var væk
fra byernes asfalterede veje og
oplyste gader, fandt man folk
fuldstændig uberørte af Europas
velsignelser og plager. Utvivlsomt
var der, netop på grund af den
frihed det franske styre gav sine
borgere —- det være sig af idealis-
me eller bare af en sydlandsk
„laden-stå-til“ ånd — udviklede
sorte, som kæmpede for uafhæn-
gighed, især i Cameroun. Men
man traf flere tilfredse menne-
sker i Fransk Ækvatorial Afrika
end i Belgisk Congo eller Britisk
Nigeria. Talte man med en bel-
gier, så bandede han Congo langt
væk, og det var næsten umuligt
at få kontakt med den sorte mand
i Belgisk Congo. På fransk om-
råde blev man mødt med venlig
hjælpsomhed af både sorte og
hvide, og spurgte man fransk-
mændene, om de var glade for at
være i troperne, svarede de gerne
„ ja, hvorfor ikke?“. Det var
stemningen i de franske troper,
hvor helt anderledes var den ikke
i Fransk Marokko.
Ødemarken, Saharas vidtstrak-
te ørken, danner skellet mellem
troperne og Nordafrika. Det tog
os 5 døgns næsten uafbrudt kør-
sel at passere dette gudsforladte
sted, hvor luften og sandet synes
at være selve intetheden. Alligevel
var der liv. En enlig ræv dukkede
pludselig op. Hvor den kom fra
og hvad den levede af var ligesom
solnedgangens farverigdom, livets
under midt i livløsheden.
Efter Sahara virkede Marokko
meget stærkt. Ørkenens stilhed
blev afløst af storbyernes larm og
uro. Der var splid og strid og bag
det hele anede man stormagternes
private interesser. Men det var
december måned. Bjergene var
blå og lilla, solen stod skråt, og
blæsten spillede i de frostbidte,
gule blade. Vi kørte forbi fårehyr-
derne i de tunge brune hjemme-
vævede kofter med brogede tæp-
per over skuldrene. Støttet til sin
lange stav vandrede hyrden en-
somt mellem får og geder. Ud på
eftermiddagen viste de første
stjerner sig, og det faldt mig ind,
at netop sådan må landskabet
have set ud ved Bethlehem for
2000 år siden. Lange magre hyr-
der må have vandret i tunge kap-
per over de blå bjerge, mens stjer-
nerne tændtes og viste vej.
Karlsvognen sås igen tydeligt,
og Nordstjernen kaldte os hjem.
Afstandene er blevet små og klo-
den lille takket være tekniken.
På kun 3 måneder var vi kommet
fra polarcirklen til Ækvator. I
august havde vi sagt farvel til bo-
pladserne ved Sukkertoppen, i
september havde vi set flyvefiske-
ne springe ved Afrikas vestkyst.
Oktober og november havde vi til-
bragt på Afrikas røde veje mel-
lem stenalderfolk. Og i december
mødte vi bibelhistoriens hyrder i
Marokkos bjerge.
Som en forhistorisk skygge
dukkede nu Gibraltar frem af vin-
tertågen. Vi var igen i gamle Eu-
ropa, det 20. århundrede modtog
os med fuld honnør: fjeldet var
bombesikre kældre, ad mægtige
betonbaner drønede jetjagerne ud
i luften, og krigsskibene hylede i
havnen.
A. W. Nielsen nunavtine
direktør A. W. Nielsen tingmissar-
tumik Kalåtdlit-nunanut autdlarpoK
Kåumatine mardlungne angalaniar-
dlune, handelivngoK sulivfiutai 1951-
ip kingornagut iluamik misigssorne-
Karsimångingmata 1952-ime kunge-
Karnera, 1953-ime styrelsesrådeKar-
nera 1954-imilo finansudvalgeKarne-
ra pissutigalugit. „Berlingske Tiden-
de“mut oKarsimavoK kalåtdlit dan-
skitdlo akornåne suleKatigigfigtut
udvalgimik pilersitsiniarniardlune,
pilersineKarsinauneralo neriugdluar-
nartungorsimassoK kalåtdlit aulisar-
lut sujulerssuissuisa ukioic oKaloica-
iiginerisigut. handelsdirektørip anga-
lanigssa ukiune OA-ine angalanerisa
Kuligssaråt. kujatånit avangnamut
ingerdlaorniarpoK.
radareKarfigssat
anierikamiut Kalatdlit-nunånit Ca-
nada Alaskalo aVKUsårdlugit radare-
icarfigssait 1957-ime inisangatine-
Karput. månamut atortugssat åssigi-
ngitsut 30,000 tons agssartorneKa-
rérput.
9